Kolde kontanter er gode at have i baghånden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mens krigen raser i Danmarks nærområde, og kriserne hober sig op på forsynings- og cyberområdet, udfaser Nationalbanken frisk og frejdigt tusindkronesedlen for at standse hvidvask. Samtidig ønsker den danske centralbank at lempe kontantpligten for flere butikker, fordi kunderne ikke længere i samme grad efterspørger muligheden for at betale med bøjede femører og krøllede 50’ere. Det kan give god mening, hvis man kun ser på pengepolitikken og betalingsmetoder ud fra snævre økonomiske interesser, men man glemmer, at velfungerende og robuste betalingssystemer er forudsætningen for, at vores samfund kan fungere – også i krise- og krigstider.

I en ny analyse slår Nationalbanken fast, at »kontanter kan fungere som et supplerende beredskab for den enkelte borger, men vurderes i praksis ikke at være et effektivt betalingsberedskab på et samfundsmæssigt niveau«. Hvis kontanter skal løftes til et selvstændigt beredskab i de situationer, hvor de digitale betalingsløsninger er forstyrret eller ikke fungerer på normal vis, vil det nemlig kræve betydelige investeringer, forklarer Nationalbanken: »Det indebærer blandt andet en national beredskabsplanlægning, investering i større kontantreserver hos virksomheder, husholdninger, den finansielle sektor og Nationalbanken, ligesom der skal være en ekstra kapacitet hos kontanthåndteringsselskaberne til at transportere kontanterne til og fra butikker, banker, kontantautomater mv.«

Sådan en tilgang er endnu et udtryk for den lave grad af beredskabsmentalitet, som vi har i Danmark i modsætning til Sverige og Norge. Kontanter er en analog infrastruktur – et betalingsmiddel, der er forholdsvis robust over for eksempelvis cyberangreb, som vi oplever mange af i øjeblikket. Det kræver naturligvis, at staten pålægger forretningsdrivende at kunne modtage kontanter, også selv om strømmen er røget, og internettet er nede. Sådan et beredskab kommer med en pris, for selvfølgelig er det dyrere og mere bøvlet end bare at køre kortet igennem eller swipe på Mobilepay. Problemet er imidlertid, at alt det, der er nemt og bekvemt, når alt i samfundet virker, også er det mest sårbare, når krisen rammer. Det dur ikke, at alt lukker ned og går i stå, hvis strømmen ryger.

I Norge er ansvaret for samfundssikkerhed mere centralt placeret politisk og administrativt end i Danmark, nemlig i Justits- og Beredskabsdepartementet. Herfra har man for nylig sendt et forslag i høring, som sigter mod at styrke forbrugernes ret til at kunne betale med kontanter som et såkaldt ”tvunget betalingsmiddel”, som ingen erhvervsdrivende med fysiske forretningslokaler skal kunne undslå sig. Og i Sverige, hvor man for syv-otte år siden ellers så frem mod et kontantløst samfund, trådte den nye Riksbankslov i kraft den 1. januar i år, og af den fremgår det, at det – henset til beredskabet – er afgørende, at Rigsbanken lever op til sit ansvar for, at privatpersoner også skal kunne betale for f.eks. mad og brændstof under kriser og krig.

Norges Bank og Sveriges Risbank er som institutioner begge tættere knyttet til staten, end det er tilfældet med Danmarks Nationalbank, som hverken er en myndighed eller direkte kontrolleret af regeringen, men en selvejende og uafhængig institution oprettet ved lov.

Sveriges Risbank indgår som nævnt i det svenske totalforsvar med specifikt ansvar for at sikre, at befolkningen fortsat kan gennemføre betalinger under krise og krig. Og i Norge holder centralbanken jævnlige møder med Finanstilsynet og Finansministeriet, hvor beredskabstiltag er på dagsordenen.

Der er brug for en diskussion herhjemme om den konkrete udmøntning af pengepolitikkens rolle i samfundssikkerhed i almindelighed – og vigtigheden af kontantbetaling i særdeleshed. Man kunne starte med at klarlægge, hvem der egentlig har myndighedsansvaret for den finansielle del af dansk samfundssikkerhed.

Nationalbanken indgår frivillige aftaler med branchen, som det er kutyme i Danmark, men er der en overordnet strategi på området, som sikrer, at helheden hænger sammen? Ellers er jeg bange for, at vi må fæstne vores lid til, at der ikke sker noget i lille Danmark. Med andre ord ender vi – igen – på, at håb er den foretrukne danske strategi, når det kommer til samfundssikkerhed.