Vi har også et ansvar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Israels invasion i Gaza er i gang. Det er frygteligt at være vidne til. Israel har dårlige erfaringer med bykrig, og civile har i sagens natur altid.

Hamas skal fjernes, det er målet. Hamas er ikke bare en trussel mod Israel, men også mod palæstinenserne selv, en terrorgruppe på linje med Islamisk Stat, som styrer Gaza med jernhånd, hvor hustruvold er tilladt, og homoseksuelle må frygte for deres liv. Israel har besat Gaza, men Hamas har besat palæstinenserne.

I øvrigt er besættelsen af Gaza mere kompleks. Det er forfærdeligt, at så mange mennesker lever i fangenskab og fattigdom, især med tanke på, at en tredjedel af befolkningen er børn, men hvis man åbnede Gaza op, så ville det myldre ind med Hamas-terrorister i Israel, et til stadighed overset faktum. Faktisk forsøger Hamas jævnligt at grave sig ind i Israel gennem tunneller, hvilket også var årsagen til Gazakrigen i 2014.

Hvordan er det nået dertil? Det begyndte med Israels oprettelse i 1948 i det britiske mandat Palæstina. Araberne var i flertal i forhold til jøderne, men på grund af de lidelser, som jøderne havde gennemgået under Anden Verdenskrig, blev de i høj grad tilgodeset i FN’s delingsplan. Det betød, at hundredetusinder af arabere blev fordrevet eller måtte flygte fra deres hjem. Herefter blev Israel angrebet af Egypten, Syrien, Jordan og Libanon, vandt og udvidede efterfølgende territorium for at skabe bufferzoner mod fremtidige angreb. Siden da er Israel blevet angrebet af sine naboer i 1956, 1967 og 1973, har vundet hver gang og efterfølgende udvidet landets grænser.

Ja, Israel er i stort omfang oprettet på bekostning af palæstinenserne, og man kunne ønske sig en anden delingsplan af Palæstina, men fortiden lader sig altså ikke ændre, og der må tænkes fremadrettet.

Så hvad er vejen frem? Man ville få en høj stilling i diplomatiets verden, hvis man havde svaret på det. Begge parter, Israel og palæstinenserne, har skruet sig fast i deres fjendtlige positioner. Militante palæstinensiske grupper har i årtier udført terrorangreb på israelere, så der i dag er kamera på enhver israelsk storbygade, og Israel har forsøgt at inddæmme terroren med et stadig mere indespærret Gaza som mest uhyggelige eksempel.

Og nu krig igen mod Hamas, militsen, som målrettet myrdede 1.500 uskyldige mennesker på en formiddag, og hvis metoder man skal tilbage til den mørkeste middelalder for at overgå. Som Hans Davidsen-Nielsen skriver i Politiken, så findes der terrorhandlinger så store, at de ændrer verden. 11 september, Israels 7. oktober. Invasionen i Gaza bliver brutal, og konflikten kan sprede sig til Libanon, Iran og Syrien, en Hamas-delegation har sågar været i Rusland, men hvad skal Israel stille op? Man kan ikke leve side om side med en fjende som Hamas, slet ikke forhandle med militsen – terrorgruppen må væk.

Kan det lade sig gøre? På det korte stræk ja, på det lange, nej. Islamisk Stat blev fjernet i Irak og Syrien, men vendte sporadisk tilbage, ikke mindst i Gaza, og på samme måde vil Hamas-terrorister skyde op igen andre steder i verden. Det onde kan ikke udryddes en gang for alle, men det kan begrænses.

Israel har rejst de første flag i Gaza. Præsident Joe Biden har sagt, at han er skeptisk over for tabstallene, der kommer fra Hamas. Man ville heller ikke tro på tal fra Islamisk Stat, men tabene er voldsomme, og man behøver bare at kigge på et før og efter satellitbillede af Gaza by. Hamas bruger menneskeskjold og gemmer sig under hospitaler, men det ændrer ikke på, at de civile ofre er ubærlige.

Herhjemme er vreden over Israels krig så stor, at man har haft svært ved at tage afstand fra Hamas. Weekendavisen forsøgte forgæves at få toneangivende palæstinensere til at fordømme angrebet den 7. oktober, og på invitationerne til den store pro-palæstinensiske demonstration i København var der billeder af det hegn, som Hamas-terroristerne trængte igennem.

Konflikten får det værste frem i folk. Er det virkelig så svært at fordømme begge katastrofer, Hamas’ terror og Israels brutalitet? Skal vi virkelig importere Mellemøstens sammenstød mellem arabere og israelere?

Plakater af de over 200 israelske gidsler, sat op i ly af natten, blev revet ned igen om morgenen. Har folk ingen skam i livet?

Israel har blokeret forsyninger og nødhjælp til Gaza, så hospitalerne kollapser. Kom nu med den skam i livet.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det ender galt, men hvor galt det ender. Vi er fjernt fra de grusomme lidelser; det forpligter os til at kunne tale om tingene, arabere, muslimer, jøder, alle med en holdning til tragedien. Ellers tager vi os ynkeligt ud.