Min sensommermorgen i Odesa: Her kom en jødisk fascisme til verden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Odesa

Sensommeren er varm uden at være hed, en frisk brise står ind fra Sortehavet. Jeg sidder med min morgenkaffe over for Odesas berømte operahus. Nyhederne løber ind, alarm efter alarm, endnu en krig mellem palæstinensere og israelere.

Er jeg overrasket? Både ja og nej. Ikke over det, at Hamas iværksatte angreb, men af dets effektivitet og af dette, at israelerne blev taget på sengen.

Odesa er ikke det værste sted at begynde, hvis man vil vide mere om en jødisk fascisme, der indgår i den seneste mellemøstkrig. I Odesa, dengang en af det russiske imperiums vigtigste havnebyer – så vigtig som Skt. Petersborg ud til Østersøen og Vladivostok ved Stillehavet – fødtes i 1880 Ze’ev Jabotinskij. Han skulle bruge sit voksne liv på at virke for udryddelsen af palæstinenserne i Palæstina til fordel for en etnisk ren jødisk stat.

De umiddelbart set mere mådeholdne jøder, omkring statsgrundlæggere som Ben Gurion og Golda Meir, den første født i vore dages Polen, den anden i Kyiv, anså ham for en terrorist.

Men det var Jabotinskijs visioner, der skulle sejre. Den jødisk stat, rækkende fra Middelhavet til Jordanfloden, personificeredes længe af premierministrene Menachem Begin og Jitzhak Shamir.

I vore dage er det premierminister Netanyahu, sikkerhedsminister Ben-Gvir og finansminister Motrich, som mere eller mindre åbenlyst agiterer for de resterende palæstinenseres fordrivelse over Jordanfloden, en gentagelse af det fascistiske Ruslands forsøg på at drive ukrainerne over Dnipro, ud af det østlige Ukraine.

Revisionisten Jabotinskij, opvokset i Odesa, dengang gangsternes og eventyrenes, sømændenes, digternes og drømmernes by, afviste den europæisk zionisme udtænkt ved Wiens caféborde som naiv. Han ville den fasthed, hvormed Mussolini styrede Italien. Af hans teorier udgik den berygtede Sternbande, som for 75 år siden myrdede FN’s fredsmægler i Mellemøsten, Folke Bernadotte, og foranstaltede en massakre med langt over et hundrede dræbte palæstinensere i Deir Jassin.

Den seneste fase af en hundredårig konflikt mellem palæstinenserne på stedet og jødiske indvandrere fra alverdens lande er en følge af USA’s igangværende forsøg på at tilvejebringe en alliance mellem Israel og Saudi-Arabien.

Lykkes forsøget, vil det være endnu en triumf for Jabotinskijs tanke om et etnisk rent Stor-Israel og endnu et nederlag for palæstinenserne, en forlængelse af deres Nakba eller Katastrofe sat i værk med vestlig bistand ved den jødiske stats oprettelse i 1948: folkemord, kulturmord, fordrivelse, terror og ydmygelser.

Er der en vej frem? Måske, men kun måske. Det endegyldige farvel til den politiske og intellektuelle svindel, som hedder tostatsløsningen. I dens sted begge nationers fædreland: lige rettigheder, lige pligter, demokrati, ingen racisme, væk fra apartheidstaten.

I Odesa er Katarina den Stores statue fjernet, erstattet med et monument til ære for Ukraines faldne. Det zaristiske og det sovjetiske imperium er væk, Vladimir Putins fascistiske Rusland befinder sig i eksistentielle vanskeligheder. Af drømmernes og gangsternes by, af det meget russiske Odesa, er blevet et meget ukrainsk Odesa.

Vanetænkning er ét, historien noget ganske andet.