Den svenske konge har ingen formel politisk rolle. Derfor er han blevet en mere politisk konge end sine kolleger
Når kong Carl XVI Gustaf udtaler sig, som han gør, skyldes det blandt andet en grundlæggende forskel på det danske og det svenske kongehus.
Når den svenske konge Carl XVI Gustaf (dronning Margrethe II’s fætter) udtaler sig, som han gør, om kronprinsesse Victoria og arvefølgen, hænger det blandt andet sammen med, at han har en anden formel rolle end både den danske dronning og de øvrige fem konger i Europa.
Den svenske konges udtalelser om arvefølgespørgsmålet og i øvrigt også om en lang række andre politiske spørgsmål i tidens løb skyldes paradoksalt nok, at han ikke har den samme formelle status som monarkerne i de øvrige seks europæiske kongedømmer. I modsætning til de øvrige konger (og en enkelt dronning) er han nemlig formelt fuldstændig frakoblet det politiske system. Han underskriver ikke lovene, ligesom der heller ikke afholdes en kongerunde, som svarer til den danske dronningerunde, når der har været valg til den svenske Riksdag. Det er i stedet Riksdagens formand, der spiller den rolle, som den danske dronning spiller herhjemme.
Den svenske konges nærmest totale frakobling fra det politiske system skyldes, at de svenske socialdemokrater med statsminister Olof Palme i spidsen i forbindelse med Carl XVI Gustafs tiltrædelse som konge i 1973 ønskede at afskaffe monarkiet i Sverige helt.
Det kunne de dog ikke få igennem, da den borgerlige opposition i Riksdagen var imod. I stedet indgik man i 1974 det såkaldte Torekov-kompromis (opkaldt efter Torekov Hotel i Skåne, hvor kompromiset blev indgået), hvor det blev bestemt, at kongedømmet skulle bevares, men fratages sin formelle politiske rolle.
Paradokset består således i, at Carl XVI Gustaf – måske netop fordi han ikke har nogen formel politisk rolle – altid har følt et behov for at komme med forskellige skarpe politiske udtalelser. For på den måde at vise kongens og monarkiets eksistensberettigelse.
Den svenske konge har ingen formel politisk rolle. Men netop dette gør, at han reelt er blevet en mere ”politisk konge” end de fleste af de øvrige monarker i de europæiske kongedømmer.