Søg dækning – men hvor?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ved De, kære læser, hvor nærmeste beskyttelsesrum er? Er det en betondækningsgrav med græs på toppen nede om hjørnet? Eller et sikringsrum i kælderen under Deres boligblok? Hvis sidstnævnte er tilfældet, bør placeringen være markeret med et grønt skilt prydet af en femtakket hvid stjerne og teksten ”Sikringsrum”. Befinder De dem ude i det offentlige rum, finder De formentlig en betondækningsgrav i den lokale park eller i et grønt område mellem almennyttige boliger. Denne form for beskyttelsesrum kendes på de store, skråtstillede betondæksler, som pryder siden af en lille, kuppelformet forhøjning dækket af græs eller bevoksning. Endelig er der jo altid en offentlig parkeringskælder at søge tilflugt i, hvis det skulle blive nødvendigt.

Beskyttelsesrum var gennem tre årtier noget, det heldigvis hørte fortiden til. De fleste blev bygget i Besættelsens sidste år (små 6.000), men mange blev fjernet igen allerede kort efter verdenskrigens afslutning (ca. 800). Så kom Koreakrigen i 1950 og revitaliserede det fokus på civilbeskyttelse, som var begyndt med Gaskommissionen af 1933, oprettelsen af Statens Civile Luftværn i 1938 og etableringen af Civilforsvarsstyrelsen i 1949, hvilket betød, at omkring 660 nye betondækningsgrave blev opført i 1950’erne. De tre modeller fra besættelsestiden blev udvidet med tre nye typer, der ligesom de gamle havde plads til 50 personer i hvert rum, som der kunne være op til fire af i ét anlæg. Det nye var, at betondækningsgravene fra midten af 1960’erne blev udstyret med ventilatorer og overtryksventiler, sådan at radioaktivt forurenet luft kunne holdes ude. Atomtruslen var nu den ultimative modstander, og selv om Nato allerede i 1950’erne gik over til at anbefale evakuering af civilbefolkninger i stedet for at basere sig på beskyttelsesrumsberedskab, blev der bygget og indrettet på livet løs herhjemme (kilde: https://www.danskkoldkrigsforening.dk/betondaekningsgrave/).

I 1950 kom også Lov om Civilforsvarsmæssige bygningsforanstaltninger, som gjorde det lovpligtigt at indrette beskyttelsesrum i alle bygninger til offentlige formål (biografer, teatre, svømmehaller o.l.) samt bymæssige nybyggerier med plads til mere end to familier og virksomheder med flere end 10 ansatte. Sådanne sikringsrum kunne til hverdag anvendes til fredelige formål såsom cykelkældre eller opbevaringsrum, så længe de inden for et døgn kunne omdannes til beskyttelsesrum i tilfælde af krise eller krig. Uden for de større byer var kravene til etablering af sikringsrum mindre strenge grundet den lavere befolkningstæthed. Dertil kom de Kombinerede Offentlige Beskyttelsesrum (KOB) i form af bl.a. parkeringskældre opført af private interessenter med statstilskud for at gøre anlæggene egnede til også at kunne fungere som beskyttelsesrum. Dem blev der fra 1952 og i de følgende to årtier opført 169 af, og yderligere 62 sådanne anlæg kom til i slutningen af Den Kolde Krig (kilde: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/beskyttelsesrum-under-den-kolde-krig-1949-1989).

Helt frem til Sovjetunionens sammenbrud havde de danske myndigheder således et stærkt fokus på beskyttelsesrumsberedskabet. Parcelister og rækkehusbeboere udgjorde dog en særlig udfordring, for beboerne var her hverken dækket ind af sikringsrum eller betondækningsgrave. I stedet vejledte myndighederne så sent som i 1988 om indretning af egne nødbeskyttelsesrum i private kældre gennem udgivelse af foldere med gode råd og konkrete anbefalinger til konstruktion og indretning. Afslutningen på Den Kolde Krig medførte imidlertid store forandringer på området. En lovændring i 1993 betød, at ansvaret for beskyttelsesrummene overgik til kommunalbestyrelserne, og derfra kan en deroute for den politiske opmærksomhed på området konstateres. I de tre årtier med dyb fred, som fulgte efter Murens fald, gled beskyttelsesrummene mere eller mindre ud af den kollektive bevidsthed, og mens de grønne sikringsrumsskilte langsomt forsvandt fra gadebilledet i takt med byfornyelser og ombygninger, blev betondækningsgravene til øvelokaler eller fik lov at forfalde – eller blev simpelthen fjernet, når der skulle bygges nyt (kilde. https://www.brs.dk/da/borger/om-redningsberedskabet-i-danmark/redningsberedskabet-i-danmark/det-kommunale-redningsberedskab/beskyttelsesrum-og-sikringsrum/).

Alt dette ændrede sig med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022. Allerede i de første uger efter invasionen begyndte medierne at interessere sig for beskyttelsesrumsberedskabet herhjemme, og der gik heller ikke længe, før oppositionen begyndte at stille forsvarsministeren nærgående spørgsmål om antal pladser og den generelle tilstand på området. Den 30. marts 2022 bad Beredskabsstyrelsen, som er myndighed på området inden for Forsvarsministeriets ressort, kommunerne om at indsende oplysninger om antallet af betondækningsgrave, antallet af pladser i betondækningsgrave, antallet af pladser i øvrige offentlige beskyttelsesrum, antallet af pladser i sikringsrum samt (om muligt) antallet af pladser i supplerende rum til beskyttelse. Ved udgangen af maj samme år offentliggjorde Beredskabsstyrelsen så en oversigt, ifølge hvilken der i 2022 var i alt 107.658 pladser i betondækningsgrave, 3.307.400 pladser i sikringsrum, 60.432 pladser i øvrige offentlige beskyttelsesrum samt 63.104 pladser i supplerende rum til beskyttelse. Altså i alt 3.538.594 pladser.

Beredskabsstyrelsen angav, at opgørelsen fra 2022 var behæftet med usikkerhed, og siden da har man sammen med kommunerne og Vurderingsstyrelsen arbejdet på at rense tallene. Midt i juni 2024 kunne Beredskabsstyrelsen langt om længe udgive endnu en opgørelse, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) den 3. juli fremsendte til Folketingets Forsvarsudvalg som bilag til en status på beskyttelsesrumsområdet. I den nye opgørelse har Vurderingsstyrelsen (hvis troværdighed som myndighed jo er i top efter de nye ejendomsvurderinger) estimeret i alt 3.437.760 potentielle pladser i sikringsrum, mens Beredskabsstyrelsen fra kommunerne har modtaget opdaterede tal for betondækningsgrave (113.018 pladser), øvrige offentlige beskyttelsesrum (57.442 pladser) og supplerende rum til beskyttelse (72.527 pladser). I forsvarsministerens skrivelse til Forsvarsudvalget bemærkes det dog, at »det fra BRS’ side ikke har været forudsat, at de ansvarlige for beskyttelsesrum i kommunerne har foretaget en fysisk besigtigelse af disse eller foretaget en vurdering af, om rummene fortsat er egnede som beskyttelsesrum«. Der er således tale om en skrivebordsøvelse baseret på udtræk fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) m.v.

Ifølge den nye opgørelse er der altså i alt 3.680.747 pladser i beskyttelsesrum til de 5.971.110 danskere, som der ifølge Danmarks Statistik findes lige nu. Det svarer til 61,6 pct. af befolkningen – mindre end to tredjedele. Civilforsvarsstyrelsen opererede tilbage i 1950’erne og 1960’erne med en overdimensionering af det samlede beskyttelsesrumsberedskab på 125 pct., hvilket i praksis betød, at hele befolkningen plus en fjerdedel ekstra ville kunne få en plads i en betondækningsgrav, et sikringsrum eller en anden type beskyttelsesrum, hvis det blev nødvendigt. Den økonomiske krise i 1970’erne betød dog, at denne målsætning aldrig blev nået. Da Beredskabsstyrelsen (arvtageren til Civilforsvarsstyrelsen) i 2001 opgjorde antallet af pladser i beskyttelsesrum, nåede man frem til et samlet tal på ca. 4.693.000, som dog ikke var jævnt fordelt ud over landet. Dette antal udgjorde ca. 87 pct. af befolkningens størrelse på ca. 5.300.000 dengang lige efter årtusindskiftet.

Spørgsmålet er, hvornår nok er nok? Bornholms Regionskommune med 39.337 indbyggere (2024) har ifølge oversigten plads til 18.289 personer i beskyttelsesrum, altså lige knap halvdelen, mens min egen hjemkommune, Esbjerg, kan sende hele 108.518 i dækning. Det svarer til cirka 94 pct. af kommunens omkring 115.000 indbyggere (2021). Begge kommuner må siges at være rimeligt udsatte i den aktuelle sikkerhedspolitiske situation – Bornholm pga. den fremskudte beliggenhed i Østersøen, Esbjerg qua nøglefunktionen som modtagehavn for forstærkningsstyrker fra andre Nato-lande. Når jeg til gengæld så opholder mig i mit feriehus på Sydfyn, må jeg tage til takke med en dækningsgrad på knap otte sølle procent i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor der kun er plads til 4.128 personer af de ca. 52.291 indbyggere (2024) i kommunens beskyttelsesrum. Hvem får en plads, hvis det en dag bliver nødvendigt at søge dækning? Skal vi trække lod eller hvad?

Selv om der er gået sommerferie i den, bliver jeg i disse dage kontaktet af journalister, som vil have mig til at vurdere, om det danske beskyttelsesrumsberedskab er tilstrækkeligt. Mit svar er, at det er umuligt at svare på, uden at man (regeringen og myndighederne) først udarbejder en national sikkerhedsstrategi eller en samfundssikkerhedsstrategi, som definerer, hvordan den danske stats civilbeskyttelsesforpligtelse fortolkes i praksis. Hvor mange danskere skal kunne regne med at få en plads i et beskyttelsesrum, hvis Danmark pludselig kommer under angreb? Hvilken procentdel af befolkningen kan det accepteres omkommer i et scenarie, hvor byer bombes eller angribes med missiler? Sådan en strategi må nødvendigvis basere sig på en omfattende analyse af en lang række forskellige scenarier, ligesom man gjorde under Den Kolde Krig. Men det er naturligvis ubehageligt at skulle forholde sig til sådan noget.

Her kommer det danske sektoransvar i øvrigt atter på banen som en udfordring: Beredskabsstyrelsen er myndighed på beskyttelsesrumsområdet, kommunerne har det praktiske ansvar for vedligeholdelse og eventuel klargøring af betondækningsgrave og sikringsrum, hvis forsvarsministeren skulle beslutte det – men det er Forsvarets Efterretningstjeneste og ikke Beredskabsstyrelsen, som vurderer de aktuelle militære trusler mod Danmark. I en bemærkning til publikationen Nationalt Risikobillede, som seneste udkom den 2. marts 2022, altså blot en uge efter Ruslands angreb på Ukraine, anførte Beredskabsstyrelsen ligefrem, at »Nationalt Risikobilledes fokus er nationalt og er redaktionelt afgrænset til ikke at beskæftige sig med militære forhold« (kilde: https://www.brs.dk/da/nyheder-og-publikationer/publikationer2/alle-publikationer/2022/nationalt-risikobillede-2022). Myndighedsansvaret for at beskytte civilbefolkningen mod missil- og bombeangreb er således afkoblet fra vurderingen af risikoen herfor. I sidste ende er det dog forsvarsministeren, som sidder med det politiske ansvar. Derfor bliver det interessant at følge, hvordan Folketingets Forsvarsudvalg følger op på den redegørelse, udvalget nu har modtaget.

Jeg er dog helt ærligt i tvivl om, hvor meget krudt vi bør bruge på beskyttelsesrumsberedskabet frem for at prioritere at nedbringe andre sårbarheder i samfundet. En Megafon-måling foretaget for TV 2 Nyhederne og Politiken i juni 2024 viste, at blot 36 pct. af danskerne var særligt bekymrede for et militært angreb på danskerne, mens 80 pct. frygtede cyberangreb eller sabotage mod kritisk infrastruktur. Den danske befolkning ved altså godt, hvad hybridtrusler indebærer, og at Danmark umiddelbart nok er mere eksponeret over for nedbrud i samfundsvigtige funktioner som følge af sammensatte angreb under tærsklen for egentlig krig end bombe- eller missilregn over danske byer. Jeg tillader mig i den forbindelse at gentage, hvad jeg sagde i et interview med TV 2 News kort efter det russiske angreb på Ukraine: »Jeg tror, vi får mere brug for firewalls end betonvægge i den kommende tid.«