Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var en øjenåbner at se mit forbrug af flyrejser sort på hvidt

Politikere skal ikke per definition have en højere moral end andre. Men politikere skal handle i overensstemmelse med den politik, de står for.

Artiklens øverste billede
Alternativets klimaordfører, Theresa Scavenius, blev i den seneste uge kritiseret for sin brug af flyrejser, da hun ifølge stemmer i debatten som politiker bør have bedre moral end den almindelige borger. Arkivfoto: Kim Frost

Flyv aldrig højere, end vingerne bærer …

Eller hvad? I den seneste uge har debatten om Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius’ flyrejser fået både Politikens lederskribent Marcus Rubin og Svend Brinkmann til tasterne.

Sagen omhandler Scavenius’ flyrejser, som Frihedsbrevet har gravet i, og som tæller mere end 24 rejser på fem år.

Marcus Rubin mener, at Scavenius skal skamme sig over dette forbrug, samtidig med at hun som klimaordfører for Alternativet ønsker, at danskerne skal flyve mindre.

Scavenius selv forsvarer sig ved, at hun aldrig har sagt eller ment, at det er en privat opgave at leve klimavenligt. Hun efterspørger og arbejder for politiske løsninger.

Brinkmann forsvarer Scavenius under henvisning til, at vi alle er syndere i denne verden, og at politikere derfor ikke bør stilles for en skrappere moralsk dommer end resten af befolkningen. Så længe det er i overensstemmelse med lovgivningen, er det i orden, at politikere lever, som folk er flest, mener Brinkmann.

Jeg har jo selv været der. I møllen. Tilbage i 2018 blev jeg som politisk ordfører for Alternativet kaldt klimahykler på forsiden af stort set samtlige dagblade, da en anonym person ved hjælp af en gennemgang af billeder på mine sociale medier skrev et blogindlæg, som pegede på, at jeg i løbet af tre år havde rejst med fly 20 gange.

Det er så sandt, som det var skrevet, og dokumentationen var klokkeklar. Halvdelen af flyrejserne var tjenesterejser for Folketinget, mens den private halvdel løb op i et gennemsnit på tre flyrejser pr. år.

For mig var det en øjenåbner at se mit forbrug af flyrejser sort på hvidt.

Jeg havde i bekvemmelighed lukket øjnene for, hvad der vitterligt var et for stort forbrug. I hvert fald al den stund jeg som politisk ordfører for Alternativet talte for, at danskernes forbrug af flyrejser bør sættes ned.

Den shitstorm, jeg selv var igennem, førte til, at jeg blev nødt til at se mig selv i spejlet og finde ud af, hvor min egen moralske grænse egentlig lå. Jeg havde dårlig samvittighed over min adfærd, men jeg mente – og mener stadig – ikke, at jeg skulle tage den ultimative konsekvens og helt holde op med at flyve.

Det, der var vigtigt for mig, var at finde en balance, som jeg både syntes var moralsk passende, al den stund jeg var politisk ordfører for Alternativet, og som jeg kunne forklare og forsvare over for mine vælgere med god samvittighed.

Og her ligger i min optik kernen i ethvert spørgsmål om politisk hykleri. Jeg mener ikke som Marcus Rubin, at politikere per definition bør have en højere moral end almindelige borgere.

Men jeg mener heller ikke som Svend Brinkmann, at enhver politiker blot skal leve det herlige liv uden tanke på, hvorvidt dette er i strid med de samfundsvisioner, man prædiker i sit politiske virke.

Det er ikke enten-eller.

Spørgsmålet er ikke, om man som politiker skal eller ikke skal praktisere sine egne politiske idealer. Spørgsmålet er, hvor den enkelte politiker som menneske vælger at placere sin egen balance imellem det, hun prædiker, og det, hun praktiserer.

Dette balancepunkt bør hun til enhver tid kunne forklare for sine vælgere. Og så må det være op til vælgerne, om de mener, balancepunktet ligger det rigtige sted.

Det politiske er altid også personligt, det kommer vi ikke udenom. Men det bør hverken være Svend Brinkmann eller Marcus Rubin, der lader dommen falde over politikerens moralske adfærd eller mangel på samme. Det er en opgave for vælgerne.

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sociolog og klummeskribent. Hun er forfatter til en række sociologiske og lægevidenskabelige tidsskriftartikler samt antologibidrag. Hun er tidligere medlem af Folketinget for Alternativet. Hun søger nu opstilling til Folketinget for Radikale i København.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.