Det er den forkerte, der forsvinder: Folkemødet har brug for en ny direktør

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Bestyrelsesformand for Foreningen Folkemødet Vibe Klarup har meddelt, at hun forlader formandsposten efter fire års forløb. Den officielle begrundelse er, at hun har nået sine mål med årets Folkemøde, men det bliver alligevel meget svært ikke at se beslutningen i lyset af den store ballade om årets Folkemøde og foreningens direktør, der har været gennem den senere tid.

Det var ikke formanden, men derimod direktøren, som skabte stor usikkerhed om årets store demokratifestival med sine mystiske udmeldinger om, at man skulle lade uinviterede aktivister overtage Folkemødets debatter, og som desuden har været udsat for heftig kritik fra organisationens medarbejdere for at være fraværende og ikke at passe sit arbejde, hvilket har resulteret i opsigelser fra nøglemedarbejdere.

Som forklaring på, at målene med årets Folkemøde blev nået, udtaler bestyrelsesformand Vibe Klarup ellers, at det er lykkedes at »sikre en stærk og sund organisation bag eksekveringen«. Det lyder ikke så sandsynligt med den heftige kritik af direktøren in mente.

Så det er måske snarere en ny direktør end en ny formand, Folkemødet trænger til? I hvert fald er vi nok mange, der har svært ved at have tillid til direktøren, den tidligere bz’er Peter Christiansen, efter at han har udvist så eklatant manglende forståelse for dialogen som kernen i et demokratisk samfund. Og stillet sig ved siden af mennesker, som han personligt mente, havde en »ædel sag«, men som først og fremmest har markeret sig ved at ville overdøve og udskamme deres politiske modstandere, og som har satset på, at den, der kunne råbe højest, også ville få ret til sidst.

Det er meget uheldigt, at direktøren for Danmarks store demokratifestival gør sig selv til politisk aktør fremfor blot at facilitere den frie og åbne debat.

Det er ikke hans opgave at uddele karakter til synspunkter og rubricere dem i ædle og mindre ædle. Da sager, der er ædle og rigtige i et demokrati, det er dem, man kan argumentere godt for og få støtte til i konkurrence med alle andre synspunkter, hvad enten de handler om ligeløn, beskyttelse af flagermus, den grønne omstilling, støtte til Ukraine eller til palæstinenserne – eller sågar til Israel.

I et demokrati er ingen sag så ædel, så den skal have lov til at fortrænge alt andet. Så man skal have lov til at nægte andre at komme til orde, fordi man synes, at det, man selv vil sige, er vigtigere.

Det burde være børnelærdom for alle danskere og i særlig grad for folkemødedirektører.