Det kræver mere mod at blive i den grå hverdag end at forlade den
Måske er vi ved at opdage, at vi ikke kan få det hele. At livet ikke kun kan være poetiske morgener uden en lorteble eller en sur ægtefælle.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nutidens terapeutiske menneske elsker at svælge i alle de fejl, deres forældre har begået, og drage dem til ansvar for tilværelsens besværligheder og sindets uoverensstemmelser. Sjældent er det virkelig interessant læsning, fordi de ofte er gennemtrukket af en vis navlebeskuende selvretfærdighed.
Men erindringsbogen ”Sømærke” af Lærke Kløvedal, datter af Troels Kløvedal, befinder sig på et helt andet niveau og er interessant og uhyre relevant for mennesket af i dag – uagtet forholdet til vores forældre. Med et kærligt, kritisk blik skriver hun om at vokse op i kvindekollektiv i Thy alene med sin mor, om at have nu halv- og stedsøskende, men føle sig som enebarn og om at have en far »på havet og være en del af et kollektivt 1968-oprør. Drømmenes kaptajn. En familie af hippier og eventyr og søkort. Palmeblade og turkisblåt hav. Og fravær«.
Hun fortæller i et interview om sin far, der var én af samfundets rollemodeller i 70’erne og fik hele Danmark til at længes bort fra den grå hverdag.
»I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: at forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig. (…) Den grå hverdag var at vide, hvad mine venner hed, og hente mig til håndbold og vaske tøj og lave aftensmad og købe ind, mens jeg selv var for lille til det.«
Bogen er et vidnesbyrd om bagsiden af 70’ernes overskridelsesideologi, eksperimenterende livsstil, idealer om menneskets frie udfoldelse og stræben efter livets ukendte storhed – efter »lykke, eventyr og forelskelse« og længsel efter en storhed, vi kræver af livet, som måske ikke findes – og i hvert fald kun kan opnås på bekostning af dem, der er ens nærmeste – ens grå hverdag, der regner med én. Og selvom længslen efter den spontane livsudfoldelse måske har en anden skikkelse i dag end i 70’erne, så bliver vi stadig draget af essensen i Troels Kløvedals berømte ord: »Alle mine morgener skal være poetiske.«
Hvorfor er det, at så mange ægteskaber går i opløsning, mens børnene er helt små? Det er da, fordi det ikke bare kræver forelskelse – og ikke blot en enorm kærlighedskraft, men også en stor portion pligt og selvtilsidesættelse at komme igennem alle de upoetiske morgener »med upoetiske lortebleer, de vrangvillige, søvnige børn, madpakker og skoletasker og upoetiske forsinkede busser«.
Nej, det kræver, at vi løfter blikket fra os selv, det kræver, at vi tør lade hjertets uro og den luftige, blafrende sjæl blive holdt ved jorden af den grå hverdags pligter og ritualer – børn, der skal hentes, aftensmad til provinstid (kl. 17.30), indkøbslister, opvasken, husleje, der skal betales, og det daglige tilvalg af hinanden på trods af alt det utroligt upoetiske, som et familieliv og et ægteskab også er. Og det tror jeg, at det moderne menneske langsomt er ved at opdage.
Uroen, rastløsheden og længslen vil altid være der, det hører til at være menneske, men det er forskelligt, i hvilken grad vi mærker det. Lærke Kløvedal siger selv, at hun har arvet sin fars længsel – ikke udlængsel, men længsel – men modsat sin far finder hun roen og meningen i hverdagens pligter og forpligtende relationer, og bevist eller ubevidst leverer hun en velanbragt kritik af det pligtløse og opløste familieliv, hvor vi vil og vil have alting. Måske bliver vi mere og mere bevidste om, at der altid er noget, vi ikke får, og at det meningsfulde er i den grå hverdag – men ofte kræver det mere mod at blive i den end at forlade den.