Unges mistrivsel er altså ikke kun statens ansvar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er prisværdigt, at regeringen har nedsat en trivselskommission, der skal give bud på årsager til, hvorfor mange børn og unge oplever mistrivsel – og løbende komme med anbefalinger til, hvordan vi som samfund skaber bedre trivsel hos danske børn og unge.

»I sidste ende skal et samfund måles på, om mennesker lever muntre, virksomme og meningsfulde liv,« lyder det med en grundtvigsk genklang fra forstanderen på Krogerup Højskole, Rasmus Meyer – en kompetent mand at sætte i spidsen for kommissionen, der skal arbejde med fire overordnede temaer: fællesskaber og relationer, tidlig indsats og forebyggelse, livsmod og robusthed samt det gode digitale liv – alt sammen relevante tilgange til at opklare og forklare den mystiske mistrivsel.

For mistrivslens årsager er formentlig mange. Et ofte indtaget standpunkt, som også 19 rektorer for nylig gav udtryk for i Berlingske, er, at uddannelsessystemet bærer en stor del af skylden for at presse eleverne med test, målstyring, fremdrift og øgede karakterkrav.

Det er helt sikkert en forkert diagnosticering af problemet – og løsningen er ikke at slække på kravene, for alle mennesker har godt af, at der forventes noget af dem – og man går heller ikke i stykker af at blive presset, fordi man skal yde lidt mere – det bliver man kun dygtigere af.

Derimod bidrager perfekthedskulturen, der udspringer af en vrangforestilling om menneskets perfekte væsen utvivlsomt til den mistrivsel, der i øvrigt konfronterer os med en række ubehageligheder, f.eks. den øgede skærmaktivitet, der fører til både koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, søvnbesvær og alt muligt andet.

Jeg er helt overbevist om, at hvis vi fjerner skærmen mere fra menneskets liv, fjerner vi også en stor del af mistrivslen. Men mistrivslen har mange årsager, der kan prikke til det voksne menneskes dårlige samvittighed, for hvad med institutionalisering af barndommen – spiller det en rolle, at små børn tilbringer mange af deres vågne timer væk fra hjemmet og deres primære omsorgsperson. Ja, måske – måske ikke. Og måske det allermest tabubelagte emne: skilsmisser, der for børnene sjældent er særlig lykkelige, men nødvendige, fordi livet ikke hænger sammen.

Selvfølgelig er skilsmisser helt essentielle i forhold til trivsel – men ingen taler om det, ingen vil offentligt vide af den sorg, børn bliver påført, når et familieliv går i stykker – for der er et kors at bære, som skilsmisseforældre oftest er smerteligt bevidst om, men alligevel må det ikke hedde sig, at børnene betaler prisen. Det er ikke sagt fordømmende, og måske vil det ligefrem være en frisættelse af vedkende sig den skyld, det moderne menneske så nødig vil kendes ved. Og kommissionen kan uden tvivl gøre en forskel både ved at italesætte de mange mistrivselsårsager og ved konkrete forslag til, hvordan man begrænser børns og unges skærmforbrug, mulighed for bedre rådgivning for skilsmissefamilier, bedre mulighed for kortere arbejdstid og kortere institutionstid og alt muligt andet.

Men i det velmenende arbejde bør kommissionen mærke sig to ting: at det ikke alene er udefrakommende faktorer, der skaber et menneskes trivsel og sjælelige liv – og vi kan ikke fjerne al tilværelsens ubehag, for i ethvert menneskes indre bor der et misforhold, der aldrig hel kan rettes ud, men vi har brug for små rum, hvor sjælen kan få lov at hænge lidt, få sjælefred. Og endelig er hjemmenes funktion, familien betydning og forældrenes ansvar fuldstændig overset i samtalen om børns og unges mistrivsel. Her må hovedansvaret for et barns og et ungt menneskes trivsel dog ligge – ikke i velfærdsstatens omsorgsfulde favntag.