Kirken passer på Danmark. Så vi skal også passe på den og ikke indhegne den i vindmøller
Den danske kulturarv må ikke lide skade som følge af uigennemtænkte vindmølleopstillinger. Derfor skal kirkens indsigelsesret bevares, så vi sikrer det vigtige rum til dialog og eftertanke.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For blot få år siden tydede alt på, at det så småt var på vej til at klinge af med opstilling af vindmøller på land. Lokal modstand og sammenstød med mange andre interesser, herunder ikke mindst naturmæssige og kulturelle, gjorde det i de fleste tilfælde meget vanskeligt at få stillet møllerne op, og de fleste var enige om, at fremtiden for vindenergien primært lå i havvindmølleparker.
Den stemning er vendt 180 grader, ikke mindst siden den russiske invasion i Ukraine og den deraf følgende stærke og påtrængende bevidsthed om, at energipolitik i høj grad også er sikkerhedspolitik. Samtidig fylder en dystopisk fortælling om et snarligt klimasammenbrud voldsomt i debatten, selvom jordkloden givetvis lever videre, og konsekvenserne af klimaforandringer her til lands synes ganske overskuelige, så langt øjet rækker.
Men nu kan det så ikke gå hurtigt nok med at få sat så mange vindmøller op som muligt, både på land og til havs, og efter mange beslutningstageres mening må snart sagt alle andre hensyn vige for målet om at få produceret så meget grøn strøm som muligt.
Den grønne omstilling er naturligvis særdeles vigtig af hensyn til både sikkerheden og klimaet, men alligevel kunne man ønske sig, at balancen og eftertanken indimellem meldte sig i debatten. For ingen kan være tjent med, at vi ødelægger centrale dele af det, der gør Danmark til Danmark, og som får de fleste danskere til at elske deres land, sådan som de kender det.
Vi skal derfor passe på vores land, ikke blot på dets klima, men også på den natur og de kulturhistoriske spor, som er en vigtig del af den fælles danske identitet.
I forbindelse med en kommende revision af planloven lægger regeringen op til en begrænsning af den indsigelsesret mod opsætning af bl.a. vindmøller, som kirken – nærmere bestemt landets stifter – hidtil har haft. Vedtages regeringens forslag, vil det i fremtiden kun være inden for en radius på 1 km fra den nærmeste kirke, den særlige indsigelsesret gælder, undtagen for vindmøller, som er 250 meter eller højere, hvor indsigelsesretten skal gælde op til 2 km fra kirken.
Dette er en væsentlig begrænsning af kirkens eksisterende indsigelsesret, men alligevel mener bl.a. kommunernes forening, KL, at retten helt skal fjernes af hensyn til tempoet i den grønne omstilling.
Men KL og andre skeptikere burde i stedet takke kirken, fordi den passer på Danmark. Opsætning af kæmpevindmøller tæt på værdifulde kulturelle værdier som bl.a. de danske middelalderkirker vil i mange tilfælde være et alvorligt overgreb på det Danmark, vi kender og elsker. I mere end 1.000 år har Danmark været et kristent land, og middelalderkirkerne udgør en enestående kulturarv, som mange andre lande må misunde os. Deres velkendte profil i landskabet er vigtig at værne om, og der må og skal være plads til eftertanke, inden der ødelægges noget værdifuldt, måske for altid.
Kirkens indsigelsesret sikrer netop eftertanken, men den forhindrer ikke nødvendigvis, at møllerne kan stilles op, blot at man bliver nødsaget til at gå i dialog og overveje, hvad der egentlig er den mest optimale placering. Stifterne og de rådgivere, de betjener sig af, kender de lokale forhold og har lang og indgående erfaring med at passe på kulturarven og kender dens særlige kvaliteter, bl.a. samspillet med det omgivende landskab.
Derfor er der heller ikke noget grund til at begrænse den indsigelsesret, stifterne har, som bruges relativt sjældent og stort set altid ender med en fornuftig løsning, hvor der er taget de hensyn, der er rigtige at tage. Og helt at fjerne indsigelsesretten ville med stor sikkerhed være skadeligt for Danmark.
Der skal stadig bo mennesker over hele Danmark, og det danske landskab skal ikke alene være byggegrund for energianlæg, som i værste fald ødelægger livskvaliteten og skader den kultur og den natur, vi er rundet af. Hvis den grønne omstilling skal blive en succes, så forudsætter det i sidste ende, at befolkningen er med, og det sker næppe, hvis de ser deres land og dets centrale kulturminder lide skade.