Ny økonomisk realitet bør påvirke økonomisk tankegang

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Strukturen i dansk økonomi er blevet grundlæggende ændret gennem de seneste godt 30 år. Nogle få tal viser dette meget klart. Det private forbrug med halvdelen (50 pct.) af bnp var den dominerende efterspørgselskomponent i 1990. Til sammenligning udgjorde eksporten godt en tredjedel, nemlig 36 pct. af bnp. Godt 30 år senere, i 2022, udgjorde eksportandelen hele to tredjedele af bnp, nemlig 67,5 pct., mens andelen for det private forbrug var faldet til godt 40 pct., nemlig 43 pct. Eksporten er altså nu den helt dominerende efterspørgselskomponent i dansk økonomi.

Når summen af andelen for eksport og privat forbrug i 2022 overstiger bnp, svarende til 110,5 pct., skyldes det, at efterspørgselskomponenter ikke blot modsvares af dansk produktion, altså af bnp, mens også af importen.

Derfor kan der argumenters for, at det var mere retvisende at opgøre eksporten og det private forbrug som andele af bnp plus importen. Gøres dette, fås samme billede, som det her først er gjort ved at sætte i forhold til bnp: nemlig at eksporten er blevet den helt dominerende efterspørgselskomponent i dansk økonomi. Procentandelen for privat forbrug er med denne opgørelsesmetode: 38 pct. i 1990 og 27 pct. i 2022. For eksporten er de tilsvarende procentandele: 28 pct. i 1990 og næsten 43 pct. i 2022.

Dette afspejler den meget større arbejdsdeling, der er fulgt med internationaliseringsprocessen i denne periode, og som også er blevet forstærket af Danmarks medlemskab af EF/EU.

Samtidig hermed har dansk økonomi fået en helt anderledes gunstig position end tidligere. Efter den første olieprisomvæltning i 1973 gik der 20 år, hvor dansk økonomisk politik var koncentreret om at opnå både indre ligevægt, dvs. en god beskæftigelse, og ydre ligevægt, dvs. ligevægt el. overskud på betalingsbalancen.

Nu har vi i snart flere år, i hvert fald syv-otte år, haft uholdbare store overskud på betalingsbalancen (hver dag i gennemsnit et overskud på en halv mia. kr. – altså hver dag), ligesom vi aktuelt har mangel på arbejdskraft til nødvendige klimainvesteringer og sundhedsydelser mv. Hertil kommer, at de offentlige finanser er mere end sunde – overholdbare, som økonomer udtrykker det.

Situationen er faktisk således, at hvis SVM-regeringen skal sætte afgørende ind mod manglen på arbejdskraft i sundhedsvæsenet mv. og gå gang i ikke mindst de nødvendige offentlige investeringer til at modvirke klimakrisen (f.eks. hurtigere udrulning af fjernvarmenettet og elnettet), da er en økonomisk krise nødvendig, såfremt der skal fritstilles den nødvendige arbejdskraft, som er den egentlige flaskehals i dansk økonomi – og ikke offentlige indtægter.

Det er svært at vide, hvor stærk den økonomiske nedgang vil blive, som de internationale økonomiske organisationer som OECD og IMF spår om. Men meget tyder nu på, at den i hvert fald bliver mindre end først forudset.

Under den forudsætning er der al mulig grund til at opveje en opskrivning af den danske krone, idet vi har et uholdbart stort betalingsbalanceoverskud, som foreløbigt har resulteret i, at vi har nettotilgodehavender i omverdenen på omkring 2.000 mia. kr. Dette vil frigøre arbejdskraft, idet eksporten vil blive reduceret noget, ligesom importen vil blive øget. Men det er der mere end rigelig plads til, uden at vi kommer i nærheden af betalingsbalanceproblemer. Hertil kommer, at en opskrivning af kronen vil reducere inflationspåvirkningen fra udlandet.

Med den dominerende position, som eksporten har fået gennem de seneste 30 år, er det endnu mere relevant at inddrage dette i tilrettelæggelsen af en fremtidsorienteret økonomisk politik, og det betyder naturligvis også, at det er forkert at se bort fra muligheden af at justere kronekursen. Derfor er den udbredte tavshed herom blandt økonomer meget tankevækkende og mærkelig.