Er der en skummel hensigt med det nye etiske råd? 

Det er nærliggende at forestille sig, at regeringen, som vi bedst kender den, har en bagtanke med den nye, påfaldende snævre sammensætning af Det Etiske Råd. Forleden beskikkede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde tre nye medlemmer og genbeskikkede en række siddende medlemmer. Udskiftningen betyder, at rådet nu ikke længere har ét eneste medlem med baggrund i det, vi kalder etikkens ”egne fag”, nemlig filosofi, idéhistorie eller teologi. Til gengæld er der stor overvægt af medlemmer med sundhedsfaglig baggrund.

Hvorfor ønsker regeringen mon ikke mere bredde i det råd, der skal diskutere, rådgive, vejlede og anbefale politikerne om aktuelle etiske forhold? Tja, hvis vi ser på, hvilke etiske emner der ligger for til debat og eventuel behandling og politisk beslutning, så er den politiske agenda svær at overse: Skal abortgrænsen hæves til uge 18, 20 måske 22? Som bekendt mener Mette Frederiksen ikke, at abortdebatten skal nuanceres. Skal automatisk organdonation indføres? Ja, mener sundhedsministeren. Skal Danmark være europæisk foregangsland og lade børn helt ned til nul år have adgang til juridisk kønsskifte? Ja, mente den tidligere S-regering, og mon ikke SVM-regeringen mener det samme – i sidste ende er det jo Mette Frederiksen, der bestemmer.

Og hvad med legalisering af aktiv dødshjælp? Kort før folketingsvalget i efteråret blev de 14 opstillingsberettigede partier adspurgt, tre var imod, Socialdemokratiet og Alternativet var for, de resterende ni partier havde ikke taget stilling – mon ikke regeringen øjner et potentiale hos de uafklarede? I hvert fald er det påfaldende, at de faglige øjne, der kunne have et kritisk blik på ovennævnte problemstillinger, behændigt er sorteret fra – ingen kværulerende teologer eller tænksomme filosoffer, der kunne sikre den etiske drøftelse en åndelig forankring. 

Nuvel, i rådet sidder også den allestedsnærværende psykologiprofessor Svend Brinkmann, der er både flittig, flink og folkekær – men farlig er han ikke. Altså er sammensætningen af rådet perfekt, for en regering, der kendes på at få politiske sager gennemført på rekordtid i henhold til fagfolks anbefalinger (jf. minksagen) og økonomiske beregninger (jf. afskaffelsen af store bededag) og med kortest mulige høringsfrister. 

Lige om lidt kan Mette Frederiksen med henvisning til Det Etiske Råds anbefalinger få vedtaget etiske beslutninger med vidtrækkende konsekvenser. I det nye råd sidder nemlig fagfolk, der har helt styr på, hvor mange lunger og hjerter vi mangler, og hvor lille et foster (eller rettere menneskebarn) er i uge 18 og al mulig anden sundhedsfaglig viden, og det er bestemt muligt, at disse rådsmedlemmer bærer kristentroen i hjertedybet, men problemet er, at ingen med faglig tyngde fremover bringer kristendommens syn på mennesket ind i den etiske samtale.

Og nej, der findes ikke bestemte etiske retningslinjer for kristne mennesker, men hvis ikke kristendommen og den kristne fordring til mennesket hele tiden er et korrektiv, træffer vi etiske beslutninger, der er omkalfatrende for mennesket og samfundet – og helt ude af sammenhæng med alt, hvad vi har bygget vores samfund på. Selvfølgelig skal man ikke være alarmist, men afkristningen af staten skrider langsomt frem – der sker fra politisk hold en langsom udrensning af kristendommen i vores samfund. Små skridt hele tiden anført af regeringen, mens oppositionen passivt ser til. For Gud har jo ”vigepligt”, sagde et socialdemokratisk geni – og snart står huset fejet og prydet – og hvilken ånd, hvilken intethed tager mon bolig der?