Nu kommer der nyt liv i valgkampen
Det er en genistreg at melde Biden ude lige efter Republikanernes konvent.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For få minutter siden fik amerikanerne nyheden om, at Biden dropper ud af præsidentvalget. Nu er der dømt kaos og underholdning i USA, og mon ikke de amerikanere, der var temmelig trætte af de to gamle, hvide kandidater nu har en pirrende fornemmelse i kroppen?
Biden skulle slet ikke have stillet op til anden præsidentrunde. Men at melde ud nu, efter republikanernes konvent er slut, er en genistreg.
Om få uger holder demokraterne deres konvent, hvor de vælger deres præsidentkandidat. Indtil da er der ingen tvivl om, at nyhedsfladen vil være fuld af analyser af enhver lille ting, der sker i det demokratiske parti. Den dækning er uvurderlig i form af eksponering og at styre diskursen på den måde, får samtidig opmærksomheden væk fra Trump, der er en mester i at styre medierne og brande sig selv. Mon ikke vi kommer til at se Trump gøre alt, hvad han kan for at få rampelyset vendt mod sig selv – og kaste så meget verbalt skrald mod demokraterne som muligt frem til demokraterne vælger deres præsident- og vicepræsidentkandidat?
Det føles som om, vi befinder os i et Hollywood-show, og det tror jeg egentlig, amerikanerne synes er temmelig underholdende. Normalt er stemmeprocenten ved præsidentvalg foruroligende lav, men alt afhængig af, hvem der bliver Trumps modkandidat hos demokraterne, og hvem de vælger som vicepræsident kandidat kan vi forvente en helt ny drejning her, hvor jeg for blot to dage siden var sikker på, Trump ville vinde, hvis demokraterne ikke ændrede kurs.
Det er første gang, jeg kan stemme efter at være blevet amerikansk statsborger, og jeg er så helt utrolig spændt på, hvad der kommer til at ske de næste uger.