Hvad et Swatch-ur fortæller os om tidens kunst

Ligesom mange mænd på min alder har jeg noget med armbåndsure. Lige siden jeg købte mit første for konfirmationspenge tilbage i det 20. århundrede – et Mora med brun skive og læderrem til 395 kr. hos Ragnar Ure i Odense – har jeg følt mig nøgen uden. Jeg har derfor et par stykker liggende i skabet, heriblandt et Certina fra dengang, jeg mødte min kone, et Breil fra Milano og et Seiko fra Japan. Ikke noget dyrt og fancy, bare ure, jeg kan lide. Det er de eneste smykker, jeg ejer.

I går var jeg ved at købe ét mere. Et Swatch. 

For de, der ikke allerede ved det, laver Swatch ure i plastic til det samme som skjorte, et par pæne bukser eller en god flaske whisky koster i lufthavnen. Nogle af dem er dekoreret med kunstneriske motiver, ikke kun moderne krimskrams og biennalekunst, men også motiver fra ældre og egentlige kunstværker, Leonardo da Vincis ”Mona Lisa”, Gustav Klimt, van Gogh og Modigliani. Urene er fremstillet i samarbejde med museer som Louvre og Centre Pompidou i Paris, Rijksmuseum i Amsterdam og Moma i New York. Der kommer hele tiden nye modeller; man kan se dem på virksomhedens hjemmeside.

Nogle vil mene, at det er kitsch at bruge kunsten i denne kommercielle sammenhæng. Det er det muligvis også. Men hvis disse armbåndsure får nogle moderne mennesker til at sætte bare lidt mere pris på skønheden, altså de sanselige, æstetiske og åndelige kvaliteter ved figurativ kunst, så lever jeg fint med denne form for kommercialisering. Ja, jeg vil tilmed gerne støtte den, for vi har brug for den. Brug for at få sansen for kunst tilbage – og op. Op fra det moderne hul, kunstverdenen faldt i for snart 100 år siden, hvor skønheden blev ætset bort ved hjælp af abstrakte idéer, politisk agitation, klatmaleri og lange katalogtekster, der skulle forklare meningen med galskaben.

Jeg har sagt det før og gentager gerne: Først dræbte vi forestillingen om Gud, så ødelagde vi forestillingen om det skønne.

Det ur, jeg fik øje på, er inspireret af Piet Mondrians smukke geometri og værket ”Rød, Blå og Hvid” fra 1930. Vist er maleriet abstrakt og et forsøg på at befri kunsten fra naturalisme, men det er grafisk meget slidstærkt. Uret bærer geometrien videre i en brugsgenstand; jeg synes, det er kreativt genbrug, ikke banalt. Uden at være ekspert i farvelære kan selv jeg se, at den røde og hvide viser på den sorte urskive udnytter farverne og gør geometrien levende. Jo mere jeg ser på uret, jo mere vil jeg mene, at det er lidt af et mesterstykke i design og funktion.

Jeg stod og betragtede det i en montre i lufthavnen i Alicante. I samme øjeblik tikkede der en besked ind i min lomme. Det var knægten. Han spurgte, om der kunne blive råd til et nyt pulsbælte; han havde slidt det gamle op over vinteren. Jeg vidste, at prisen for et nyt var nogenlunde den samme som for uret. Det gjorde valget nemt.

Men det er stadig et smukt ur. Et tikkende modstykke til vor grimme og teoretiske samtidskunst.