Det skal være tilladt at sige, at man får kvalme af Onkel Reje

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har aldrig kunnet udstå den småuhumske figur Onkel Reje – og vores børn ser ikke programmet. De seneste dage har figuren og manden bag figuren, Mads Geertsen, været genstand for både stor opmærksomhed og omsorg, fordi han har sygemeldt sig efter en periode med grove trusler, som det blandt andet fremgår af DR’s hjemmeside.

Trusler er naturligvis fuldkommen uacceptable, og DR har da også politianmeldt dem. Men det bør ikke afholde institutionen fra at forholde sig til den helt reelle kritik, der også er af programmets vamle og dybt grænseoverskridende indhold og til spørgsmålet om, hvorvidt Onkel Reje er ordentligt og egnet fjernsyn for børn.

I stedet kategoriserer man alle kritikere af Onkel Reje som småtossede antivaxere og konspirationsteoretikere, der er anti-elite, anti-mainstream, anti-videnskab og altså ikke fortjener at blive taget alvorligt. Jeg er hverken antivaxer, konspirationsteoretiker eller mere snerpet eller bornert end gennemsnittet, men jeg mener simpelthen, det er uetisk og uansvarligt at producere børneunderholdning, der foregår på et fordummende lavt og perverst niveau.

Hvordan kan man mene, at det er god børneunderholdning, at en voksen mand skal have puttet ting ind i kropsåbninger som Onkel Reje, der optrådte med sin »røvkanon« i Cirkus Summarum sidste år. På scenen lå han med spredte ben ud mod publikum og bad en tilskuer fastgøre en raket i »det lille brune hul«. Og det skal børn i aldersgruppen tre-seks år, som programmet henvender sig til, altså more sig over, og forældrene, der ikke kan overhøre de seksuelle undertoner, skal slå sig på lårene af grin.

Ligeså kvalmefremkaldende er Onkel Reje på slap line på scenen kun iført g-streng og bh eller i en reklame for Copenhell, hvor Onkel Reje sidder i sin have, igen med spredte ben og kun iklædt sorte latextrusser, der er så små, at kønsorganerne er let blottet. Reklamens målgruppe er de voksne – men figuren Onkel Reje er fra børnenes verden og derfor én, børnene identificerer sig med.

DR skylder os en begavet forklaring på, hvorfor børn på tre-seks år skal udsættes for tidens normnedbrydende seksualisering af samfundet og kropsfiksering af mennesket, der i den grad hører de voksnes verden til. Barnets verden er og skal være uskyldigt. Det kan godt være, at DR tror, Onkel Reje er uskyldig leg, og jeg tror såmænd heller ikke, børn tager skade på sjælen for livet af at se programmet, men vi skal ikke underkende, at noget aflejrer sig hos barnet.

For barnet ser til med ligeså åbne øjne og åbent sind, som når de får læst eventyr, bliver taget med ind i ”Den Uendelige Historie”, ind i Narnias mytiske univers, hvor tiden er gået af led, og i Astrid Lindgreens smålandske fortælling om at klatre over syv hegn, plukke skovjordbær og sove på høloft. »Jeg vil skrive for læsere, som kan skabe mirakler. Børn skaber mirakler, når de læser. Derfor har børn brug for bøger,« skrev Astrid Lindgreen – for »børns fantasi skal næres«.

Tænk, om DR ikke bare påtog sig et etisk og moralsk ansvar over for, hvad den udsætter børn for, men greb den unikke mulighed, den har, for at danne, nære, oplive og oplyse børnene, der tilbringer så utrolig mange timer i selskab med vennerne fra Ramasjang. Men vi må nøjes med en afklædt Onkel Reje og John Dillermand – og vi er tvunget til at betale for skidtet.