Mens vi venter på rokaden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Beredskabet er hjemløst. Beredskabet er underprioriteret. Beredskabet er et stedbarn i Forsvarsministeriet. De seneste to år er kritikken af vores måde at organisere beredskab og samfundssikkerhed herhjemme vokset i styrke og omfang, samtidig med at truslerne mod Danmark er taget til, både hvad de naturskabte og de hybride angår. Opfordringerne til regeringen om at rette op på konsekvenserne af tre årtiers smørhulsselvopfattelse har været mange. Samtidig er sammenligningerne med de andre nordiske lande nedslående: Norge genindførte sit totalforsvarskoncept kort efter Ruslands annektering af Krim i 2014, Sverige har siden oktober 2022 haft en minister for civilt forsvar, og i Finland sluttede Den Kolde Krig som bekendt aldrig rigtigt. Imens så vi tiden an herhjemme og håbede, at det hele gik over – men det gjorde det som bekendt ikke.

Nu sker der imidlertid forhåbentlig noget. I forbindelse med den forestående regeringsrokade, som efter alt at dømme kommer i løbet af indeværende uge, fordi posen skal rystes, når en ny EU-kommissær udpeges fra ministerrækkerne, venter vi spændt på, om beredskabet får sit eget ressort med en ansvarlig minister i spidsen. Det er ikke et quickfix, som automatisk gør alt godt, men etableringen af et beredskabsministerium eller et ministerium for samfundssikkerhed kan være et skridt i den rigtige retning. Alene det at sætte et navn og et ansigt på ansvaret vil være en klar forbedring, for i dag er det meget svært at pege på, hvem der egentlig sidder med aben, når det handler om at sikre det danske samfund og befolkningen mod kriser og i værste fald krig.

Et beredskabs- eller samfundssikkerhedsministerium kan skrues sammen på mange forskellige måder. Regeringsgrundlagets idé om et ministerium for national sikkerhed, som skulle etableres ved at splitte Justitsministeriet i et lovområde og en mere operativ del med politiet som kerne, blev tilsyneladende lagt i graven på pressemødet efter Moderaternes sommergruppemøde for nylig. En anden model er det smalle beredskabsministerium, hvor de relevante myndigheder fra Forsvars- og Justitsministeriet udskilles og samles under en selvstændig minister, men med relativt uændrede opgaver, mandater og budgetter. Og så er der limousineversionen: et egentligt ministerium for samfundssikkerhed, som favner bredere og får til opgave at ruste samfundet bedst muligt mod alt fra cyberangreb, stormflod, sabotage, misinformation og ”sorte svaner” i form af de trusler, vi ikke engang kan forestille os, og som til det formål får tildelt både de nødvendige økonomiske og styringsmæssige midler.

Det er ikke helt nemt at gennemskue, hvad der er bedst, for man kan identificere styrker og svagheder ved alle modellerne. Vidensgrundlaget på beredskabsområdet er desværre begrænset, for de seneste danske sårbarhedsudredning er 20 år gamle, forskningsmiljøet herhjemme er lille, og der er derfor et udtalt behov for at nedsætte en beredskabskommission til grundigt at analysere området i et fremtidsperspektiv. Når regeringens ledere i løbet af ugen sætter sig sammen for at træffe en endelig beslutning om rokaden, har jeg dog tre konkrete opfordringer, som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen kan tage med sig ind i det lukkede rum:

1) Saml ansvaret! Det politiske og administrative ansvar for beredskab er i Danmark spredt ud på en lang række aktører. Det gør samfundet sårbart over for især aktørdrevne hybride trusler, som aktivt kan udnytte uklar ansvarsfordeling som sårbarheder. Samtidig risikerer sektoransvaret at glide over i diskussioner af, hvem der ikke har ansvaret ud fra snævre silohensyn. Koordination og samarbejde mellem ligeværdige aktører fungerer godt i en tillidsbaseret politisk og administrativ kultur som den danske, men når kriserne står i kø, og krav til handling overstiger ressourcerne, opstår behovet for prioritering. Alle vil koordinere, men ingen vil koordineres. Nogen er nødt til at kunne træffe de nødvendige beslutninger. Derfor bør der etableres en overbygning på sektoransvaret i form af et samfundssikkerheds- eller beredskabsministerium med overordnet ansvar og mandat til at pålægge andre myndigheder at gennemføre beredskabsstyrkende tiltag, definere minimumsniveauer mv.

2) Tænk strategisk! Beredskabsområdet præges både politisk og administrativt af kortsigtet og usammenhængende tænkning, hvor konkrete løsninger diskuteres, uden at de grundlæggende spørgsmål først afklares. Resultatet er en vifte af strategier og tiltag på myndighedsniveau, som ikke nødvendigvis taler sammen, og som kun gælder inden for egen sektor. Samtidig er beredskabet underprioriteret i Forsvarsministeriet, hvor området “taber” til det militære forsvar både ressource- og fokusmæssigt. Den manglende placering af et overordnet ansvar for beredskab og samfundssikkerhed betyder, at ingen samler trådene på strategisk plan. Der bør derfor udarbejdes en national sikkerhedsstrategi/samfundssikkerhedsstrategi, som sætter klare mål, definerer ambitionsniveau og prioriteter og anviser en klar fordeling af ansvar.

3) Inddrag hele samfundet! De seneste tre årtier har beredskab været noget, først og fremmest det offentlige tog sig af. Hybridtrusler og gensidige afhængigheder kræver imidlertid, at alle dele af samfundet nu får en rolle at spille i det samlede beredskab. Borgere, civilsamfund og virksomheder skal være aktive medspillere, men rammer, opgaver og ressourceallokering bør defineres klart af staten. Derfor bør der indføres et nyt totalforsvarskoncept i Danmark, som samtænker alle relevante aktører i et beredskabs- og samfundssikkerhedsperspektiv med inspiration fra især Norge og Finland. I den forbindelse skal der selvfølgelig tages højde for de seneste tre år årtiers privatiseringer, sådan at de fire oprindelige komponenter i totalforsvaret (det militære forsvar, politiet, det civile beredskab og Civilforsvaret) suppleres med den private sektor som selvstændig aktør.

Der er således masser at tage fat på for en ny minister for beredskab eller samfundssikkerhed. Vi har nølet længe nok, og der er brug for handling. Jeg forventer ikke en perfekt løsning i første hug, men mindre kan også gøre det. Husk, hvad den gamle amerikanske præsident Teddy Roosevelt vist nok sagde: »Når du står i en presset situation, er det bedste, du kan gøre, at gøre det rigtige. Det næstbedste er at gøre det forkerte. Og det værste er at gøre ingenting.«