Se det i øjnene: Kreml kender ingen grænser

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Putin i Nordkorea. For at hamstre ammunition til sin krig i Ukraine, men også for at alliere sig med Nordkoreas hackerhær, berygtet, statsstøttet, blandt de dygtigste i verden og fuldt på højde med Ruslands egne digitale trolde.

Sidste år blev et cyberangreb mod 22 danske energiselskaber akkurat afværget. Angrebet var efter alt at dømme udført af den russiske militære efterretningstjeneste, nærmere præcist gruppen Sandworm. Er vi klar til konsekvenserne af den slags stormløb på infrastrukturen? Overhovedet ikke.

Det burde vi imidlertid være. Mens ukrainerne kæmper i skyttegravene, holder vi skåltaler om demokrati og kampen mod truslen fra øst. Et par dage uden strøm, så er det heller ikke værre, problemerne opstår først, hvis systemer i sundhedssektoren bliver ramt, hvis patienter ikke får den rigtige pleje og behandling og udånder på sengeafsnittene.

Det er en tarvelig måde at føre krig på, men alt hvad Rusland foretager sig, er tarveligt, fra cyberangreb til traditionelle bombardementer af ukrainske kraftværker, så folk fryser halvt ihjel om vinteren, fra snigmord til brug af miner, der ligner legetøj – så kan man selv tænke sig til resten.

Krigerkongerne i Kreml kender ingen grænser. Russerne har altid betragtet sig selv som en civilisation for sig, og man må give dem ret – det er forstemmende, at et land med 145 millioner mennesker bøjer nakken for et regime, der invaderer fredelige nabostater og truer med at starte atomkrig. Dommen er hård og let at afsige, men stadig. Historien viser heldigvis, at når et folk først har smagt på friheden, så giver de ikke slip på den igen. Det vil også ske for Rusland. Indtil da må Putin pleje sine interesserer i Nordkorea, Iran, Nicaragua og ikke mindst i Kina, hvor der ikke er udstedt arrestordre på ham. Det er et dystert sammenrend af allierede, selv Stalin kunne færdes frit i og uden for Europa.

Hvem havde troet det, hvis man fra den ene dag til den anden oplevede Rusland lægge sig ud med et forenet Vesten, kaste Moderlandet ud i krig, true med cyberkaos? Man ville jo tænke, at verden var af lave. Men det er status quo og en reminder om ikke at trække på skuldrene af aggressionerne fra Putin, putinismen og fascismen fra Moskva. Det er en ældgammel, russisk konservatisme, der forsøger at rulle ind over Europa. Led i sit menneskesyn, tåbelig i sit historiesyn, homofobisk, brutalt ensrettende. Hvad har vi gjort Putin og hans slæng? Vores frihed er i hvert fald hadet, som den før har været hadet af militante islamister og andre blodtørstige fjender af vellykkede, åbne samfund.

Putin i Nordkorea. Den russiske præsident og Kim Jong-un skiftedes til at køre hinanden rundt i en kasseformet limousine, som Putin havde foræret sin vært. Kim gav Putin nogle hunde, og Putin gav dyr te og en flådedolk tilbage. Sådan blev de sikkert ved med at forkæle hinanden, stemningen var i hvert fald glimrende og et frostklart tegn på, hvor afgrundsdybt Ruslands leder er sunket.

Det skal blive grimt, før det bliver bedre. Men det bliver bedre, hvis vi holder fast, ikke lader os skræmme og støtter Ukraine. Også selv om vi går en svær tid i møde med tanke på den amerikanske Ukraine-hjælp, der kan forsvinde med Donald Trump som præsident, et meget sandsynligt scenario at dømme efter Bidens frygtelige linedans under kandidaternes netop afholdte tv-debat. Men det er en anden historie.