Når virkelige mennesker bliver til romanfigurer
Beboerne på Fejø er blevet vrede på forfatter Thomas Boberg, fordi han skriver om dem. Han burde have set balladen komme.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Forfatteren Harry Søiberg ligger på kirkegården i Højen – bedre kendt som Gammel Skagen.
Der ligger han godt og roligt, måske undtaget uge 29, hvor rosé-hvin fra terrassen på Ruths Hotel skaber tumult i sommerlandet. Glemt er han af verden, og så var han da heller ikke en større forfatter end som så, men der skal nok være endnu levende, der passerer hans grav med en spyttende, hadefuld hvæsen alligevel.
De sidste er dem, der endnu husker, hvordan deres forfædre ufrivilligt blev gjort til stof i forfatterens romaner. Hvordan han skrev om dem. En fornærmelse, man husker, for virkelige mennesker bryder sig generelt ikke om at blive til romanstof, selvom det umiddelbart kan virke smigrende – ja, der er nu til dags ligefrem folk, der betaler for det.
Harry Søiberg skrev om storfiskeren, Søkongen, han skrev om Søkongens datter, men de fandtes jo i virkeligheden, og fornærmelser kan nedarves.
Søiberg er Søiberg, men der var vist også folk i Viborg, der blev vrede på Peer Hultberg over ”Byen og verden”, som jo sammen med forfatterens ”Requiem” er veritable højdepunkter i dansk litteratur. Men folk fra Hultbergs barndomsby, Viborg, følte sig genkendt, hvad der er let at forstå, for den er en ond beskrivelse af menneskenes børn i almindelighed med udgangspunkt i en dansk provinsby og dens borgerskab i særdeleshed.
Ethvert menneske kan føle sig genkendt i den tekst, den er både lokal og universel, som god litteratur er. Og den var fantastisk god, den bog, men den var ikke venlig mod byen Viborg, som allerede Johannes V. Jensen havde kaldt »en reaktionær rede«.
Fru Clasen fra Clasens Hotel på Algade i Sæby var not amused, da hun læste novellen ”Sommerglæder”.
Forfatteren Herman Bang var fast sommergæst i pensionatet, og den hastigt skrevne tekst var en succes.
En af anmelderne genkendte fru Clasen, der i Bangs tekst var blevet til fru Brasen. Lidet subtilt.
Hun og hendes mand var i mellemtiden flyttet til Hjørring, her låste hun sig grædende inde. Det forlød, at Gustav Clasen havde indgivet klage over Bang til Dansk Forfatterforening, fordi forfatterens tekst »kunne skade dem i deres daglige bedrift og i medborgernes dom over dem som mennesker«.
Det afviste fru Clasen senere. Det ville ikke nytte noget eller »bedre på den fortræd, han har tilføjet os«.
Heri har fru Brasen – undskyld Clasen – en pointe. Der er ikke meget at gøre. Heller ikke for beboerne på Fejø, hvortil forfatteren Thomas Boberg flyttede sammen med sin hustru. For så at flytte tilbage til København og skrive den netop udkomne roman ”Insula” om livet på en ø.
Insula er latin for ø, og romanen handler ikke om Fejø, men om øen som sted. Men den slags abstraktioner har man ikke sans for, hvis man er krobestyrer og føler sig hængt ud som alkoholiker.
Øen er et abstrakt begreb, et livsvilkår, man kan skrive om, men Fejø er et konkret sted med konkrete mennesker, som pludselig kan genkende sig selv, og de kan ikke lide det. Det kan næppe været kommet som en overraskelse for forfatteren.
Lige meget hjælper det.
Hverken kritikeren Poul Borum eller litteraten Niels Egebak kunne naturligvis tillade sig at blive rigtigt offentligt fornærmede på Klaus Rifbjerg over hans ondsindede portrætter i ”Marts 1970”, ligesom Poul Reumert var magtesløs over for det nærmest edderspændt onde portræt i samme forfatters novelle ”Poulsen privat” fra samlingen ”Sommer”.
Man kan så meget som forfatter. Så det gør man.
Jeg er selv lidt skyldig. Lidt. Jeg skrev for nogle år siden romanen ”Bibendum”, der udspiller sig i det danske vinmiljø med dertilhørende journalister.
En relativt let genkendelig vinhandler bliver myrdet i bogen, men jeg vidste, at han ville tage det pænt, for når sådan en roman endelig skulle skrives, er det bedre at være med end ikke at være med – om man så skal spille rollen som liget i biblioteket.
Min nu afdøde kollega Flemming Kyed læste romanen og spurgte, hvem der forestillede Søren Frank, Berlingskes selvbevidste madanmelder gennem mange år.
»Han er slet ikke med,« svarede jeg.
»Nææææh,« replicerede Kyed så frydefuldt, at piben sovsede.
»Det er infamt!«