Mænd har brug for positive maskuline idealer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var i begyndelsen af 20’erne, da jeg så mig selv perfekt beskrevet som en type i tiden: den vrede unge mand. Træt af kvindelige lærere og pædagoger, som havde fulgt mig hele mit liv gennem institutionerne. Træt af klynk, svaghed og passivitet. Vred over, at konformitet belønnes mere end kompetence. Tilhænger af en minimalstat. Det var mig. Jeg troede, at jeg var temmelig alene med de synspunkter, og så var jeg bare en karakter i tiden.

Hvorfor var mine holdninger så forudsigelige? Fordi de var et produkt af tiden og omstændighederne. Systematisk kvindelig nedrakning af mandekønnet gennem hele livet. Følelsesudbrud som en dyd og selvkontrol som en last. Fysisk styrke som noget lavkulturelt. Ansvar og lederskab som autoritær halvfascisme. Evner og dygtighed som ensporet barnlig konkurrence. Og når man som jeg hverken gik op i sport eller rockguitar, var der ingen mandlige forbilleder.

Siden dengang er det kun blevet værre. I dag har vi toksisk maskulinitet, mikroaggressioner og MeToo. Kvinder har i ekstrem grad overhalet mænd på nærmest samtlige studieretninger, og en mand, der lever et kærlighedsløst liv, er lige så udbredt, som det er suspekt (tænk på begrebet incels).

Feminiseringen er blevet så yderligtgående, at unge mænd – i modsætning til da jeg var ung – faktisk kan finde hankønsforbilleder, nemlig maskulinitetsparodien Andrew Tate.

Det kan jeg i øvrigt ikke lide at kalde ham. For på godt og ondt er han alligevel et bedre forbillede end feministfavoritter som Harry Styles, prins Harry og mænd, der tager Roccamore-stiletter på.

Mænd har brug for positive, opbyggelige maskuline idealer. Noget, der er forskelligt fra kvinders. Og her tænker jeg sådan set ikke på de biologiske forskelle. Jovist er vi også forskellige dér. Selv som spædbørn er drenge en smule mere interesseret i genstande, og kvinder en smule mere interesseret i mennesker.

Den vigtigste grund til, at mænd skal have maskuline idealer, er eksistentiel. Vi har brug for en ramme om vores tilværelse. Forstå, hvem vi er. Vide, hvad vi skal bruge vores liv på. Hvordan vi bør opføre os. Hvad der har værdi. Og om man er mand eller kvinde, har fuldkommen afgørende betydning for ethvert menneskes grundopfattelse.

Endnu vigtigere end vores religion. Endnu vigtigere end vores land.

Vores kultur giver os allerede den ramme. Ikke så meget populærkulturen og Danmarks Radio selvfølgelig. Vi skal ofte nogle årtier tilbage. Men rammen er der. Idealerne er der.

De involverer blandt andet styrke, fysisk såvel som mental. Ansvar. Kompetence. Fornuft. Evnen til at bevare roen, når andre taber fatningen. Beskyttelse. Generøsitet. Retfærdighed. Villigheden til at ofre sig i det store og det små for andre. En mand, der kultiverer disse og lignende dyder, er godt på vej.

Mens en mand, der lytter til tidsånden og enten lader stå til eller annammer det modsatte af styrke, ansvarstagen, beskyttervilje og offervilje, er et trist tilfælde. Og meget lidt ønskværdig for nogen normalt tænkende kvinde.

Vi ved jo i virkeligheden alle godt, hvad der er opbyggelige maskuline idealer. Men vi skal sige det højt. Igen og igen. Ellers er vi selv ude om det, når de unge falder for Andrew Tate. Eller endnu værre: slet ikke gør det.