Den hjernedøde aggression over for Rusland

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hykleriet i vores aggression over for Rusland er så tykt, at man kan skære i det.

Anklagerne mod Rusland er ikke noget, som Vesten ikke selv rutinemæssigt gør sig skyldig i. Tag anklagen om, at Rusland (fuldkommen frugtesløst) har forsøgt at påvirke det amerikanske valg. Den slags må betrages som en hverdagsforeteelse i Vesten. Amerikanske forskere har forsøgt at tælle, hvor mange valg, USA har blandet sig siden 2. Verdenskrig, og der er i hvert fald mere end 80 kendte eksempler. Adskillige omstyrtninger af regimer er det også blevet til, ligesom det kom frem, at USA har overvåget Angela Merkels telefon i en lang årrække.

Hvad med Ruslands ’highly likely’ attentatforsøg på dobbeltagenten Sergei Skripal, som russerne dømte for højforræderi, men senere udvekslede med briterne? En alvorlig sag, bestemt, ligesom det er alvorligt at rekruttere agenter i udlandet til at levere statshemmeligheder, som briterne netop gjorde med Skripal. Vi kunne også prøve at sammenligne med amerikanske dronesnigmord på civile, der ikke kan tælles med to cifre. Kan I huske dengang alle var hysteriske over Guantanamo? PR-mæssigt kan det tydeligvis bedre betale sig at likvidere 1.000 mennesker med droneangreb!

Hykleriet er endnu større i spørgsmålet om Syrien, hvor mange i Vesten er fortørnede over den russiske støtte til præsident Assad. Lad os se på de objektive realiteter. Vesten har plejet sin alliance med Saudi-Arabien og ydet støtte til hel- og halvislamistiske kræfter og truet med at afsætte Assad. Resultatet blev et dødeligt oprør, som heldigvis (hvis menneskeliv er en relevant faktor) er ved at ebbe ud. Blodet var hverken intentionen eller planen, men det blev resultatet. Hvorimod Ruslands støtte til Assad nøgternt set kun har forkortet krigen. Legitimitet er der ikke meget af på nogen af siderne. Vesten plejede sine strategiske interesser og Rusland gjorde det samme. Havde Vesten ikke blandet sig i konflikten, ville blodsudgydelserne have været markant mindre. Og hvis Vesten ikke havde indledt den stjerneidiotiske krig i Irak, havde der aldrig været nogen borgerkrig i Syrien.

Nu det vigtigste. At Rusland annekterede Krim og invaderede Ukraine er ganske rigtigt alvorligt. En langstrakt kold konflikt, der til sidst blev afsluttet militært. For ja, dette var ikke indledningen på en konflikt, men snarere afslutningen af den. USA har i mange år hældt penge i landet med henblik på at vende det i vestlig retning. Mere end astronomiske 5 millarder dollars er det blevet til i opbygningen af ’demokratiske institutioner’ ifølge USA's daværende viceudenrigsminister. Hvis man er en blæst fukuyama’sk historien-er-slut-liberalist, er den slags udtryk for uselvisk udviklingsbistand, men med russiske briller er det nøgternt set en fremmed magt, der forsøger at overtage deres næromåde.

Nogen husker måske den fantastiske Orange revolution i Ukraine i 2004-2005, der endte med at den valgets initiale (russiskvenlige) vinder, den regeringsstøttede Viktor Yanukovych, blev presset ud? Det var et amerikansk forsøg på at gentage succesen fra Serbien i 2000, hvor det lykkedes Washington at orkestrere og delvist finansiere en kampagne, der væltede den siddende præsident. Men selvom amerikanerne havde held med den Orange Revolution, blev Janukovitj alligevel valgt igen i 2010. Satans også!

Så eskalerede konflikten. Janukovitj tillod sig nemlig, på bedste demokratiske vis, at afvise en samarbejdsaftale med EU for i stedet at underskrive en handelsaftale med Rusland. Den slags gør man ikke ustraffet! Ukraine blev kastet ud i borgerkrigslignende tilstande, hvor et blodigt, antidemokratisk oprør til sidst fik præsidenten til at flygte ud af landet. Han blev kuppet i (objektivt) udemokratisk strid med forfatningen. Så fik USA alligevel skovlen under ham, men det var irriterende at russerne lækkede en overvåget samtale, hvor to højtstående amerikanere i udenrigstjenesten diskuterer sammensætningen af den postkuppede ukrainske regering.

Herpå svarede Rusland igen med at annektere Krim og rykkede miltært ind i det østlige Ukraine. Siden har Vesten svaret igen med sanktioner. Det er historien. Umiddelbart er der ikke nogen, der har noget at lade den anden høre. Men hvis vi graver et spadestik dybere og spørger ind til legitimiteten i den russiske interesse for Krim og det østlige Ukraine, er konklusionen en anden. Der er grundlæggende tale om russiske områder. At Krim er russisk siger sig selv, og det gider USA knap nok anfægte. Men hvorfor egentlig? Det er selvfølgelig fordi det bærende princip, siden Wilson-doktrinen i 1918 i spørgsmålet om grænsedragninger, er national selvbestemmelse. Der er tale om en russisk nation inden for staten Ukraine. Selvfølgelig er det naturligt og retfærdigt, at de løsriver sig. Det er også den eneste langsigtede fredelige udgang.

Er Rusland så ikke en trussel mod Vesten? Selvfølgelig er de det. Hvis de bare er kvart så aggressive som amerikanerne har været de sidste 50 år, skal vi naturligvis sikre os militært. Det er bedst at forhandle med en stor kæp i baghånden, og det eneste rigtige er naturligvis at tale med dem og respektere de klare interessekonflikter. Russerne plejer deres interesser ligesom andre selvstændige nationer gør, og det kan man ikke fortænke dem i. Det er ikke nær så farligt, som den falske idealisme, der i vidt omfang driver Vestens udenrigspolitik. Vi klovner rundt som kulturignorante idioter og fatter ikke, at vores velmente interventioner i andre landes forhold bliver opfattet som benhård aggression. Se, det er farligt! Det er den indbildte universalisme, der forhindrer vestlige ledere i at pleje deres egne befolkningers interesser og sætte sig til forhandlingsbordet med Rusland. Vi tror, det er de gode mod de onde. Det er de kulturblinde mod rosset.