Revaluering af kronen er tabubelagt af regeringen og økonomer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

SVM-regeringens toptre udpeger korrekt manglen på arbejdskraft med tilhørende forkerte eller dårlige kvalifikationer som et af landets største problemer i Politikens kronik den 29. april. Efter min mening er dette vores største makroøkonomiske problem.

Det er også prisværdigt, at regeringen ønsker at etablere en permanent trepartsinstitution med arbejdsmarkedets parter. Inspirationen hertil er ikke mindst ”Fælleserklæringen af 8. december 1987”, der bl.a. førte til, at arbejdsmarkedspensioner blev udbredt til hele arbejdsmarkedet. Hermed blev fælleserklæringens påpegning af nødvendigheden af at øge opsparingen en realitet. Dette skulle sammen med en forbedret konkurrenceevne være helt centrale led i løsningen af datidens problemer med høj ledighed og betalingsbalanceproblemer. Og det er mere end lykkedes.

For situationen i dag er en helt anden. Der er udbredt mangel på arbejdskraft i såvel den private som den offentlige sektor, jf. bl.a. situationen på sygehusområdet. Og vi har et uholdbart stort overskud på betalingsbalancen. De årlige betalingsbalanceoverskud i tiåret 2013-2022 har svinget mellem 150 og 320 mia. kr., med stigende tendens, svarende til et gennemsnit på næsten 200 mia. kr. pr. år. Vi har således hver eneste dag, inkl. søn- og helligdage, i disse 10 år i gennemsnit haft et overskud på betalingsbalancen på mindst 500 mio. kr. – altså hver dag. Det har endvidere betydet, at vi nu har nettotilgodehavender i udlandet på over 2.000 mia. kr.

I kronikken den 29. april fokuseres i overensstemmelse med regeringsgrundlaget primært på, hvordan arbejdsudbuddet kan øges, og etableringen af den permanente trepartsinstitution tillægges i denne sammenhæng en afgørende betydning. Det er kun godt, hvis arbejdsudbuddet kan øges med tilslutning af arbejdsmarkedets parter. Men regeringsgrundlagets målsætning om at øge arbejdsudbuddet med 45.000 indtil 2030 er både for lidt og for sent givet de internationale konjunkturudsigter og regeringsgrundlagets reduktion af de finanspolitiske muligheder med skattestop og regeringsgrundlagets skattelettelser fra 2024.

Men der er en anden mulighed, som åbenbart er tabubelagt såvel i regeringen, i alle Folketingets partier samt blandt økonomer: en revaluering af kronen, som hurtigt vil kunne frisætte arbejdskraft.

Det har nemlig aldrig i kronens nu næsten 150-årige historie været så oplagt som nu med en opskrivning, der naturligvis vil reducere vores betalingsbalanceoverskud. Hvis vores betalingsbalanceoverskud f.eks. halveres til 100 mia. kr., vil det frigøre arbejdskraft svarende til 45.000 heltidsansatte. Og det vil stadig betyde, at vi hver eneste dag vil have et stort betalingsbalanceoverskud, nemlig på ca. 250 mio. kr. Regeringen bør begrunde, hvorfor det er vigtigt med et dobbelt så stor betalingsbalanceoverskud, når det hindrer ordentlig velfærdsservice og tiltrængte offentlige klimainvesteringer i den grønne omstilling.

Og økonomer burde også begrunde – med økonomiske argumenter – hvorfor de afviser en revaluering som et potent middel til at afhjælpe manglen på arbejdskraft, hvortil kommer, at en revaluering vil rette et afgørende slag mod den udefrakommende inflation, der vil lette presset på en række familier med sårbar økonomi.