De næste fem år bliver afgørende for Europa: EU skal ikke styres af luksusholdninger

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Pludselig var de der, valgplakaterne. Den 18. maj blev de hængt op. Tre uger og en enkelt dag senere var der valg til Europa-Parlamentet (EP). Nu er plakaterne borte igen. Og det samme er – for langt de fleste mennesker – opmærksomheden på EP.

Jeg skal sige det omgående: Jeg er part i sagen. For jeg var nemlig en af de 15, der blev valgt til at repræsentere Danmark i den 720 personer store forsamling, der godkender al lovgivning på EU-plan. Når det så er sagt, er det stadig en skam, at opmærksomheden her i Danmark er så beskeden, som tilfældet er.

Min kære frue, der langtfra altid kan følge med mig til mine arbejdspladser i Bruxelles og Strasbourg, spørger undertiden: Men hvad laver I dog dernede?

Lige for tiden stritter svaret i mange retninger. Til den lavpraktiske side indberetter de nyvalgte alverdens oplysninger til alverdens instanser af EP’s administration. Ligesom de kæmper den kamp, de fleste nyansatte kender, med at blive gode venner med nye it-systemer. Der i det store og hele kan det samme som dem, man kendte på sin forrige arbejdsplads. Men altid er sat op på en lidt anderledes og i begyndelsen meget forvirrende måde.

Til den storpolitiske side deltager partiledelserne i mange af de partigrupper, hvor MEP’erne efter valget søger optagelse, i forhandlinger om, hvem der skal være næste formand for EU-Kommissionen, næste formand for Ministerrådet og næste udenrigspolitiske repræsentant.

Og her er der et vist element af sandhed i, hvad man fra nogle sider kunne høre under valgkampen: EU styres i det daglige af en slags pan-europæisk SVM-regering, der består af de tre midterpartier S&D (socialdemokrater), Renew (socialliberale/kulturradikale) samt min egen gruppe, EPP. Den er suverænt den største i EP og repræsenterer en borgerligt-folkelig centrum-højrelinje.

Det nye i denne mandatperiode er, at Renew på grund af sit dårlige valg i navnlig Frankrig er fortrængt fra tredjepladsen i EP. Størrelsesmæssigt kiler den konservative ECR-gruppe sig ind imellem S&D på andenpladsen og Renew på fjerdepladsen.

Det har givet anledning til flere konflikter.

Lederen af ECR – Italiens konservative ministerpræsident, Giorgia Meloni – er med god grund ærgerlig over, at de tre gamle magtpartier igen har delt i porten, selvom det ene af dem unægtelig tager sig forpjusket ud for tiden.

Jeg forstår ærgrelsen af mange grunde. Men ikke mindst, at Italien har Europas tredjestørste økonomi og er medlem af G7. Set i det lys er det mærkeligt, at man ikke tager de fornødne hensyn til ECR, når magtkabalen skal lægges for de næste fem år.

Det, der efter min opfattelse er mest opløftende ved det EP, de europæiske vælgere denne gang har sammensat, er, at det formentlig ikke behøver at sætte lige så mange venstreorienterede mærkesager på dagsordenen som det EP, der sad mellem 2019 og 2024.

De vigtigste dagsordener for EU og EP de næste fem år bør ikke være elitære dagsordener som, at den brøkdel af en procent af alle mænd, der sidder i bestyrelsen for en børsnoteret virksomhed, skal give plads for en brøkdel af en procent af kvinder – der alt andet lige er nøjagtig så elitære i deres hidtidige karriere, uddannelse og verdenssyn som de mænd, de tænkes at fortrænge.

Ligesom det ikke bør være en vigtig dagsorden for EU at flytte på kompetencefordelingen mellem de enkelte medlemslande og EU i den skumle hensigt at stoppe wokeness ned i halsen på naturligt modvillige befolkninger rundtomkring på kontinentet.

Det, EU skal beskæftige sig med i de kommende fem år, bør være:

At få rettet op på den fatalt dårlige konkurrenceevne, der har udviklet sig i Europa. Væk med overregulering, der skaber rammebetingelser i Europa, som er meget dårligere end i USA. Væk med regulering, der er tålelig for kæmpestore virksomheder, som har råd til at ansætte en hel etage med jurister. Men gennemført utålelig for små og mellemstore virksomheder. Væk med absurde forsigtighedsprincipper, som blandt andet betyder, at i hundredtusindvis af produkter, man anvender i sundhedssektoren, skal gen-godkendes, skønt de allerede er godkendt, og ikke volder problemer i øvrigt.

At få kontrol med de ydre grænser. Mennesker, der har deres papirer i orden, skal være mere end velkomne til at henvende sig ved en grænseovergang mellem EU og resten af verden. Til gengæld skal mennesker, der ikke har papirerne i orden, ikke kunne mase sig ind og leve en illegal tilværelse i årevis.

Enhver person, der vrider hænder over højredrejningen i Europa, men ikke er enig med mig i dette, vil jeg tillade mig at sige er en person, der fatter denne verden og de sammenhænge, der regerer den, meget dårligt.

At få tilføjet Rusland et nederlag i Ukrainekrigen, som hverken eliten eller folket i Rusland nogensinde glemmer.

At flytte rundt på grænserne i Europa med våbenmagt er noget, der hører 1800-tallet og endnu fjernere tider til. Nu lever vi i det 21. århundrede, hvor den slags er gennemført uacceptabelt. Det skal Rusland bringes til at forstå. Selvom det uden tvivl bliver på en hård måde, eftersom andre ikke synes at virke.

At gennemføre en grøn omstilling, der ikke er styret af elitære luksusholdninger. Hvis almindelige mennesker rundtomkring i Europa skal bakke op om en grøn omstilling for de 7-8 pct. af Jordens befolkning, der i forvejen har gjort mest, skal de elitære luksusholdninger ud af projektet.

Den grønne omstilling handler om at omlægge energiforsyningen til energi, der ikke udvikler CO₂. Til gengæld handler den ikke om, at kontinentets befolkning pinedød skal blive veganere eller tage et varmt bad tre gange sjældnere, end de i virkeligheden har lyst til, eller hvad man ellers kan komme i tanke om af venstreorienterede forsøg på at bestemme over alle og enhver. Vil du være veganer eller eje meget lidt tøj eller gå sjældnere i varmt bad eller køre rigtig langt på cykel? Jamen så gør dog det. Men lad være med at stoppe det ned i halsen på alle andre. Vi skal have en grøn omstilling, fordi det giver mening på en lang række punkter. Men den skal være markedsdrevet. Den skal være teknologineutral. Den skal ikke føre til massearbejdsløshed inden for afgrænsede brancher. Og den skal ikke føre til en forringelse af de sociale forhold for mennesker, der i forvejen har en beskeden levestandard. Venstrefløjen kan ikke levere på nogen af disse krav. Den vil bare påtvinge alle og enhver sine luksusholdninger. Derfor skal der selvfølgelig fornuftige, borgerlige mennesker til at gennemføre en afbalanceret og pragmatisk grøn omstilling.

De næste fem år bliver på mange år afgørende for kontinentets fremtid. Derfor bør de været præget af sund, borgerlig fornuft. Ikke elitære og flyvske, venstreorienterede luksusholdninger.