Har du visioner? Så gå til læge

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sidste år redigerede og udgav de to danske forskere Andreas Bøje Forsby og Bertel Heurlin den glimrende antologi ”Danske perspektiver på Kina”. Som det gælder for alle antologier, er der tale om en bog, der kommer vidt omkring. Derfor er det et spørgsmål om smag og behag, hvilket bidrag den enkelte læser finder mest vellykket.

Personligt kunne jeg bedst lide Martin Marcussens kapitel om danske kommuners forsøg på at opstille en kinapolitik. Ikke fordi det er gået særlig godt for nogen kommuner, der har forsøgt.

Som nogle måske ved, har Aarhus en venskabsby i Kina, nemlig Harbin i det nordøstlige provins Heilongjiang. Her belyser Marcussen grundigt, hvordan Aarhus gennem en længere årrække udviklede sit samarbejde med byen.

Der tegner sig et billede af en besværlig relation, hvor både danske og udenlandske medier fra tid til anden har afdækket forholdsvis grove overtrædelser af menneskerettighederne i Harbin, og Aarhus’ borgmester har måttet forsikre, at det var noget, man fulgte nøje og havde en kritisk dialog med lokale myndigheder om.

Men det rigtig interessante er den model og de begrundelser, der er blevet anvendt. Samarbejdet med Kina bliver af både lokale og nationale politikere beskrevet som godt for erhvervslivet og dermed Danmark. Danske virksomheder bakker op om det politiske initiativ – men stiller også krav – fordi de regner med, at det vil kaste ordrer af sig. Lokale politikere systematiserer deres samarbejde med f.eks. Harbin i form af delegationsrejser og formelle aftaler. En sværm af konsulenter, der – i nogle tilfælde – faktisk kan tale kinesisk og ved noget om landet, kobles på processen. Og i perioder understøttes det hele aktivt af den danske stat.

På kommunikationsfronten bliver der sideløbende givet gas. Offentligheden forsikres gennem kronikker og interview om, at der er enorme økonomiske, politiske og kulturelle perspektiver i et samarbejde med Kina. Der præsenteres jublende argumenter for, at lige præcis de spidskompetencer, som de involverede virksomheder ligger inde med, er voldsomt efterspurgt i for eksempel Kina (og ikke – må man forstå – noget, der kan købes hos leverandører i andre lande). De kritiske modspørgsmål fra medierne er det til gengæld yderst småt med.

Efter nogle årtier har det (selvfølgelig) vist sig, at de langsigtede perspektiver i samarbejdsprojekterne undervejs er blevet voldsomt oversolgt. Der kom ikke helt så mange ordrer ud af samarbejdet, som det blev antydet i kommunikationen med medierne. Og relationerne med Kina var ikke nær så uproblematiske og nær så præget af gensidige fordele, som offentligheden i første omgang fik indtryk af.

Jeg ville ønske, at der fandtes nogle danske forskere, der ville kaste sig ud i at undersøge nøjere, hvad der sker i de tilfælde, hvor hele den politiske elite – eller en meget stor del af den – bliver grebet af troen på, at dette eller hint er den næste geniale ting, Danmark skal satse på. For der er nogle træk ved kinahistorierne, som jeg synes man ofte kan genkende i andre såkaldte ”satsninger”.

Det gennemgående træk ved utrolig mange danske ”satsninger” er, at nogen med tilpas stor autoritet får italesat, at ”nu skal Danmark satse på X”. Engang skulle Danmark satse på Kina. Så skulle Danmark satse på Indien. Og nu skal Danmark åbenbart til at satse på Afrika.

Når den ”visionære politiker” har italesat sin idé, sker der som det næste det, at landets journalister ikke særlig overraskende kan indhente den besked hos de store erhvervsorganisationer og en håndfuld store virksomheder, at det har ”den visionære politiker” aldeles ret i.

Nu er der så indhentet en konsensus blandt såvel den politiske som den økonomiske elite om, at ”hvis Danmark satser på X”, så vil hele verden vil blive meget bedre. Det kommer til at foregå på den måde, at danske virksomheder vil få meget store ordrer. Det vil – lyder standardfortællingen – gavne ikke bare Danmark, men også det land, der afgiver ordrene, på flere måder. Folk vil komme i arbejde både her og der. Miljøet (eller hvad det måtte være) vil blive bedre.

Og så vil der komme gang i den kulturelle udveksling, hvad ingen kan have noget imod (de mest ihærdige medier kan altid finde et par universitetsrektorer eller tre, der gerne vil bekræfte dette). Ude i X-land vil man blive velsignet med for eksempel danske højskoletraditioner og dansk-inspireret organisering på arbejdsmarkedet. Herhjemme vil vi blive klogere på den kultur, der udfolder sig i X-land. Og måske kan vi også uddanne nogle unge mennesker fra X-land. De vil i tidens fylde ikke blot blive ambassadører for samarbejdet, men også nyttig arbejdskraft og gode skatteborgere.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de konsulenter, den slags projekter skaber arbejde til. Eller de luftfartsselskaber og hoteller og cateringfirmaer, der kommer til at tjene penge på luftbroen af politikere, erhvervsledere, konsulenter og journalister, der skal flyve frem og tilbage mellem Danmark og X-land.

I den bedste af alle verdener kan man også få kongehuset koblet på. For som alle ved: Er der noget, der kaster goodwill (og ordrer) af sig, er det et besøg i X-land fra det danske kongehus.

Det, jeg ville ønske, at nogen ville forske i, er helt banalt: Er der noget belæg for at antage, at sådanne fortællinger (som der er bunkevis af) har noget som helst på sig?

Var det faktisk sandt – når man ser tilbage og studerer tallene – at der lå enorme ordrer og titusindvis af arbejdspladser og frugtbar, kulturel udveksling for enden af regnbuen i X-land? Eller var det bare en optisk illusion – oplevet i nogle minister- og direktørkontorer i København K – at regnbuen endte dér?

Var det faktisk sandt – når man ser tilbage – at der slet ikke var nogen ulemper og faldgruber ved samarbejdet?

Og skaber luftbroen af politikere og erhvervsledere og organisationsfolk og konsulenter og mikrofonholdere i den dyre ende af lønskalaen egentlig en værdi, som berettiger de enorme omkostninger ved at befordre dem frem og tilbage mellem Danmark og X-land, der uvægerligt opstår i forbindelse med ”visionære satsninger”?

I tilfældet Kina har det for eksempel vist sig, at der var en ulempe eller to, man godt kunne have forudset. Kina er en kommunistisk diktaturstat, der først og fremmest handler i egen interesse. Det kunne man sagtens have erkyndiget sig om, inden man satsede. Kina har ikke nogen respekt for internationale aftaler og vestlige principper som for eksempel ophavsret.

Det kunne man også have erkyndiget sig om, inden man satsede. Det samme gælder for industrispionage, etablering af monopoler og politisk afpresning for at anerkende det kinesiske syn på tingene. Man kunne have fået det hele at vide i forvejen, hvis man havde gidet at spørge nogen, der havde forstand på tingene. Og ikke på forhånd var sovset ind i fortællingen om ”den visionære satsning”.

Hvis der stadig er nogen energi tilbage i forskerne, når de har belyst alle disse ting, kunne jeg tænke mig, at de gik endnu videre og spurgte sig selv: Hvordan er det nu lige med politiske eliter?

Er det almindeligt, at politiske eliter i for eksempel Danmark går rundt og bilder sig selv og hinanden en masse ting ind, der for det første hviler på enormt problematiske og usikre forudsætninger og for det andet har tæt på nul folkelig opbakning?

Eller er det noget, vi heldigvis er forskånet for?

Jeg tror desværre det første. Den politiske elite har gang på gang bildt sig selv og alle andre ind, at ”Danmark skulle satse” på et eller andet, som indsigtsfulde mennesker eller bare den sunde fornuft kunne se problemerne ved. Ikke fordi den politiske elite i Danmark er speciel. Men fordi den politiske elite netop er som alle andre politiske eliter: totalt afsondret fra, hvad almindelige, fornuftige mennesker tænker (plus ofte aldeles ligeglad med dette). Og totalt omsluttet af en boble, hvor ingen har tilladelse til at komme med indvendinger og modargumenter.

Det er ikke alene sådan, beslutninger om at ”satse strategisk på X-land” bliver til. Det er også sådan, beslutninger om ”at satse på udenlandsk arbejdskraft” (også fra lande og regioner, vi har ekstremt dårlige erfaringer med) bliver til. Det var sådan, beslutningen om at slukke for atomkraften i Tyskland blev til. Det var sådan, den tyske beslutning om at købe billig gas i Rusland blev til. Og det er sådan, den ene skadelige ”reform” efter den anden bliver til i Danmark.

I alle disse tilfælde har en elite, der lukker sig om sig selv, og hverken har evnen eller viljen til at høre på modargumenter eller på almindelige, fornuftige mennesker, truffet beslutninger, der i bedste fald var enormt kostbare og nytteløse og i værste fald yderst skadelige.

Set i det lys er det nærmest et mirakel, at der nu bliver lukket ned for de allermest vanvittige grøn omstilling-projekter. Lad os håbe, at det vil danne et mønster for, hvordan uafhængige eksperter med tungtvejende modargumenter – og den sunde fornuft – kan sætte en lille smule skik på den politiske elites ”visioner”.