Man skal ikke have ondt bagi over præsternes embedsboliger
Når der harceleres over indkøb af embedsboliger på mondæne adresser, er jeg nødt til at spørge, hvor i al verden skulle præsterne ellers bo? Præstens boligpligt er selvfølgelig i sognet, hvor den menighed, de mennesker, man nu engang er præst for, bor.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
De har en fest på Frihedsbrevet i disse dage. Under overskriften ”Guds mursten” sprøjter de artikler ud om præsternes såkaldte ”liebhaveri”, om snedkerløsninger, designerkøkkener, dyre udgifter til lampeophængning og om møbelarkitekterne Wegner, Jacobsen og Klint, der befolker de tjenstlige rum i den flere hundrede kvadratmeter store embedsbolig. Og vi præster betaler kun 15 pct. af vores løn i boligbidrag. Forargelsen vil ingen ende tage.
Lad mig begynde med at sige, at folkekirken ingenlunde er ufejlbarlig, og der bliver ganske givet, ja helt sikkert, skruet unødigt meget op for charmen, når præsteboligen skal istandsættes i nogle sogne. Men bemærk: nogle sogne! Ligesom pengene til alle mulige og umulige finansieringer sidder løst i nogle sogne, provstier og stifter.
Og selvfølgelig skal folkekirken udvise økonomisk ansvarlighed, og der skal være økonomisk gennemsigtighed med forvaltning af skattekroner. Det er slet ikke til diskussion. Og Frihedsbrevet er skam også i sving med at søge aktindsigt og endevende de enkelte sognes økonomi, så der er mere på vej.
Men når alt det så er sagt, ja, så er der mere at sige om præsternes boligforhold end det, Frihedsbrevet har fremført. For forholdene omkring præsternes boligbidrag, boligpligt, indkøb og istandsættelse af embedsboliger er meget mere nuanceret, end det fremgår af Frihedsbrevets noget revolverjournalistiske artikler.
Men nuancer trækker sjældent overskrifter. For det første er det sådan, at mange præsteboliger er fredede, og det påhviler kirken at bevare kulturarven – det koster penge. De store udgifter til malerarbejde har den enkle forklaring, at præsterne ikke selv må svinge malerrullen i embedsboligen. Og sådan kan man blive ved.
For det andet: Når Frihedsbrevet harcelerer over indkøb af embedsboliger på mondæne adresser i bl.a. København, er jeg nødt til at spørge, hvor i al verden skulle præsterne ellers bo? Præstens boligpligt er selvfølgelig i sognet, hvor den menighed, de mennesker (mondæne eller ej), man nu engang er præst for, bor.
Derfor bor sognepræst i Marmorkirken Mikkel Wold på Esplanaden tæt på Amalienborg, derfor bor sognepræst Marie Jacobsen Dam på Øster Søgade, derfor bor vi i Gammel Tølløse, derfor bor der præster bag en usexet ligusterhæk i et forstadskvarter, derfor bor der præster på de sandede jorde i Vestjylland, derfor bor der præster i de små flækker ude på Vestsjælland, hvor Udkantsdanmark for længst er begyndt, hvor mange (også Frihedsbrevets journalister) ville betakke sig for at bo.
Så altså: Der er ingen grund til at have ondt bagi over, at præsteboliger findes på prominente adresser – sådan har det altid været. Og hvis præsteboligerne i storbyerne kun var små to- eller treværelserslejligheder, vil stillingerne kun være relevante for singler, par uden børn eller snart pensionsmodne præster.
Præsterne er der, hvor menigheden er, og man bor i sit arbejde. Deler liv, virkelighed og hverdag med menigheden. Det kan godt være, at det er svært at forstå – men bosiddende i sit sogn er præsten altid tilgængelig – også når man står med et barn på armen og hovedet inde i mælkekøleren i Netto. Måske møder du ægtefællen til ham, du begravede forleden, en konfirmandforælder, eller hvad ved jeg – og der skal snakkes. Og det giver så meget mening.
Men der er også en bagside af embedsboligmedaljen, som vi ikke hører om. Medmindre man gifter sig med en anden præst og kan få dispensation fra sin tjenestebolig, er vi stavnsbundet til at bo i embedsboligen, hvad enten det er en knaldhytte med fladt tag, en gammel skimmelsvampinficeret rønne eller en velholdt præstegård. Og for lige præcis et år siden bragte Jyllands-Posten en længere artikel, hvoraf det fremgik, at hver femte præst har været langtidssygemeldt.
Den lange lidelseshistorie om det dårlige arbejdsmiljø er evigt tilbagevendende, og her spiller embedsboligen ofte en helt central rolle og bliver en stressfremkaldende faktor. Jeg har utallige eksempler på nyfigne menighedsråd, der langt overskrider deres beføjelser i forhold til deres fysiske adgang til og indblanding i præstens bolig, forbrug af vand, varme, strøm osv. Ja, simpelthen utilstedelig overvågning af præstens private liv. Selv har jeg boet i embedsbolig uden tjenstlig indgang, uden tjenstligt toilet – hele sognet tissede af på vores private badeværelse, ingen lydisolerede døre, massive fugtproblemer i hele huset, og jeg kunne blive ved.
Embedsboliger er både en velsignelse og en forbandelse – men boligpligten skal alligevel bevares, simpelthen fordi den fysisk stadfæster kaldstanken i en tid, hvor de traditionelle kaldsfag er i krise.
Hvis man betragter præstegerningen som et simpelt arbejde fra 8-16, ville vi slæbe os igennem dagene med bisættelser, sjælesorg, larmende konfirmander, møder og alt muligt andet. Og begynder vi at regne vores timeløn ud, var det mere lukrativt at søge job ved kassen i Netto.
Men der er en indre motivation, der driver værket – det er kaldet, man hører. Det er kaldet, der holder os fast på vores ansvar, fuldstændig som biskop over Sjælland Peder Paladius skrev i 1500-tallet: »Om livsfaren gælder det, at han skal være parat til ved midnatstid såvel som ved middagstid, i mørke og mulm, i regn og rusk, i kulde og frost at stige ud af sin seng og komme … og bliver han smittet, må han gå hjem og lægge sig, og hvis han skal dø af det, skal han gøre det uden at blinke. Det er hans embede.«
Altså: Det er en opgave, man uegennyttigt påtager sig, simpelthen for at forkynde evangeliet om frelse og frihed ved syndernes forladelse.