MeToo kender ikke til nåde – eller nuancer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

At følge Lizette Risgaards fald har været som at se en thriller i fast-forward. Alle de klassiske elementer var til stede: afsløringen, fjendernes angreb, bekendelsen, flere afsløringer og til sidst den ultimative overgivelse. Det er, som om manuskriptet var skrevet på forhånd: Risgaard kæmpede imod i starten, men hendes fald var uundgåeligt.

Det bekymrer mig ganske meget. Det er, som om det nu er blevet helt normalt, at udsættes man for anklager om krænkende adfærd i pressen, uagtet at det er af anonyme kilder, så er man en færdig mand – nu kvinde – i en topstilling.

Det er ikke, fordi jeg har noget særligt ønske om at forsvare Lizette Risgaard. Det lyder bestemt, som om hun har udvist særdeles dårlig dømmekraft i flere situationer. Og som om hun har svært ved at begrænse sit alkoholindtag. Men der er alligevel to forhold, jeg synes er bekymrende, og som peger på, at den offentlige debat har flyttet sig markant siden starten af MeToo.

For det første det faktum, at Lizette Risgaards adfærd, som den er beskrevet i pressen, nok er upassende, men næppe kan kaldes for voldsomme krænkelser. I hvert fald, hvis vi sammenligner med sager som Jes Dorph, der havde sex med praktikanter, sognepræsten Flemming Pless, der forførte kvinder i sjælesorg, eller 3F-formanden Per Christensen, der havde et forhold til to kvinder på samme tid – som begge troede, de var den eneste.

Jeg ved godt, at positionen er upopulær, men jeg vil al den stund alligevel insistere på, at der er en distinktion mellem dårlig dømmekraft og krænkende adfærd. Når Lizette Risgaard holder sin hånd på unge mænds numser under fællessang, er det helt uomtvisteligt dårlig dømmekraft – ikke mindst efter det også er kommet frem, at hun i flere tilfælde har haft et for voldsomt alkoholindtag. Men er det krænkende adfærd?

Mit ærinde er ikke at postulere, at hun bør forblive på posten. Jeg synes bare, vi skylder os selv og hinanden at huske på, at der er nuancer. Hvilket fører mig til det andet forhold, jeg synes er bekymrende: at Lizette Risgaard endte med at måtte trække sig som formand, før resultaterne af den uvildige advokatundersøgelse ligger klar.

Det blev konsekvensen, da flere af forbundene under FH udtrykte mistillid til Lizette Risgaard på baggrund af de historier, der er kommet frem i pressen. Men det kunne jo tænkes, at advokatundersøgelsen viser, at der er flere nuancer i historierne, end vi er blevet forelagt. Det aner jeg ikke noget om – men det gør de forbund, der har udtrykt mistillid til Risgaard, heller ikke. Det er, som om der ingen nåde er tilbage, når det kommer til MeToo-sager.

På den ene side er det godt, at vi trækker en streg i sandet. Den form for magtmisbrug, hvor man qua sin position mener sig berettiget til at behandle andre mennesker disrespektfuldt, skal bekæmpes. På den anden side er det bekymrende, at tvivlen ikke længere kommer den anklagede til gode. Det er et alvorligt tilbageskridt for den enkeltes retssikkerhed. Vi vinder point på respektfuld adfærd, men vi taber point på demokrati og retssikkerhed. Og det kan på sigt blive rigtig farligt.

Det er naturligvis helt på sin plads, at Risgaard er på orlov, så længe advokatundersøgelsen foregår. Men at hun bliver tvunget til at forlade sin post, stort set inden advokatundersøgelsen er gået i gang, gør mig bekymret på demokratiets vegne. Folkedomstolen er lige så farlig for demokratiet som diktaturet.