Dansk beredskab skal op i gear: Vi kender ikke vores egne svagheder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De seneste to årtier har det civile beredskab ligget under forsvarsministerens ressortområde, efter at regeringen tilbage i 2004 konstaterede, at det ikke længere gav mening at sondre mellem civile og militære kriser.

Det var i terrorens tidsalder, dengang hvor angrebene i USA den 11. september 2001 havde markeret begyndelsen på et nyt paradigme. Det betyder, at forsvarsministeren også er beredskabets minister – men brandslukning, katastrofehåndtering og kontinuitetsplanlægning i myndigheder og kommuner har det med at glide i baggrunden til fordel for militære materielanskaffelser for milliarder og principielle diskussioner om værnepligt og styrkemål.

Det er ærgerligt, for Danmark behøver både et stærkt militært forsvar og et robust civilt beredskab i en tid med hybride trusler, der retter sig mod hele samfundet.

Som et af de mest dedikerede donorlande til Ukraine i krigen med Rusland er Danmark eksponeret for spionage, sabotage mod kritisk infrastruktur, cyberangreb, påtvungne flygtningestrømme og forsøg på påvirkning af den offentlige og politiske debat gennem mis- og desinformation.

Zilmer-rapporten fra september 2022 viste med al tydelighed, at den sikkerhedspolitiske situation udvikler sig fra slem til værre, og vurderingen bliver med garanti ikke mere positiv i den opdaterede version, som er under udarbejdelse. Desværre er den seneste grundige sårbarhedsudredning 20 år gammel og trænger således også til en grundig opdatering.

Dengang lød kommissoriet til udvalget, at udredningen skulle afdække forhold, som havde »betydning for eller truer grundlæggende samfundsværdier, og som kan kræve iværksættelse af ekstraordinære beredskabsmæssige tiltag. Det fremgår videre, at udvalget skal vurdere behovet for forbedringer eller omprioriteringer inden for enkeltsektorer, sammenhængende sektorer samt i den centrale og regionale tværgående koordination af beredskabet inden for den civile sektor, herunder den nationale krisestyring«. Resultatet var en mere end 300 sider lang rapport, inklusive 12 siders anbefalinger.

Vidensgrundlaget for den kommende politiske aftale på beredskabsområdet er desværre betydeligt svagere end for 20 år siden. Vi mangler en ny sårbarhedsudredning eller en beredskabskommission til at komme med klare anbefalinger på et oplyst grundlag. I mangel af bedre afholder Folketingets Forsvarsudvalg i dag en høring i Landstingssalen om beredskabet, og jeg er blandt de inviterede til at sige noget i 10 minutter om emnet.

Jeg vil gerne flytte fokus over på den effekt, der skal leveres, frem for at løse enkeltstående problemer på det konkrete plan. Målet med vores samlede bestræbelser må være at skabe et sikkert og robust samfund, som fortsat kan fungere så normalt som muligt under ekstraordinære belastninger i form af kriser og krig.

Hvad sidstnævnte angår, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste fortsat, at der ingen direkte militære trusler er mod Danmark, men for blot et par dage siden diskuterede statsminister Mette Frederiksen hybridtrusler med den tyske kansler, Olaf Scholz, og sine nordiske kolleger på et møde i Stockholm.

»Det er nok desværre kun fantasien, der sætter grænserne de kommende år. Det er ganske alvorligt,« sagde Mette Frederiksen ved et pressemøde i den forbindelse og understregede, at Rusland grundlæggende ønsker at destabilisere vores samfund: »Lige nu ser vi flere hybridangreb i Nato-lande, som skal lægge pres på os. Det er enormt bekymrende.«

Den brændende platform er således til stede, og det kan kun gå for langsomt med at styrke samfundssikkerheden over for disse sammensatte trusler, som udnyttes af fremmede statslige aktører til bevidst at gå efter sårbarhederne i vores samfund. Modstandsdygtighed på alle planer er vores bedste bidrag til den kollektive afskrækkelse i alliancen. Vi har ikke lyst til at være det svageste led i dén kæde.

Det er en svær opgave at rumme alle problemstillingerne på bare 10 minutter ved en offentlig høring, og derfor har jeg valgt at fokusere på tre vigtige pointer, som jeg håber, at udvalgsmedlemmerne vil tage med ind i forhandlingsrummet i den kommende tid:

– Hybridkrig er ikke et sektoransvar: Vi har i Danmark spredt ansvaret for beredskab og samfundssikkerhed ud på en lang række myndigheder og aktører. Stillet over for hybridtrusler risikerer vi, at vores siloopdeling bliver til sårbarheder, hvis vi ikke er skarpe på at få alle til at løbe i samme retning.

Samtidig kan jeg være bekymret for, at koordination som bærende samarbejdsprincip kommer til kort under kriser. Tillid er godt, men kontrol kan være bedre, når én samfundssektor er under angreb, mens andre befinder sig i dyb fred.

– Bare gør et eller andet: Kriser er kendetegnet ved, at det ikke at handle også er at handle. Nu har vi talt længe nok om at organisere ansvaret for samfundssikkerhed anderledes herhjemme i et nyt ministerium, en stærkere styrelse, et nationalt sikkerhedsråd eller på helt fjerde vis. Hvad venter vi på? Just do it!

Ja, selvfølgelig skal vi gøre det klogt og rigtigt, men det er altså også nødvendigt at komme ud over stepperne på et tidspunkt. Se på Sverige, som i oktober 2022 indførte en ministerpost for civilt forsvar – det har gjort underværker for det svenske samfunds samlede robusthed, at man på den måde har sat et ansigt på ansvaret og lagt en tydelig hånd på kogepladen.

– Håb er ikke en strategi: Det nytter ikke noget med flere floromvundne floskler og vidtløftige visioner. En strategi skal indeholde mål, midler og metoder for at være en strategi. I sidste ende er det altid et politisk spørgsmål at definere, hvor sikre vi skal være, og hvordan der skal prioriteres mellem forskellige interesser.

Hvis alt er prioriteret, er intet nemlig prioriteret, og hvis der ikke er et klart mål med en strategi, er det ikke en strategi. Så hvornår får vi en dansk samfundssikkerhedstrategi, og hvem har lyst til at skrive under på den?