Du er hvid? Så er du en undertrykker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad i alverden foregår der? Vores tid er fyldt med så mange radikale idéer, at vi dårligt kan nå at stoppe op og forstå, hvad der foregår. Tag den amerikanske forfatterinde Robin Diangelo, der for få år siden lå øverst på bestsellerlisterne med bogen ”Hvid skrøbelighed”.

En bog, der essentielt set hævder, at alle hvide mennesker er racister. Og at vi er så urimeligt anfægtede over denne realitet, at selve vores reaktion på racismeanklagen er udtryk for »hvid skrøbelighed«.

Samme forfatter er i øvrigt netop blevet afsløret i omfattende plagiat, hvorfra man forhastet kunne ledes til en konklusion om, at hun blot er en amoralsk opportunist, der tjener store penge på sensitivitetstræning. Det ligner jo råddenskab fra inderst til yderst, men lad mig her mane til eftertanke.

Det er langt værre. Typer som Diangelo er muligvis moralsk anløbne, men hvor skøre deres tanker end lyder, er det udtryk for en fuldkommen gennemført ideologi.

Diangelo er en del af en bevægelse med identitetspolitiske ”hvidheds”-studier, der i de senere år er vokset eksplosivt på vestlige universiteter og desværre også har godt fat herhjemme – med professor Dorthe Staunæs på Aarhus Universitet som det mest kendte eksempel.

Overfladisk set hævder ”hvidhedsstudierne”, at hvide mennesker som samlet kategori undertrykker alle verdens ikke-hvide mennesker, og beviset herfor er forskellene i magt og indflydelse. De hævder, at hvide mennesker ikke er i stand til at se ud over deres egen hudfarve. Uanset hvor meget de prøver, vil de altid være fanget af deres hvidhed og undertrykkelse af andre.

Diangelo (der selv er fuldkommen pigmentforladt) er særligt aggressiv og anklager eksempelvis hvide kvinders tårer for at være særligt ondskabsfulde, fordi der engang var en sådan dame, der grædende fik en sort mand uskyldigt dømt.

Denne hvidhedstænkning er et totalopgør med borgerrettighedstraditionen, som vi kender den fra kristne prædikanter som Martin Luther King. I dag opfatter de fleste borgerrettighederne som en del af det liberale tankegods, hvilket bestemt også er rigtigt, men på et mere fundamentalt plan er det en kristen tænkning. Det bygger på idealet om menneskets som et selvstændigt, handlende væsen. Ansvarlig for egne gerninger og i sig selv værdifuldt, alene fordi det er et menneske.

Hvidhedsstudierne er en del af den ideologi, der har gjort op med den kristne arv. De afviser mennesket som autonomt væsen, der kan vælge at handle rigtigt eller forkert. Mennesket er blot et socialt dyr. Eller omvandrende fysiske klumper, der møder andre fysiske klumper på sin vej, og i et sådant antikristent menneskesyn bliver farven på klumpen central.

I hvidhedsstudierne er klumpernes syn på verden, og hvad der er rigtigt og forkert, alene et produkt af, hvad de andre klumper går og mener, der igen er et produkt af de privilegier og den magt, ens gruppe af klumper har.

Er man født som hvid klump, ser man verden med hvide briller og kan derfor alene se hvide sandheder. Derfor afskyr Robin Diangelo idealet om farveblindhed. Det bygger på løgnen om, at klumperne kan se ud over hudfarve. I stedet for et falsk ideal om farveblindhed vil racister som Diangelo have os til at være konstant opmærksomme på kulør.

Der er intet uskyldigt over hvidhedsstudierne. Idéhistorisk set bygger de på samme filosofi som fascismen og leninismen. Begge var fusioner af Nietzsche og Marx. Opgøret med de kristne sandheder om mennesket som selvstændigt handlende, individueret og ukrænkeligt. Den barmhjertige menneskelighed, som nazisterne kastede på historiens mødding. De reducerede mennesket til biologiske konstruktioner i en verden bygget på magt. Hvidhedsstudierne reducerer os til sociale konstruktioner i en verden bygget på magt.

Man kan nok bedst betegne hvidhedsstudierne som postfascisme. Og den er mindst lige så farlig for vores civilisation som originalen.