Teknokraterne overtager Folketinget
Alle mennesker moraliserer, især dem, der siger, at de ikke gør.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man kan sige meget om den nye regering, kongeriget har fået, men det er ikke ånd, der plager den. Det skal nok blive demonstreret til overflod i løbet af de kommende år, men den nyudnævnte energi-, klima- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M), der kommer fluks fra lobbyorganisationen Dansk Energi, lægger allerede godt fra land, idet han udtaler: »At begynde at fordømme, hvad andre mennesker gør, eller være moraliserende, det er ikke mig. Så må man gå i kirken.«
Man skulle næsten tro, manden havde en fortid hos Det Radikale Venstre.
Lars Aagaard, lobbyist den ene dag, politiker den næste, tror selv, at den grønne omstilling er hævet over moral.
Udtalelsen er eksemplarisk for mennesker, der har travlt med at moralisere, men ikke vil stå ved det. I stedet antager de med største selvfølgelighed, at deres synspunkter, f.eks. om energikrisen, masseindvandringen eller krigen i Ukraine, er universelt vedtagne. Typisk føler de sig så højt hævet over politik, at de slet ikke behøver tale om den. Så fordelagtigt er det at have det rette menneskesyn.
Sådanne typer findes der mange af på Slotsholmen og nord for København, blandt beslutningstagere og kommercielle påvirkningsagenter i den professionelle superliga, og det er som bekendt denne slags mennesker, Moderaterne appellerer til, præcis som en tør svamp labber væske i sig. Det, du hurtigt kan kende dem på, er deres værdifattigdom, som de tilmed render rundt og praler med.
Selvfølgelig moraliserer Lars Aagaard, det gør alle mennesker, ellers mangler de et kompas og mister nemt orienteringen. Mennesket har netop brug for fordomme, synspunkter, udgangspunkter – og efterdomme – ellers bliver vi til snefnug, der svæver hid og did.
Lars Aagaard, lobbyist den ene dag, politiker den næste, tror selv, at den grønne omstilling er hævet over moral. Den er udtryk for ren og skær nødvendighed. »Den grønne omstilling tager lang tid – og tid har vi ikke«, sagde han tilbage i september til en af sine journalistvenner på dagbladet Information, der elsker den slags dommedagstrusler.
Da havde lobbyisten netop været en tur i Wyoming, USA, og blev bestyrtet over at træffe noget så gammeldags som en kulmine i drift (ca. 40 pct. af verdens energi kommer fra kul). Hvilken frækhed!
Chokeret over denne mangel på dansk nødvendighed tøvede lobbyistpolitikeren da heller ikke med at mene en hel masse om, hvad vi skal gøre for at tage det »store spring« (fremad). Ældre læsere vil muligvis erindre, at formand Mao brugte samme betegnelse om en accelereret økonomisk udvikling og social omkalfatring af Kina. Det skræmmer åbenbart ikke danskeren.
Det er denne i grunden apolitiske tilgang til politik, der er kommet ind i Mette Frederiksens nye regering med typer som Aagaard. De har én ting i hovedet – og dét er systemet, maskinen, klima- og velfærdsstaten, og derfor er helligdage også kun opfundet for, at man kan afskaffe dem igen. Det hele kan kun gå for langsomt.
Men de moraliserer ikke, næ, det lader de andre om. Kirken, ikke sandt?