Jeg har kvalme over fraværet af anfægtelse i abortdebatten

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jublen var stor, og det var svært at få øje på nogen som helst anfægtelse hos sundhedsminister Sophie Løhde, der forleden udtalte sig om den nye abortlovgivning.

Glædestrålende som et barn, der glæder sig til jul, udtalte ministeren, at vi nu tager et opgør og »reviderer abortlovgivningen, som har mere end 50 år på bagen«, og argumenterede med, at der sundhedsfagligt intet belæg er for den nuværende grænse.

Nej, men ministeren har tilsyneladende ikke overvejet, at der kunne være en etisk begrundelse for at lade abortgrænsen blive ved 12. uger – og at kassere noget velfungerende, fordi det har 50 år på bagen, er nærmest aldersdiskrimination.

Nuvel. Danmark var foregangsland for den frie abort (og alt godt om det), men lad os nu være et etisk foregangsland og beholde den lave abortgrænse på 12 uger – og være stolte af det.

Lad os dog vise verden, at Danmark formår at opretholde den samfundsmæssige konsensus om at beskytte det ufødte liv. Men det er, som om regeringen har trukket sit etiske kompas i en automat, for ikke nok med, at grænsen for senaborter er hævet til 18 uger, så har 15-17-årige nu ret til abort uden samtykke fra deres forældre eller tilladelse fra abortnævnet.

Overvej lige: En teenagepige kan ene med alle sine 15 års visdom og modenhed tage beslutning om, at hun skal føde et barn, der skal lægges til at dø – for et barn i 18. uge skal fødes. Og leve med den beslutning altid.

Hvad er det for et ansvar at give et stort umyndigt barn? Og hvad er det for en devaluering af familiens betydning? Indtil barnet er 18 år, er det forældrenes pligt og ansvar at drage omsorg for deres børn – alt det kaster regeringen med den nye abortaftale vrag på.

Men til ingens overraskelse er organisationen Sex og Samfund begejstret og kalder den nye abortlov en »historisk sejr for danske kvinders ret til at bestemme over egen krop«.

Det er jo vældig betryggende at have dem til at turnere rundt på alle landets skoler i ”uge sex” med deres ideologiske dagsordener – for abort er tilsyneladende ikke et etisk spørgsmål, men et spørgsmål om rettighed.

Og den totalitære og tomhjernede ideologi tilslutter Dansk Kvindesamfund sig og skriver: »Stort fremskridt for kvinders kropslige rettigheder! Vigtigt med en modernisering af loven, af abortsamrådene, og at 15-årige kan få foretaget en abort uden forældres samtykke!«

Ja, hurra og udråbstegn og ud med de formynderiske forældre og formynderiske lovgivninger. Alle feministiske bevægelser og ligestillingsministeren selv hyler med i koret, der gør kvindens ret til selvbestemmelse til det højeste etiske princip. Friheden og kvindens uindskrænkede autonomi står over det ufødte menneskebarns ret til liv. Og feministerne helmer ikke – abortgrænsen skal hæves yderligere, som to unge kvinder skriver i Altinget, at de vil »kæmpe for en fri abortgrænse ved minimum uge 22 og dermed – og vigtigst af alt – en afskaffelse af de formynderiske abortsamråd«.

Kort sagt: Etikken skal være op til den enkelte, hver enkelt kvinde skal selv bestemme, om et liv er livet værd. Der er altså ikke noget fælles menneskesyn, der etisk set som samfund holder os på plads.

Læg mærke til, at også fra regeringens side, særligt de to ministre Løhde og Bjerre, er senaborter ikke et sundhedsfaglig spørgsmål, ikke et etisk spørgsmål – men et ligestillingsideologisk spørgsmål, der handler om kvindens hellige ret til egen krop.

Og selvfølgelig skal retten til egen krop forsvares, men kan retten over egen krop indbefatte retten til at tage et andet menneskes liv? Nej, det gør det ikke.

Den nye abortlov hviler alene på hensynet til kvindens ret og frihed – hvem forsvarer det ufødte barn? Nå nej, barnet kaldes jo et foster og bliver i den her debat betragtet som et graviditetsvæv, der kan fjernes som et modermærke eller en polyp.

Det gyser i mig, når jeg hører, hvordan man har afpersonificeret fosteret, der fra undfangelsen i moders liv var et menneske. Jeg er ellers ikke teologisk opdraget med at smide om mig med bibelcitater, men lad mig minde om salmisten ord: »Det var dig, der dannede mine nyre, du flettede mig sammen med min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt … da jeg endnu var et foster, havde du mig for øje.« (Davidssalme 139)

Læs det igen, for sproget skaber, hvad det nævner i abortdebatten: Fosteret i uge 18 kaldes et foster, når vi gerne vil af med det. Men allerede i uge 12 lytter jordemoderen og vordende gravide mor ikke til ”fosterets eller graviditetsvævets hjertelyd”, men til ”babyens hjertelyd” – fordi vi ønsker os barnet.

Det er simpelthen et forkælet moralsk korrumperet samfund, hvor en velfungerende kvinde, der venter et velskabt barn, kan vælge en abort i uge 18. Vælge, at barnets skal dø. Hvor er ansvaret?

Det er jo ikke en nyopdagelse, at der er en vis risiko for at blive gravid, når man har sex. Den nye abortlov er ikke et fremskridt eller en historisk sejr – men et historisk tilbageskridt for vores civilisation. Jeg er ikke imod fri abort, men kvalmes over den manglende anfægtelse.