Hjælp, min skærm er gået agurk!
Hvem ringer man til, hvis der er hackere på spil eller virus løs i ens computer? I vores gennemdigitaliserede samfund er det vigtigt at kende nummeret til cyberalarmcentralen. Opgaven ligger i det nye Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ethvert barn ved, at man skal ringe 112, hvis uheldet er ude. I hovedstadsområdet og Nordsjælland får man så en brandmand fra Hovedstadens Beredskab i røret, mens det i resten af landet er en politiuddannet medarbejder på én af de to alarmcentraler i Slagelse og Aarhus, der besvarer opkaldet.
Hvis man ringer, fordi man akut er udsat for en forbrydelse, klarer politiet ærterne, mens man viderestilles til enten akutberedskabets koordinationscentral eller det lokale redningsberedskab, hvis der er tale om sygdom, ulykke eller ildebrand. I gamle dage var nummeret et andet, men selve processen om et alarmopkald er i dag ikke væsensforskellig fra 1960’erne.
Det nye er, at vi i dag også kan blive udsat for ubehageligheder i det digitale domæne. Virksomheder oplever at få låst deres vigtige data i ransomware-angreb, myndigheders hjemmesider bliver med jævne mellemrum overbelastet af cyberaktivister eller fremmede magter, som vil sende hybride signaler til Danmark, og helt almindelige borgere risikerer at miste opsparingen eller blive udsat for identitetstyveri, bare de klikker på det forkerte link eller besvarer et tilsyneladende uskyldigt telefonopkald.
Den hastige udbredelse af kunstig intelligens gør det for tiden endnu vanskeligere og mange gange helt umuligt at gennemskue, at man er ved at blive udsat for en forbrydelse – for når svindleren taler med sønnens stemme, eller phishing-mailen fra chefen ligner den ægte vare helt ned til kommafejl og personligt sprogbrug, så skal man godt nok være vaks ved havelågen for ikke at blive snydt.
Problemet er, at de færreste ved, hvor de skal ringe hen, hvis uheldet er ude i cyberspace. Er det pengeinstituttet? Forsikringsselskabet? Kommunen? Digitaliseringsstyrelsen? Center for Cybersikkerhed?
Det er tankevækkende, at man kan ringe til politiet, hvis der spilles for høj musik, eller når en bil holder til ulempe, men hvis man er ved at få lænset kontoen for flere hundrede tusinde, så er man så godt som hjælpeløs.
Her taler vi ikke om svar på generelle spørgsmål om sikkerhed og god adfærd på nettet eller om rådgivning af professionel art, som tusindvis af konsulenter og virksomheder står klar til at levere.
Nej, den akutte cybernødsituation opstår, når du har svindleren i røret på den ene telefon og desperat scroller rundt efter et sted at ringe hen med din ægtefælles mobil i den anden hånd.
Eller det øjeblik, hvor du – efter at have klikket på en vedhæftet fil eller et link i en mail – ser din skærm gå agurk, mens du mister adgangen til dine filer. For ikke at tale om det uhyggelige digitale overgreb, der måske finder sted på børneværelset, når dit barn eller teenager kommer i kløerne på en kontakt, som udgiver sig for at være en anden med onde hensigter.
Danmark er blandt de mest digitaliserede lande i verden, og det er på mange måder dejligt og effektivt. Men når vi lever en stadig større del af vores liv i cyberspace og gør os stadig mere afhængige af digitale servicer, opstår der alvorlige sårbarheder, som samfundets beredskab løbende skal justeres til at kunne håndtere.
Tiden er inde til at overveje, om cyberkriminalitet og digitale angreb og uheld bør inkluderes i den vifte af nødsituationer, alarmcentralerne kan hjælpe landets borgere og virksomheder med i hverdagen.
Det kræver uddannelse, procedurer og kvalificeret bemanding, men eftersom både alarmcentralerne og de udadvendte dele af Center for Cybersikkerhed er overdraget til det nye Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, har vi nu en god anledning til at tænke nyt og sikre, at der fra starten bliver opbygget et tidssvarende system, som effektivt hjælper borgerne i alle former for kritiske situationer – hvad enten der dreje sig om et hjemmerøveri, et brækket ben, ild i skuret eller et igangværende cyberangreb.
Selvfølgelig skal indførelsen af ”cyberalarmcentraler” ikke blive en sovepude. Ligesom man ikke bør undlade at tegne en ulykkesforsikring, bare fordi ambulancen kommer, hvis man ringer 112, skal man kunne forvente af både borgere og virksomheder, at de tænker sig om, udviser fornuftig adfærd og sikrer sig bedst muligt mod digitale trusler og sårbarheder. Men i et samfund, hvor vi i stadig større grad lever, handler, færdes, diskuterer, elsker og slås i cyberspace, er der nødt til at være en nem og hurtig måde at tilkalde hjælp, når uheldet er ude – også de digitale af slagsen.