Kirken kan godt rumme folks skøre påfund

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg blev ringet op forleden af en journalist fra Kristeligt Dagblad, der ville vide, hvad jeg mener om udendørs vielser, der åbenbart midt i denne søde højsommer og bryllupstid er blevet genstand for diskussion. Der er præster, der synes, at man går på kompromis med indholdet, hvis vielsen flyttes fra kirkerummet ud under sommersol og åben himmel.

Et af argumenterne fra sognepræst i Jelling Christian Bøcker lyder, at hvis vielsen bliver rykket ud i parrets have eller på den strand, hvor parret har mødt hinanden, »bliver vielsen privat, og det gør også kærligheden privat. Men jeg mener ikke, at kærligheden er privat, den er en gave og et vilkår og en opgave. Kærligheden er ikke bare deres, den er meget større«.

Ja, selvfølgelig er kærligheden altid større end os. Og den bliver ikke mindre eller privatiseret af at blive flyttet uden for kirkens rum.

Det er noget sludder.

Min mand og jeg blev selv viet udendørs i præstegårdshaven i Vester Vedsted – i syv minutters ophold mellem regnbygerne af en giftefoged fra Esbjerg Kommune med en fortrykt tale, som han helst ikke ville holde alligevel, da han opdagede, at brudepar og begge vidner var præster. Vi bad ham om at undlade alt muligt ord-hurlumhej og komme til sagen, lade det være så kort og nøgternt som muligt. Og jeg husker, han sagde én afgørende ting om ægteskabet: Det er »en sag imellem jer« – det er jeres ansvar. Sådan.

Der var ikke grund til at sige så meget mere. Alt var så fint, så meningsfuldt den dag – på etårsdagen for, at vi mødtes, og i dén have, hvor vi mødtes. Klichéerne vil ingen ende tage. Og for en god ordens skyld: Vi er blevet kirkeligt velsignet.

Tilbage til de kirkelige udendørs vielser, som jeg virkelig har svært ved at se det problematiske i. Jo, vel kan der være udfordringer i forhold til lyd, vejr og vind, og hvordan man så at sige ”skaber et rum”, men min erfaring er bare, at det sagtens kan lade sig gøre. Måske er det i virkeligheden præsterne, der skal skrue forventningen ned og ikke tro, man kan genskabe den fysiske kirkeramme på en blomstereng. Det forventer brudeparret heller ikke – så have det nok ”booket kirken”, som jeg har hørt brudepar formulere det.

Men de har så at sige ”booket en præst” og ikke den kommunale giftefoged, og det skal folkekirken bare være glad for. Og om evangeliet om syndernes forladelse (der er ret godt at have med sig ind i ægteskabet) forkyndes fra en ølkasse eller foran alteret, er – og nu er der sikkert nogen, der bliver sure – ligegyldigt. Ordet, og det må være det vigtigste, er altså det samme.

Og hvis tærsklen til kirken for nogen er for høj, ja, så må vi præster gå ud af kirken og tage evangeliet om frelsen ved Jesus Kristus med ned på havnen eller dér, hvor folk er. Det gør vi jo forvejen – på sygehuse, på institutioner, i fængsler, på krigens slagmarker og alle mulige andre steder, hvor folk af gode grunde ikke kan sætte sig på en kirkebænk. Ligesom vi holder udendørs gudstjenester i lange baner.

Nuvel. Jeg ved godt, at det her også handler om, at der en stadig stigende tendens til, at folk gerne vil sætte deres personlige præg på kirkelige handlinger, særligt bryllupper og begravelser, og man kan mene, at der sker en slags privatisering af den kirkelige ceremoni, der sådan set understreger, at ligegyldigt hvem man er, hvor man mødtes, og hvem den afdøde i kisten er – ja, så er der nogle fællesmenneskelige eksistentielle vilkår, som ceremonien afspejler.

Og der er nærmest ikke grænser for, hvad folk kan finde på at ønske af musikindslag, digtoplæsninger, taler, og hvad ved jeg – og jeg er selv meget liberal – så længe det hele i sidste ende peger på Kristus, går det nok endda. Og selvfølgelig er det en præstepligt, at man på baggrund af sin erfaring oplyser folk om, hvad der fungerer i kirkens rum, og at ”om lidt blir’ her stille” (bare for eksempel) egner sig utrolig dårligt til fællessang. Ingen skal efterfølgende fortryde noget ved en af livets højtider, fordi præsten ikke har taget ansvar og vejledt. Og ikke mindst er det vores ansvar, at en ceremoni er respektfuld over for kirkens rum, men det har jeg nu aldrig i mit præsteliv oplevet, at folk ikke selv har sans for.

For nylig havde en far et ønske om at vi skulle synge ”Der er et yndigt land” ved en lørdagsdåb, dén lørdag, hvor Danmark om aftenen blev sparket ud af EM. For min skyld ingen alarm. Sankt Nikolai Kirke blev pyntet med Dannebrog og evangeliet kan forkyndes fint, rent og purt – også gennem nationalsangen. Og højtideligheden behøver ingenlunde gå fløjten, fordi folk får deres ønsker opfyldt. For en middelmådig suppe-steg-is-sangerinde i satinkjole, ”Seasons in the Sun” spillet på anlæg eller et helt band med guitar, tamburin og glade flowerpowersange omkring kisten ændrer ikke ved højtideligheden og alvoren, som ritualet stadfæster. Og som præsten i sin tale i øvrigt også selv er ansvarlig for.

For på trods af alle mulige personlige aftryk på ceremonien, så står ritualerne alligevel urørte tilbage som det usynliges synlige udtryk. Ordene, der lægger sig i lag med vores liv og lægger en betydning til. Lægger evighedens eftertryk, himlens højde og Guds nåde til, og det sker, når ritualets ikke hverdagslige ord lyder. Kristendommens aflastende ritualer, der sætter os på linje med alle andre ængstelige og selvoptagede mennesker, der vil tilrette alt i vores liv selv – for ritualerne længes vi efter at høre, når livet er allerværst og allerbedst, allermest lykkeligt og allermest ulykkeligt og usammenhængende.

Og så længe folk altid får dét med sig fra kirken, er jeg såmænd ikke så bekymret, hverken for deres sjæl – eller for kirkens autenticitet. Evangeliet skal nemlig nok holde til det.