Slesk og uoplyst velgørenhed er forklædt som etik. Bvadr!

Tragikomisk er det, når den venstreorienterede engelske avis The Guardian, der ofte bruges som tilsyneladende neutral kilde i den danske presse, nu kryber til korset. Efter at have jagtet Gud og hvermand i 200 år, når det gælder snart sagt alting fra muddergrøft til kongehus, har avisens ledelse nu opdaget, at ni af dens 11 grundlæggere tjente styrtende summer i den transatlantiske tekstil- og bomuldsindustri i begyndelsen af det 19. århundrede.

Det gjorde man ikke uden brug af slaver fra Afrika eller i Amerika, det véd ethvert skolebarn, men det kommer åbenbart bag på avisens redaktører og journalister i en sådan grad, at de iler med en klam undskyldning samt en klækkelig erstatningssum til slavernes navnløse efterkommere. 84 mio. kr. for at være helt præcis. Derudover forpligter avisen sig til fremover at styrke sin politisk korrekte dækning af Caribien, Sydamerika og Afrika og tilbyde kurser til vordende journalister med den rette hudfarve, dvs. ikke hvid. Den form for velgørenhed forklædt som etik er lige så slesk og halvracistisk, som den er uoplyst.

Ser man tilbage til de tidligste imperier og flodriger, har slaveri været en naturlig og uomgængelig organisationsform, den mest almindelige og grundlæggende. Sæt den transatlantiske slavehandel, skildret så grundigt, i parentes et øjeblik: Den spærrer for forståelsen af, hvor udbredt slaveri har været de seneste 5.000 år over hele kloden.

Det har nemlig altid og allevegne været sådan, at de bedst organiserede tryner de andre. Egypterne gjorde det, kineserne, grækerne, perserne, romerne, mongolerne, ottomanerne, araberne og alle de andre gjorde det. Udnyttede andre mennesker som slaver. Mønten har to sider, civilisation på den ene side, barbari på den anden. Historisk set har det vist sig temmelig svært at få det første uden det sidste, selv om Jesus, oldkirken og en række radikale, protestantiske sekter insisterede på det, og til trods for at der visse steder i dag gøres et ihærdigt forsøg.

Den europæiske Oplysningstid var sandelig også slaveriets tid, sådan som Hans Hauge formulerede det her i avisen for mange år siden, og det er ikke løgn. De oplyste regenter, filosoffer og bedsteborgere »skulle have slaver, så de kunne få sukker. I kaffen«.

Kaffen satte dem muligvis i stand til at tænke klarere, men sukkeret kom immervæk fra de vestindiske plantager, hvor slaverne sled. I retrospekt var det således ikke rationalisterne, der afskaffede slaveriet, det var puritanere og romantikere; briterne i 1833, danskerne i 1848 med hjælp fra blandt andre Grundtvig. Datidens argumenter var ikke kun moralske. Det transatlantiske slaveri havde i praksis vist sig at være urentabelt.

Araberne har mig bekendt aldrig sagt undskyld for deres lod i slaveriets historie. Kineserne er heller ikke kendte for at gå bodsgang. Det er kun i Vesten, at vi nu mener, at vi har været helt specielt onde, og at vi skal betale aflad på andres vegne.

I Hollywood, den politiske korrektheds globale epicenter, går man altid længere end andre steder og på alle felter, uanset om vi taler virkelighed eller fiktion. For eksempel har man fundet på, at spillefilm, der fra næste år skal gøre sig forhåbning om at blive nomineret til en Oscar for bedste film, skal opfylde en række nye regler for kvoter for minoriteter og kvinder. Læg mærke til, hvor let og elegant kvinder sidestilles med minoriteter. Inklusion, kaldes det.

Fremover skal nomineringsværdige film have minoriteter i hoved- eller biroller, ligesom filmens samlede rollebesætning skal udgøres af minimum 30 pct. minoriteter, kvinder eller folk med handicap. Hvis ikke det opfyldes, skal filmens plot handle om en minoritetsgruppe. Eller der skal være mindst to minoriteter eller kvinder i kreative stillinger såsom stylist eller caster. Eller der skal være et lønnet praktikprogram tiltænkt minoriteter eller kvinder i produktionen af filmen samt minoriteter eller kvinder tilknyttet filmselskabets pr, marketing og distribution.

Jeg kender ikke til handicappedes karrieremuligheder i filmbranchen, men jeg vil tro, at de øvrige krav allerede indfris, når det gælder kvinder og homoseksuelle, hvilket kun understreger, at man i Hollywood interesserer sig mere for dydssignalering end for virkeligheden. Det kan vi så grine lidt ad, men værre er det, når nyhedsmedier – især et, der smykker sig med titel af at være almenvellets beskytter – falder for fristelsen til at agere godhedsapostel i stedet for at passe det kontinuerlige og vigtige slid med at afsløre løgn og bedrag i politik og samfundsliv. Nogen skal jo gøre det.

Lad skuespillerne om at lave film og teater. Avismand og -kvinde, bliv ved din læst!