Drop wokeismen: Kvinderne skal nok klare sig uden hjælp fra Dansk Sprognævn
Retskrivningsordbogen skal være et neutralt og objektivt opslagsværk – ikke et politiserende skrift baseret på modeluner. Frem for alt skal Retskrivningsordbogen hjælpe os til at kommunikere, så vi forstår hinanden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Aviserne har den seneste tid beskæftiget sig indgående med Dansk Sprognævns nye retskrivningsordbog, som skal revideres. Nye ord vil indfinde sig, og andet vil ryge på historiens losseplads. Hvis vi ikke kendte ordet i forvejen, lærer vi nu om ”forkvinder”, ”bestyrelsesforkvinder” og ”finanskvinder”.
Til gengæld må det ikke længere hedde sig i eksempler, at ”pigerne fjanter” eller ”fniser” eller ”vimser”. Det må heller ikke hedde sig, at ”hun beværtede gæsterne med kaffe og kage”. Den slags er nemlig kønsdiskriminerende. Hvis vi skal blive i den boldgade, savner jeg dog ”skraldekvinder”, eller som jeg så nævnt et sted ”bededamer”. Men de ord forekommer ikke.
Efterhånden trækker de fleste vel på skuldrene af wokeismens indtog i snart hver eneste krinkelkrog af vores samfund. Nogle griner, andre tager det alvorligt. Men meningen er og bliver politisk. Via sproget som redskab skal også virkeligheden og måden, vi omgås hinanden, forandres. Det sker ikke over en nat. Men det kommer langsomt snigende.
Men langt værre er det, at der på en lang række områder indføres valgfrihed, når ord skal staves. Det er ligegyldigt, om folk skriver ”forpligtelse” eller ”forpligtigelse” – ikke en gang den udgave af Word, som jeg betjener mig af, anbringer en rød streg under sidstnævnte stavemåde. Det samme gælder udsagnsordet, hvor det er helt frivilligt, om man ”forpligter” eller ”forpligtiger” sig.
Meget af dette er i øvrigt slet ikke nogen nyhed. Allerede i 2006 skriver Dansk Sprognævn, at det er frivilligt, om man ”kommenterer noget” eller ”kommenterer PÅ noget”. Sidstnævnte er en anglicisme, der i dag er blevet så dominerende, at mange anser det som en fejl, hvis man anvender ordet kommentere korrekt.
Endelig kan man nævne engelske orddelinger af danske ord som noget helt normalt – altså at ord, som på dansk er sammenhængende ord, bliver opdelt. Hvor bringer valgfriheden os hen i sidste ende? Jeg synes, at det er et spørgsmål, som skal stilles – især mens vi stadig kan forstå hinanden.
Et sprog udvikles naturligvis helt af sig selv. Hvis man har sans for nuancerne i sproget og ser gamle tv-udsendelser, opdager man hurtigt, at sproget faktisk var et andet for blot relativt få år siden, og går man endnu længere tilbage i tiden, er forskellen udpræget.
Men mon ikke de fleste kan blive enige om, at ”Matador” stadig kan ses uden undertekster, mens det for mange kniber med at forstå sproget i nyere danske film og serier?
Det samme gælder sprogene i de øvrige nordiske lande. De udvikler sig ”væk” fra hinanden. I gamle svenske eller norske film kan man problemfrit forstå, hvad man sagde, mens nutidssprogene har udviklet sig, så danske og svenske unge i dag som en selvfølge taler engelsk med hinanden. Det er lidt trist at tænke på, men at bremse den udvikling vil være en kamp mod vejrmøller.
Til gengæld må vi kunne forlange, at vi er enige om sproget, og at alt for mange valgmuligheder vil føre til en glidebane, som vi nødig skal ud på. Nej, vi skal ikke være som Island og opfinde vores egne ord for alting.
Men Dansk Sprognævn burde droppe wokeismen og i stedet rette opmærksomheden mod det danske sprogs overlevelse som et meningsfuldt kommunikationsmiddel – også set i lyset af at mange i dag skal lære dansk som andetsprog, og her forvirrer valgmuligheder mere, end de gavner. Og drop så enhver form for politisk aktivisme. Forkvinderne og finanskvinderne skal nok klare sig ude i virkeligheden, uanset om de hedder det ene eller det andet.