Brutalt humanistisk samfund forude

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis ikke vi blev berørt af hinandens lidelser, ville vi ikke være mennesker. Men det er farligt, når følelsesargumenterne og medlidelsen får lov at spille førsteviolin i etiske diskussioner, som det sker lige nu i spørgsmålet om abort og aktiv dødshjælp – hvor udfaldet af begge debatter bliver helt afgørende for menneskesynet i vores samfund fremover.

Og uhyggelig er tanken, at det i virkeligheden er en pseudodebat, for slaget er altså tabt – regeringen har besluttet sig for at hæve abortgrænsen til 18 uger og indføre aktiv dødshjælp. Bare vent.

Ikke desto mindre er debatten afgørende for at skærpe forståelsen af den grund, vores civilisation hviler på – og hvilken gennemgribende konsekvens det har at udskifte det kristne menneskesyn som vores åndelige rygrad og i stedet forankre vores samfund i en humanistisk tænkning.

Regeringens ønske om at indføre aktiv dødshjælp og hæve abortgrænsen bliver båret ud i verden af DR’s propagandamaskine – vi husker serien ”På tirsdag skal jeg dø”, og jeg har slet ikke tal på alle de kvinder, der den seneste uges tid har fortalt deres, i egne øjne, ubarmhjertige møde med Abortrådet, da de ønskede en senabort.

Det farlige er, at hvis vi lader os forføre af følelsesargumentationen i barmhjertighedens og medmenneskelighedens hellige navn, hæver abortgrænsen og indfører drab på begæring, river vi samfundet løs fra sin fortøjninger, og der sker dét, som Ferdinand von Schirach skriver i teaterstykket ”Gott”, at »målestokken er mennesket selv. Ikke naturen, ikke ideologien, ikke religionen, ikke kirken, ikke Gud. Humanismen, menneskeheden er vores sidste kritiker og højeste dommer. Og det betyder, at mennesket selv må afgøre, hvordan det lever, og hvordan det dør.«

Læs det igen: »Humanismen, menneskeheden er vores sidste kritiker og højeste dommer« – det betyder, at vi selv, sønner og døtre af den falde slægt, skal vurdere menneskelivets værd.

Vi skaber et samfund, der vil være så humant, men bliver så brutalt – fordi det kun er forankret i os selv og vort eget tvivlsomme mørke. Lægen giver patienten dødshjælp, fordi han vil hjælpe. De syge, de handicappede og svage skal pludselig retfærdiggøre, hvorfor de stadig er i live, fordi de kunne være udfriet fra deres lidelser. Vi slår ufødte menneskebørn ihjel, reducerer dem til biologi, til fostre uden rettigheder – fordi hensynet til kvindens selvbestemmelsesret er størst.

»Hvad er det egentlig for et menneskesyn, vi vil have?« spørger læge og medlem af Etisk Råd Ida Donkind, der gik ind i arbejdet med forventning om at ville hæve abortgrænsen, men hun skiftede mening undervejs og spørger: »Hvordan tager vi hånd om de liv, der lever lidt på kanten, som både er starten på et liv og afslutningen af et liv? Hvordan drager vi omsorg for dem og sikrer deres stemme?«

Civilisationen skal beskytte borgernes liv – både de levende, de døende og de ufødte – og vi skal leve i tillid til, at staten værner om menneskets ret til liv. Det er vores egen dumme indbildning, at vi tror, vi følger med tiden, når vi hæver abortgrænsen, og vi er mere menneskelige, når vi lader mennesket bestemme over egen død ved muligheden for at bestille et drab på sig selv. Det er ikke et samfundsmæssigt fremskridt.

Det er en perversion af det samfund, der hviler eller hvilede på den kristne tanke om menneskelivets ukrænkelighed. At slå et andet menneske ihjel kan aldrig blive en kærlighedsgerning, for det fornægter kærlighedens grundlag, nemlig livet. Så farlig og så stor forandring vil det medføre, hvis vi forføres af den humane eller filosofiske etik, som fordres af mennesket på Jorden – mens den kristelige etik møder mennesket med evighedens fordring.