Staten begår justitsmord mod mænd – bare fordi de er mænd
Vi vil komme til at fortryde og undskylde samtykkeloven.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En dag er det os, historiebøgerne fortæller om – om hvor uhumsk vores tid var. Fortæller om vores MeToo-besatte tid, hvor ”woke-lovene” blev indført, og staten begik justitsmord mod de borgere, der uheldigvis var født med et Y-kromosom. Den vildfarne tid, hvor det lykkedes højtråbende aktivister at overbevise et helt Folketing om at stemme for en lov, der ikke er primært baseret på jura, men på politisk-revolutionære dømme. Om den dag, hvor ”venstrefløjens kronjuvel”, samtykkelovgivningen og dens skrigende uretfærdighed trådte i kraft.
Den dag, hvor manden blev frataget sin retssikkerhed, og med debattør Marianne Stidsens ord en »nedbrydning af den vestlige retspleje og århundrede gamle civilisatoriske principper« begyndte. Den dag, hvor manden var erklæret skyldig, indtil det modsatte var bevist, fordi vi tillod identitetskampen og krænkelseskulturen at undergrave vores retsvæsen. Jeg ser for mig den dag i fremtiden, hvor politikere må give offentlige undskyldninger til de ødelagte mænd, der engang blev hentet i deres hjem midt om natten af politiet, lagt i håndjern, gik fra retssag til retssag og kæmpede for at bevise deres uskyld, for til sidst at blive uskyldigt dømt for en påstået voldtægt.
De er nogle af de unge mænd og drenge og deres afmægtige familier, som Stidsen har gjort sig den prisværdige ulejlighed at følge på nærmeste hold i retslokalet og i arresthusets besøgsrum, og i bogen ”Med lov skal land nedbrydes” detaljeret gengivet og udfoldet i enkelthistorier om helt almindelige lovlydige drenge og mænd, der gennem de seneste to år er uskyldigt dømt efter samtykkeloven, fordi helt almindelig seksuel adfærd er blevet kriminaliseret af en lovgivning, der med Stidsens formulering gør sex til en »raketvidenskab, som man skal have gået på universitetets liberal arts- eller social science-studier et halvt liv for at mestre«. Og det fornemmede man allerede på det pressemøde, hvor samtykkeloven var blevet vedtaget.
For pressemødet, der mindede om en scene fra ”Gøg og Gokke”, vidnede i al sin komiskhed om den farlige gråzone, lovgivningen har kastet mændene ud i. En journalist bad Rosa Lund (EL) og Kristian Heegaard (R) om eksempler på lyde under et samleje, der var samtykkelyde – og lyde, der ikke var samtykkelyde. Forurettet afslog politikerne at svare på det helt relevante og rimelige spørgsmål. Politikerne omtalte selv lovgivningen som »et mileskridt«. Og det blev den i sandhed. For som Stidsen påpeger, adskiller samtykkebestemmelsen sig fra stort set alle andre bestemmelser i straffeloven ved at være en »påbudsbestemmelse« (du skal sikre samtykke) – frem for en lovgivning på formen ”du må ikke”.
Stidsens bog er rystende læsning, der burde være pligtlæsning for hvert eneste folketingsmedlem, for i disse dage kræver forsvarsadvokat Julie Stage samtykkeloven genbehandlet. Det er en uhyggelig tanke, at der i Danmark sidder uskyldige mænd bag tremmer, og som Stidsen skriver: »Ingen mand kan vide sig sikker på at undvige samtykkefælden. Alle mænd kan komme i sigtekornet.« Fordi der er lavet lovgivning på en feministisk ideologi, der har en underliggende foragt for den mandlige seksualitet. Efter at være kommet ud af sin fodlænke henvender en af de dømte mænd sig til en af landet førende forsvarsadvokater på samtykkeområdet og skriver: »Jeg ved, at jeg er oppe imod noget meget større, men det er ikke en retsstat værdigt, det der foregår lige nu.« Må hans ord blive hørt.