En multipolar verdensorden gavner ikke demokratiet. Men den er måske vejen frem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag blev Syriens diktator og krigsforbryder Bashar al-Assad varmt modtaget, efter at have været udelukket i tolv år, i Den Arabiske Liga. I sin tale sagde han blandt andet, at vi lever i en verden, der er præget af ”multi polarity” og at Syrien altid vil være en del af de arabiske lande, men at Assad skal have lov til at lede landet internt som han ønsker. Udsagnet klinger selvfølgelig noget hult, når man ved, at mere end tolv millioner er internt og eksternt fordrevet, at Assad gentagne gange har brugt kemiske våben imod sin egen befolkning og at han smider politiske modstandere i tusindvis i fængsel. Desuden er Assad som bekendt blevet hjulpet til at blive på magten af både Iran og Rusland, USA har tropper i landet for at bekæmpe ISIS, ligesom FN-fredsbevarende styrker også er i landet.

”Multi polarity”. Multipolaritet. Dét udtryk hørte jeg forleden til en paneldiskussion under titlen ”A World of Trouble” på et lokalt bibliotek i Seattle. Her præsenterede eksperter i Kina, diplomati, Rusland og Mellemøsten den verdensorden, vi bevæger og imod. Hvis jeg havde håbet på at komme derfra med sindet i ro, tog jeg fejl.

Demokratier i hele verden er ikke alene under pres, de er i tilbagegang. En majoritet af verdens ledere er ikke interesserede i den demokratiske verdensorden, vesten med USA i spidsen har arbejdet for siden Anden Verdenskrig. Desuden er der internt i USA en voksende modstand i at være dominerende på verdensscenen. Vi står med andre ord på tærsklen til en ny verdensorden.

Den verdensorden, vi har været vant til efter Anden Verdenskrig fungerer ikke længere. Vi ser ind i en multipolar fremtid, der skaber andre alliancer og forbindelser, end de traditionelt værdibaserede. Det er urealistisk, at stormagter med enorme befolkningsgrupper, som for eksempel Kina, vil underlægge sig de principper, et demokratisk mindretal føler sig kaldet til at kræve opfyldt for samarbejde og alliancer.

Indien, som betragter sig selv som et demokrati, køber olie af Rusland. NATO-landet Tyrkiet huser rige russiske oligarker og udsteder tyrkiske pas til dem. Kina har imperialistiske drømme og udvider med kunstige øer og har drømme om gamle og nye territorier, blandt andet i Afrika. Sydafrika har talt varmt for Putin. Det slår sprækker i den europæiske alliance, især fra Tyskland og Frankrig. I Mellemøsten er støtten til USA og vesten generelt minimal, og en økonomi i frit fald vil få millioner på vandring – blandt andet til Europa. Den europæiske muslimske og den kommende muslimske indvandring får utvivlsomt betydning for tilslutningen til demokratier og demokratiske alliancer i den nærmeste fremtid.

Den gamle verdensorden står over for en ny. Demokratier versus autokratier. I dén kamp taber demokratierne – og det ved de godt. Derfor må nye alliancer dannes. Men hvad skal de bygge på, og hvordan definerer man, hvilke udemokratiske kameler, man kan sluge, og hvilke der er uacceptable, når man skal finde nye partnere? Jeg er vokset op med en verdensorden, der er baseret på, at kæmpe for demokratiske styreformer – med eksemplets magt og med militære midler. Det vi står over for er uomgængeligt, men en ændring føles for mig højst ubehagelig og uforudsigelig.

Det er stadig relevant med alliancer – for vores sikkerheds skyld. Men at ønske et verdensomspændende vestligt demokratiideal udbredt er urealistisk. En multilateral tilgang er nødvendig, den unilaterale er forældet. Den har ikke fungeret for USA i årtier, se blot på kuppet i Iran, Irakkrigen og udviklingen i Libanon.

Så hvad ser vi ind i? – regionale magter? Hvis svaret er ja, vil autoritære styreformer finde sammen, og så ser det om muligt endnu mere sort ud for demokratiet.