Indtil 1971 var flertalsregeringer faktisk det mest almindelige

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er noget relativt nyt i Danmarks historie, at mindretalsregeringer har været dominerende. Fra Systemskiftet i 1901 og frem til 1971 var flertalsregeringer faktisk det mest almindelige. I hele 37 af de 70 år, der gik, fra parlamentarismen blev indført og frem til Baunsgaard-regeringens afgang i 1971, havde Danmark en flertalsregering. I den efterfølgende periode, fra 1971 og frem til 2022, var det derimod kun tilfældet i ét af 51 år.

Der er flere forklaringer på dette markante skift. Den vigtigste af dem er, at dansk politik frem til jordskredsvalget i 1973 var præget af relativt få partier. Dette gjorde det lettere – og mere oplagt – at danne en flertalsregering. Indtil 1973 var Folketinget i høj grad domineret af ”de fire gamle partier” Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Dertil kom – fra folketingsvalget i 1960 – at SF (som blev dannet i 1959) også var valgt ind som et relativt stort parti. Men bortset fra de fire-fem nævnte partier indeholdt Folketinget fra 1901 til 1971 som regel kun nogle få små partier. Dette ændrede sig markant i 1973, da antallet af partier med ét slag blev fordoblet – fra 5 til 10 – og tre helt nye partier tilmed satte sig på ikke mindre end 49 af Folketingets 179 pladser.

Det høje antal af partier i Folketinget har lige siden gjort det vanskeligt at danne flertalsregeringer i Danmark. Derfor er det heller ikke så underligt, at det har taget rekordlang tid at danne den nuværende flertalsregering, eftersom antallet af partier, der har været valgt ind i Folketinget (nemlig 12), aldrig har været højere.

I perioden fra 1901 til 1971 havde man som sagt flertalsregeringer den største del af tiden. Det gjaldt i årene 1901-1909, 1916-1920, 1929-1943, 1945, 1957-1964 og 1968-1971. Altså i ca. 37 år i alt. I den første periode, fra 1901 til 1909, skyldtes det, at Venstre (eller rettere forskellige Venstrepartier) havde flertal i Folketinget alene, fordi Danmark var et udpræget landbrugssamfund, hvor gårdmandsfamilierne (og husmandsfamilierne) udgjorde en temmelig stor del af befolkningen.

I de efterfølgende perioder med flertalsregeringer skyldtes det for de fleste af årenes vedkommende enten krig eller omfattende økonomisk krise. I krise- og krigstiden valgte man i høj grad at forsøge at sikre politisk stabilitet ved at have en flertalsregering. Nøjagtig ligesom i dag.

Det gjaldt for eksempel, da den radikale statsminister i 1916 – under Første Verdenskrig – optog ministre fra Venstre, Socialdemokratiet og De Frikonservative i sin regering. Selv om Danmark ikke var med i krigen, var mange befolkningsgrupper hårdt ramt af blandt andet de økonomiske konsekvenser af krigen. Socialdemokraterne blev ovenikøbet ved med at være med i regeringen frem til 1920, hvilket fortsat sikrede flertallet.

I det meste af perioden 1929-1940 var det blandt andet den voldsomme økonomiske krise, der gjorde, at Socialdemokratiet foretrak en stabil flertalsregering – sammen med Det Radikale Venstre – fremfor en mere skrøbelig socialdemokratisk mindretalsregering. Dertil kom indenrigspolitiske overvejelser hos socialdemokraterne om at ”binde” De Radikale til sig, så partiet ikke blev fristet til at gå over til at samarbejde med de borgerlige partier.

Kort efter besættelsen i 1940 optog Stauning de øvrige gamle ikke-socialistiske partier i regeringen, så man i den specielle situation, man nu var havnet i, fik en bred samlingsregering. Nu var det således Anden Verdenskrig, der gjorde, at man havde en flertalsregering. Dette varede ved, indtil regeringen gik af i forbindelse med samarbejdspolitikkens (forhandlingspolitikkens) ophør den 29. august 1943.

Også flertalsregeringen, som man kortvarigt havde i 1945, da det normale politiske system skulle ”genstartes” efter besættelsens ophør, tæller med som en regering, som (indirekte) skyldtes krig eller krise.

Når det gælder efterkrigstiden, havde vi flertalsregeringer under socialdemokratisk ledelse fra 1957 til 1964 og under Det Radikale Venstres ledelse (VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard) fra 1968 til 1971. Begge ting noget, som primært kunne lade sig gøre, fordi der stadig kun var et begrænset antal partier i Folketinget.

Men efter jordskredsvalget i 1973 ændrede alt sig som sagt. Siden det tidspunkt har vi kun haft en flertalsregering under Poul Nyrup Rasmussen fra 1993 til 1994 (med deltagelse af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti).

Det bliver spændende at se, om dannelsen af Mette Frederiksens nye flertalsregering kommer til at indvarsle en periode, hvor flertalsregeringer igen bliver mere almindelige.