Børn fylder alt for meget

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg ved godt, at det ikke er noget nyt: At de ældre generationer undrer sig over, hvordan de yngre generationer griber tingene an. Jeg tror da også, at mine forældre af og til har undret sig over, hvordan jeg har levet mit liv, og hvordan jeg har opdraget min datter.

Sådan er det.

Så måske er det, fordi jeg ikke længere selv tilhører den yngre generation, men jeg synes vitterlig, at der er noget helt galt med den måde, som mange børnefamilie indretter sig på i dag. Det er, som om vi ikke længere kan finde ud af være familier. Og ikke længere kan finde ud af, at familien handler om alle i familien og ikke kun nogen af os.

Forleden var det debatten om, hvorvidt man med god samvittighed kan tage på arbejde, når ens barn har første skoledag – eller om man er en dårlig mor, hvis man bliver på arbejde, fordi der også på arbejdet sker noget skelsættende.

Her tillod en mor sig at være mere end mor – men også sig selv. Og hun fik på puklen derefter.

Jeg ved, at det måske er et upopulært synspunkt, men børn fylder for meget i dag. Alt, alt for meget. Og mange børn mangler også helt elementær opdragelse, kan ikke tage imod en simpel besked og er endt i roller som små diktatorer, der suger alt overskud ud af de rum, de træder ind i.

Sådan oplever jeg det i hvert fald. Stakkels de pædagoger i institutionerne og de lærere i folkeskolerne og også på privatskolerne, der får til opgave at styre en flok ustyrlige “vidundere”. Det er en umulig opgave. Og det går selvfølgelig ud over børnene på sigt.

Børn skal ses, men ikke høres, var devisen engang. Det var og er for firkantet, men balancen er tippet for meget i den gale retning. Nu kan man jo dårligt deltage i et arrangement med børn, uden at børnene fuldstændig overtager showet, uden at de forhindrer de voksne i have en almindelig samtale, og uden at hele arrangementet kommer til at foregå på nogle andre præmisser, end det var tiltænkt.

Og det er ikke børnenes skyld. Det er de voksnes. Det er i hvert fald min påstand. Vi står med en generation af voksne, der ikke kan finde ud at være forældre. Alt for mange kan ikke kan sætte grænser. De kan ikke være konsekvente. De kan ikke sig til og fra.

Engang var det i orden, at børn kedede sig. Vi havde kravlegårde, så børnene kunne passe sig selv, og så forældrene ikke mindst kunne få tid til andet end at gå rundt i halen på barnet og klappe. Nu er det underholdning fra morgen til aften, til børnene dejser forpustede om, og forældrene kort efter gør det samme. Ingen kedsomhed, ingen frihed, intet åndehul.

Meget af det kommer af skrækken for at blive set som en dårlig forælder, tror jeg. Og her er kvinde desværre kvinde værst. Det så vi jo forleden med moren, der valgte at prioritere karrieren over barnets første skoledag – bare en enkelt dag. Jeg synes, hun viste sig som et forbillede. Hun viste, at kvinder også gerne må tænke på sig selv og prioritere egne drømme og mål. Sådan som mænd har gjort i århundreder.

Men nu er kvinden endt under børnene i ligestillingskampen. Som den, der skal ofre det hele.

Vi lever i en tid, hvor selv de mest gennemsnitlige børn bliver set som små vidundere i Mozart-kategorien. Og de bliver derfor – uden samtykke – vist frem på sociale medier for at bevise, hvor gode forældrene er til at være forældre.

Alt skal være perfekt, men intet er perfekt.

På et tidspunkt krakelerer glansbilledet. Og børnene, der finder ud af, at det faktisk havde været godt ikke altid at være i centrum, at det havde været godt at lære at tage hensyn til andre, og at det havde været godt, at forældrene også havde haft tid til at være andet end forældre, f.eks. hele mennesker med egne interesser, egne muligheder, egne drømme og egne projekter, ja, de børn kommer til at ønske sig noget andet end det, de fik.