Diagnosen sygeliggør det normale

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De fleste misforstår diagnosen. Mange forestiller sig røntgenfotos eller scanninger af, hvad der foregår i hjernen, og med denne sofistikerede analyse kan psykiateren udsige sin dom. I virkeligheden er diagnosen et arbejdsredskab, der bruges til at sætte menneskelig adfærd i kasser.

Det gør ikke i sig selv diagnoser forkerte eller til dårlige værktøjer. De er udtryk for psykiatriens generaliserede erfaringer og vil derfor variere fra land til land og over tid. Det er eksempelvis kendt, at franske psykiatere er meget lidt tilbøjelige til at stille diagnosen adhd, mens det er mere end 1 af 10 amerikanske drenge, der får stillet diagnosen.

Metoden til at stille diagnosen handler om patientens adfærd. Og først og fremmest hvordan patienten selv fremstiller den. Alle mennesker er forskellige, men læger har over tiden fundet det nyttigt at kategorisere bestemte typer af adfærd for således at kunne pege på fællestræk mellem patienterne. Ikke ulig personlighedstyper som dem, vi især kender fra arbejdsmarkedet.

Ikke alle diagnoser fremstår lige klare for lægmænd. Borderline er eksempelvis karakteriseret ved ”meget kraftige reaktioner i følelsesladede situationer”, og sådan er der jo nok mange mennesker, der kan beskrives. Bipolær handler om store udsving i personligheden, således fra ”stærk opstemthed” til ”depression”. Den findes også i en type to, der er en ”mildere udgave”. Altså at man nogle gange er glad og andre gange er deprimeret. Som man nok kan gætte sig til, findes der hidsige faglige diskussioner om de enkelte diagnosers værdi. I USA er det estimeret, at mere end en af fire voksne har en adfærd, der kan karakteriseres ved en psykiatrisk diagnose. Over et livsforløb har en anden undersøgelse estimeret, at halvdelen af befolkningen vil blive ramt af en psykisk lidelse.

Der er noget paradoksalt ved diagnoser, der kan stilles til en så stor del af befolkningen. Den mest benyttede tænker på humaniora, den franske filosof Michel Foucault, er berømt for at kritisere de vestlige samfund for at udgrænse de unormale. At afvigerne bliver holdt uden for fællesskabet, netop fordi de ikke er almindelige. Hvis det nogensinde var sandt, er bøtten i hvert fald vendt om nu. Alle vil gerne være unormale eller unikke og autentiske. Gerne med en diagnose, der kan bekræfte ens afvigelse fra almindeligheden.

Det pudsige er naturligvis, at man de facto ikke er unormal, fordi man har fået en diagnose. Det er diagnoser alt for almindelige til. De er tættere på personlighedstyper end på sygdomme. Ikke desto mindre er det stadig sådan, at en diagnose opfattes som en sygeliggørelse. Der er noget i vejen med dig. Noget, som ikke er, som det burde være. Og uden at nogen egentlig ville det, er normal adfærd blevet sygeliggjort.

Hvorfor er det blevet sådan? En populær forklaring på diagnosevæksten er, at folk har brug for en undskyldning. For hvorfor livet ikke lykkedes for dem. Måske er det også noget af forklaringen, men jeg tror ikke, det er den væsentligste. Jeg tror snarere, at mennesker i vores tid har brug for støtte. Vide, hvem de er, og hvad de er.

Engang var man noget alene i kraft af sit efternavn. Det fortalte, hvem ens far var, og eventuelt hvad man lavede. Og i nyere tid var man det land, man kom fra. Den by, man voksede op i. Sin tro. Hvem ens forældre var. Og sit arbejde.

Alting er mere flydende nu, og vi har ikke meget at holde fast i. Hvem er jeg, er et stadig sværere spørgsmål at få svar på. Diagnosen hjælper tilsyneladende. Mange vil i hvert fald gerne have den. Som samfund bliver vi derfor nødt til at lære, hvad en diagnose er. Intet andet end en generaliseret beskrivelse af menneskelig adfærd. Ingen sygdom, blot forskellige varianter af almindelighed.