Det var en øjenåbner at se mit forbrug af flyrejser sort på hvidt

Flyv aldrig højere, end vingerne bærer …

Eller hvad? I den seneste uge har debatten om Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius’ flyrejser fået både Politikens lederskribent Marcus Rubin og Svend Brinkmann til tasterne.

Sagen omhandler Scavenius’ flyrejser, som Frihedsbrevet har gravet i, og som tæller mere end 24 rejser på fem år.

Marcus Rubin mener, at Scavenius skal skamme sig over dette forbrug, samtidig med at hun som klimaordfører for Alternativet ønsker, at danskerne skal flyve mindre.

Scavenius selv forsvarer sig ved, at hun aldrig har sagt eller ment, at det er en privat opgave at leve klimavenligt. Hun efterspørger og arbejder for politiske løsninger.

Brinkmann forsvarer Scavenius under henvisning til, at vi alle er syndere i denne verden, og at politikere derfor ikke bør stilles for en skrappere moralsk dommer end resten af befolkningen. Så længe det er i overensstemmelse med lovgivningen, er det i orden, at politikere lever, som folk er flest, mener Brinkmann.

Jeg har jo selv været der. I møllen. Tilbage i 2018 blev jeg som politisk ordfører for Alternativet kaldt klimahykler på forsiden af stort set samtlige dagblade, da en anonym person ved hjælp af en gennemgang af billeder på mine sociale medier skrev et blogindlæg, som pegede på, at jeg i løbet af tre år havde rejst med fly 20 gange.

Det er så sandt, som det var skrevet, og dokumentationen var klokkeklar. Halvdelen af flyrejserne var tjenesterejser for Folketinget, mens den private halvdel løb op i et gennemsnit på tre flyrejser pr. år.

For mig var det en øjenåbner at se mit forbrug af flyrejser sort på hvidt.

Jeg havde i bekvemmelighed lukket øjnene for, hvad der vitterligt var et for stort forbrug. I hvert fald al den stund jeg som politisk ordfører for Alternativet talte for, at danskernes forbrug af flyrejser bør sættes ned.

Den shitstorm, jeg selv var igennem, førte til, at jeg blev nødt til at se mig selv i spejlet og finde ud af, hvor min egen moralske grænse egentlig lå. Jeg havde dårlig samvittighed over min adfærd, men jeg mente – og mener stadig – ikke, at jeg skulle tage den ultimative konsekvens og helt holde op med at flyve.

Det, der var vigtigt for mig, var at finde en balance, som jeg både syntes var moralsk passende, al den stund jeg var politisk ordfører for Alternativet, og som jeg kunne forklare og forsvare over for mine vælgere med god samvittighed.

Og her ligger i min optik kernen i ethvert spørgsmål om politisk hykleri. Jeg mener ikke som Marcus Rubin, at politikere per definition bør have en højere moral end almindelige borgere.

Men jeg mener heller ikke som Svend Brinkmann, at enhver politiker blot skal leve det herlige liv uden tanke på, hvorvidt dette er i strid med de samfundsvisioner, man prædiker i sit politiske virke.

Det er ikke enten-eller.

Spørgsmålet er ikke, om man som politiker skal eller ikke skal praktisere sine egne politiske idealer. Spørgsmålet er, hvor den enkelte politiker som menneske vælger at placere sin egen balance imellem det, hun prædiker, og det, hun praktiserer.

Dette balancepunkt bør hun til enhver tid kunne forklare for sine vælgere. Og så må det være op til vælgerne, om de mener, balancepunktet ligger det rigtige sted.

Det politiske er altid også personligt, det kommer vi ikke udenom. Men det bør hverken være Svend Brinkmann eller Marcus Rubin, der lader dommen falde over politikerens moralske adfærd eller mangel på samme. Det er en opgave for vælgerne.