Nationalister imod Europa

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Patrioter for Europa kan ingen have noget imod. Til gengæld er nationalister imod Europa en udfordring så stor, at det minder om et problem. Tillad mig derfor at skrive lidt om forskellen på patriotisme og nationalisme.

Der er ikke noget i vejen med at elske sit fædreland. Var jeg lige ved at skrive. Men tilgiv mig. Jeg er et ældre menneske. Jeg tilbragte mine formative år i Jylland. Kort sagt: Jeg har næsten enhver tænkelig forudsætning for at underdrive.

Sagt uden de indsocialiserede underdrivelser er det fantastisk at have et fædreland, man kan elske. Et sted, hvor man kan tale sit eget sprog og ikke mindst: blive forstået på sit eget sprog. Et sted, hvor man deler både kontekst og forudsætninger med de fleste mennesker. Et sted fuldt af mening og historier.

Det er derfor, det er tilrådeligt at værne om fædrelandene. De beskytter bedre end så meget andet imod den rodløshed og det meningstab, der er samtidens forbandelse.

Men fædrelandskærlighed og nationalisme er ikke det samme. Tværtimod: De er hinandens gode og onde slægtning.

Fædrelandskærligheden er vandret. Her er mit fædreland. Der er dit fædreland. Og dit og dit. Alle sammen spredt ud på den samme metaforiske overflade.

Nationalismen er lodret. Heroppe, allerøverst, er mit land. Det er bedre end dit land. Og dit land og dit land. Hvor fædrelandskærlighedens verden er vandret, er nationalismens verden både lodret og hierarkisk.

Men der er mere i det end forskellen på vandret og lodret. Den hierarkiske, lodrette nationalismeverden er et nulsumsspil. Hvis andre lande har det godt, er det, fordi de har stjålet noget fra mit land. Hvis vi skal have det godt, må vi derfor sørge for at rage så meget som overhovedet muligt til os på andre landes bekostning.

Over for det står den pluralistiske og vandrette verden af kærlighed til eget fædreland. Jo bedre, folk har det hjemme hos sig selv, jo mere kan de inspirere andre. Jo mere, man hviler i sig selv, jo bedre nabo er man.

Der findes ikke nogen fiks og færdig opskrift på, hvordan man undgår, at den sunde fædrelandskærlighed slår over i den usunde nationalisme. Det er et civilisatorisk og ikke mindst selv-civilisatorisk projekt, der aldrig bliver færdig. Efter samme opskrift som andre projekter, der aldrig bliver færdige: at holde sig velorienteret. At holde sit sind nogenlunde åbent. At holde det fysiske forfald så nogenlunde stangen. Man må anstrenge sig. Man må tage sin opgave alvorligt.

Jeg tror, at nationalismen – altså den onde udgave af at værdsætte sin kultur og sit land – er mere farlig, end de fleste forestiller sig. Ikke alene for nationalisternes omverden, men også for nationalisterne selv.

Og hvorfor tror jeg så det?

For det første, fordi der altid vil være en splittelse bygget ind i nationalismen: Hvis du ikke kommer fra vores stamme, tilhører du automatisk den store og heterogene gruppe ”alle andre”. Og alle andre vil altid være dårligere og mere upålidelige mennesker, end vi selv er.

Med splittelsen følger andre dårligdomme. Splittelsen fører til nedsat tillid mellem stammen og alle andre. Ifølge den nationalistiske ideologi, så er tillid noget, der er reserveret til medlemmerne af stammen. Derfor skal man som medlem af stammen automatisk mistro alle andre og huske, at verden i virkeligheden er et nulsumsspil. Hvis andre end stammens medlemmer har det godt, er det altså, fordi de har taget noget fra stammen.

Hvis nationalismen får politisk magt, kan den blive endnu værre. Så vil den opbygge institutioner, der er sat i verden for at tjene den nationalistiske dagsorden. Lad os tage et eksempel: nationalistisk videnskab.

I den nationalistiske historieskrivning vil man som udgangspunkt betragte fortiden gennem det filter, der hedder vore dages grænser. Derfor vil man også betragte fortidens mennesker som en slags virtuelle borgere i nutidens stat og samfund.

Både Egtvedpigen og Grauballemanden var danskere, sagde min barndoms nationalistiske historieskrivning. Vel var de ej, har senere tiders antinationale historikere forsøgt sig med at påstå. De var en slags indvandrere, og derfor er indvandring godt og så videre og så videre.

Begge positioner – der som bekendt danser dødedans med hinanden – er selvfølgelig nonsens. Der var ingen mennesker, der havde tænkt på nutidens stater, mens Egtvedpigen og Grauballemanden levede. Og derfor giver det ikke nogen mening at forestille sig, at de kom – eller ikke kom – fra dette eller hint nutidige land.

I nationalistisk historieskrivning bliver historien som oftest fordrejet til en historie om velgerninger og misgerninger, som stater og mennesker, der var nøjagtig som i dag, har begået imod vores land og mig.

Men det stopper ikke her. Den selvovervurdering, nationalistisk historieskrivning som oftest munder ud i, ender uvægerligt med at sløre den politiske dømmekraft. Når det nu er sådan – kommer det til at lyde i munden på nationalistiske politikere – at vi er de bedste, og at vi altid har Gud og retten på vores side, hvorfor giver vi så ikke fanden i alle andre og kræver, hvad der er vores?

Det er derfor, det næsten altid ender galt for nationalister. Selvom de hverken ved det eller tror det selv. Og i øvrigt er allerhelvedes påståelige – på grænsen til det uforskammede – hvis man prøver at korrigere deres misforståelser.

Og hvorfor skriver jeg så alt dette?

Det gør jeg for at korrigere den ret udbredte misforståelse, at Danmark har større handlefrihed uden for et forbund med andre stater, end Danmark har i et forbund med andre stater.

Selv ikke i 1600- og 1700-tallet, hvor Danmark faktisk var en regional stormagt, kunne vi handle, som vi selv ønskede. Frankrig tvang Danmark ud af det nuværende Sverige efter Den Skånske Krig i 1670’erne uden at løsne et enkelt skud. Fordi man fra fransk side var mere interesseret i, at fredsaftalen fra 1660 blev overholdt end i noget andet.

Senere fik England og Nederlandene en bestemmende indflydelse på magtforholdene omkring Øresund: Som stormagter til søs kunne de to lande ikke acceptere, at et enkelt land var i besiddelse af begge kyster (ingen kaptajn ved sine fulde fem ønskede dengang at sejle gennem det for store sejlskibe livsfarlige Storebælt). Derfor blev det sådan – uanset hvad Danmark og Sverige i øvrigt mente om den sag.

Danmarks evne til at påvirke sin egen situation gennem magtanvendelse og uden at være i forbund med større og stærkere lande, er kun blevet mindre siden dengang. Skønt det altid er blevet tilsløret af den nationalistiske historieskrivning.

Det mærkelige ved nationalisme er, at når nationalistiske danskere betragter andre nationalismer – ingen nævnt og ingen glemt – kan de let se, at de er latterlige. Hvordan skulle X eller Y land dog klare at være selvstændige og alliancefrie nationer? De har jo ikke pengene eller styrkepositionen eller befolkningstallet til det.

De fleste nationalister kan se, at det er skørt, når det gælder land X eller Y. Uden at komme på den tanke, at det er lige så skørt, når det gælder Danmark.

Danmark er et vidunderligt land, og selvom det beror på en tilfældighed, er jeg lykkelig over, at det er mit fædreland.

Men det giver ingen mening at forestille sig, at Danmark har mere handlefrihed uden stærke alliancer, end vi har med.

Derfor er der ingen modsætning imellem at være patriot og at være tilhænger af stærke alliancer. Tværtimod: Uden stærke alliancer ville Danmark være tvunget til at rette endnu mere ind efter både venligtsindede og fjendtligt indstillede stormagter, end vi er i dag.

Nationalismen nedkaldte enorme ulykker over Danmark i 1800-tallet. Det er utænkeligt, at den vil nedkalde mindre ulykker over landet i det 21. århundrede, end den gjorde dengang.