Kevin McCarthys forsøg på at sende Joe Biden i retten er mest af alt en fisketur

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For lidt mere end 75 år siden stemte borgerne i Wisconsin en republikansk politiker til Washington, der skulle vise sig at få skabt sig et navn langt ud over sin korte levetid. Manden hed Joseph Raymond McCarthy, bedre kendt som Joe McCarthy. McCarthy var senatoren, der i begyndelsen af Den Kolde Krig i 1950’erne blev berømt/berygtet for sin nådesløse kampagne mod kommunistisk infiltration af særligt det amerikanske udenrigsministerium, der blev kendt som mccarthyismen.

Cirka 70 år senere har vi fået et nyt eksempel på mccarthyisme, som nu er rodfæstet i Repræsentanternes Hus. Her huserer den republikanske flertalsleder, Kevin McCarthy fra Californien, der i denne uge har indledt en såkaldt impeachment-forundersøgelse mod USA’s præsident, Joe Biden. Modsat sin navnefætter Joe er Kevin McCarthy ikke på jagt efter kommunister, men efter korrupte politikere og deres familiemedlemmer, der blandt andet skulle have tjent kassen på at modtage penge fra kinesiske kommunister.

I amerikansk historie har der kun været 21 impeachment-sager indtil videre. Heriblandt tre præsidenter – Andrew Johnson, Bill Clinton og Donald Trump (to gange) – en minister og en senator. Ingen af dem blev dømt og fjernet fra embedet. Denne tvivlsomme ære tilfalder kun otte tidligere føderale dommere, hvoraf den sidste, Gabriel Thomas Porteous Jr., blev fjernet fra embedet i 2010.

Joe Biden kan altså snart blive person nummer 22 og den kun fjerde præsident i amerikansk historie, der bliver impeached. Det ligner unægtelig, at vi er vidne til et paradigmeskifte på den front. Der gik 130 år fra Andrew Johnsons impeachment i 1868 til Bill Clintons i 1998. Men fra Trumps sidste impeachment til Bidens første kommer der muligvis kun til at gå tre år.

Det var så sikkert som amen i kirken, at Demokraterne ville impeache Donald Trump, så snart de så muligheden. Som avisen Washington Post vitterligt skrev på dagen, hvor Trump blev taget i ed som USA’s 45. præsident: »Kampagnen for at impeache Donald Trump er begyndt.« Ret skal være ret: Trump endte med give Demokraterne rig mulighed for at stille ham to gange for en såkaldt rigsret, men oppositionens intention stod soleklart – bogstavelig talt fra begyndelsen.

Ligeledes er det ikke spor overraskende, at Kevin McCarthy har annonceret det, der både kan betegnes som begyndelsen på enden og enden på begyndelsen i forhold til Joe Bidens mulige impeachment.

Dan McLaughlin fra det konservative magasin National Review skrev i denne uge: »Biden har begået handlinger, der retfærdiggør en rigsretssag, hvis alt påstået af republikanske efterforskere er sandt. Desuden kan en rigsretssag være nødvendig for at komme til bunds i disse påstande.«

Logikken her er ganske sigende for det, kritikere af mccarthyismen 2.0 kalder for en fiskeekspedition. For sagen er den, at republikanske efterforskere netop ikke har leveret beviserne for at dokumentere de anklager, der er blevet rejst specifikt mod Joe Biden. Samtidig er det normalt ikke arbejdsgangen, at man indleder en såkaldt rigsretssag for at kunne komme til bunds i hidtil ikke tilstrækkeligt dokumenterede anklager, der retfærdiggør selvsamme rigsretssag. Deraf også den finurlige detalje, at Kevin McCarthy ikke annoncerede en impeachment-sag, men en forundersøgelse til en mulig impeachment-sag i denne uge. I praksis er det politikersprog, der kan oversættes til: ”Jeg har end ikke nok opbakning blandt mine partifæller til at kunne indledende en rigtig rigsretssag.”

I realiteten prøver Kevin McCarthy at blæse og have mel i munden på samme tid. Den lokumskolde analyse er, at den republikanske flertalsleder forsøger at gå den fine – og i realiteten nok umulige – balancegang mellem på den ene side at tilfredsstille højrefløjen i Det Republikanske Parti, der i lang tid har krævet en rigsretssag mod Joe Biden, og som har truet McCarthy med et mistillidsvotum, og så de udsatte republikanske partifæller på den anden side, der er på valg næste år i distrikter, som Joe Biden vandt i 2020, og som derfor for alt i verden ikke vil nyde noget af i-ordet.

Dan McLaughlin har selv pointeret, at en impeachment-sag mod Joe Biden ville være »uforsigtig, politisk nytteløs og potentielt kostbar« for Republikanerne, særligt i forhold til at fastholde det spinkle flertal i Repræsentanternes Hus. Ligeledes vil det, som McLaughlin også fremhæver, »yderligere forringe rigsretsmekanismen«.

Det centrale spørgsmål er derfor, som en leder i netop National Review knivskarpt formulerede det i denne uge: »Der er ingen tvivl om, at Bidens forbindelse til sin søn Hunter Bidens lyssky udenlandske forretninger er en alvorlig sag, der fortjener en seriøs undersøgelse og ansvarlighed over for offentligheden. Spørgsmålet er bare, hvordan man bedst griber det an.«

Det er langtfra sikkert, at Kevin McCarthys vej er den mest opportune i den sammenhæng. Tværtimod må man være så ærlig og konkludere, at vi på nuværende tidspunkt bevæger os mod den tyndeste impeachment-sag ikke bare i mands minde, men i amerikansk historie.

Den historiske krølle på mccarthyismen er selvfølgelig, at der faktisk viste sig at være noget om snakken. Eller som Henry Kissinger engang sagde om Richard Nixon: »Selv en paranoid person kan have fjender.« For efter afslutningen af Den Kolde Krig og åbningen af de relevante arkiver i Rusland og USA viste det sig, at flere af McCarthys skudsmål faktisk var kommunister, der havde spioneret for Sovjetunionen.

Jeg tør ikke sætte min ikkeeksisterende opsparing på, hvorvidt Kevin McCarthy ligeledes en dag får en lignende relativ rehabilitering i forhold til at gå efter Joe Biden og hans familie. Her og nu tyder det på, at mccarthyismen 2.0 minder om en fiskeekspedition, der handler mest om Kevin McCarthys desperate forsøg på at klynge sig til magten end high crimes and misdemeanors begået af USA’s nuværende præsident.

Derfor ville det heller ikke undre mig, hvis Kevin McCarthy en dag bliver mødt af det samme ikoniske udbrud, som hans navnefætter Joe blev den 9. juni 1954 under en af sine berømt/berygtede høringer: »Du har gjort nok. Har du ingen følelse af anstændighed?«