Europa har brug for et Tyskland uden illusioner

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Også i 2018 var jeg udenrigsordfører for Liberal Alliance. Fra det år er der særligt to begivenheder, jeg stadig mindes.

Den første var et besøg i Berlin i slutningen af april i regi af Folketingets brexit-underudvalg. I løbet af nogle dage havde vi møder med alle partier i Forbundsdagen – undtagen CDU, hvis repræsentant med kort varsel måtte melde afbud. Desuden indtog vi en arbejdsmiddag med Tysklands daværende viceudenrigsminister, SPD’eren Niels Annen.

Fælles for samtlige tyske politikere var den antagelse, at der ikke var noget at komme efter, når det gjaldt Nord Stream 2. Man måtte forstå, at projektet hvilede på et rent kommercielt grundlag. At det var udtryk for en utidig mistænksomhed at blande geostrategiske og sikkerhedspolitiske overvejelser ind i sin bedømmelse af projektet. Og at det i øvrigt forholdt sig sådan, at Tyskland altid – også i Den Kolde Krigs mørkeste dage – havde kunnet stole på Rusland.

Den tyske ”group think” i forhold til projektet og den ukritiske naivitet, gruppetænkningen førte med sig, var så påfaldende, at det var noget, man på tværs af partier tog sig til hovedet over i den danske delegation.

Nogle måneder senere var jeg som eneste danske politiker budt til middag hos den daværende amerikanske ambassadør, Carla Sands. Den formelle anledning var et besøg i Danmark af USA’s daværende viceudenrigsminister, John Sullivan.

Der er masser af mennesker, der har stærke meninger om Carla Sands. Jeg har kun pæne ting at sige. Hun var en fortrinlig vært, og stemningen var i top. Dels på grund af det exceptionelt gode vejr. Dels fordi John Sullivan var en kæmpe fan af Washington D.C.’s ishockeyhold The Capitals. De havde netop – efter årtiers mesterskabstørke – vundet Stanley Cup på et sejrsmål, der var sat ind af den danske landsholdsspiller Lars Eller. Det bragte Danmark og alt dansk i høj kurs hos viceudenrigsministeren.

I forhold til det politiske indhold var der én og kun én pointe med mødet: at Nord Stream 2 var et livsfarligt gamble med Europas energisikkerhed, og at det ville være bedre at droppe projektet i dag end at droppe det i morgen.

Og hvad kan man så lære af det?

Helt banalt må man fire år senere notere sig: Trump-administrationen havde ret. Merkel-regeringen og hele den tyske politiske elite tog fejl. Nord Stream 2 var vitterligt et højrisikabelt gamble med Europas (energi)sikkerhed. Og Putinstyret var fuldkommen skrupelløst og i stand til hvad som helst for at nå sine mål.

Men man må også notere sig vigtigheden af at danne sig sine egne indtryk. Uafhængigt af, om kursen på den amerikanske præsidents aktier er høj eller lav i det danske kommentariat og den danske elite i øvrigt. Eller af, hvilken kurs den tyske forbundskanslers aktier måtte stå i, hvis man tilspørger de samme kredse.

Den politiske elite i Tyskland var i en lang årrække frem mod den 24. februar 2022 i stand til at fejlvurdere snart sagt en hvilken som helst situation i Europa og resten af verden. Og på den baggrund i stand til at stille sig forkert i legio spørgsmål: Flygtninge. Energi. Den økonomiske krise i de sydeuropæiske EU-lande. Digitalisering. Oprustning. Og frem for alt: Spørgsmålet om Europas militære sikkerhed, og hvordan det grundlæggende trusselsbillede ser ud.

Danmark og Europa har brug for et stærkt og velstående Tyskland. Men vi har også brug for et Tyskland, der ikke igennem årtier indhylder sig selv – og dermed resten af kontinentet – i den ene livsfarlige illusion efter den anden.

Det er frem for alt et opgør, Tyskland må tage med sig selv. Hvor man for det første må lægge den dårlige samvittighed over Det Tredje Rige på plads i historiebøgerne og ikke bruge den som rettesnor for den faktisk førte politik. Og for det andet må droppe sine bekvemme illusioner om, at europæisk sikkerhed kommer af sig selv.

Men Tysklands venner – hvortil jeg regner både mig selv personligt og hele det officielle Danmark – må også hjælpe til.

Den europæiske forsyningssikkerhed med stabil og rigelig energi kommer hverken fra ekstremt farlige aftaler med svorne fjender af Europa eller fra et gigantisk sats på ustabile energikilder.

Den sociale sikkerhed i Europa kommer ikke fra åbne grænser og Wir schaffen das. Den kommer fra, at der er en effektiv kontrol med Europas ydre grænser. Så man ikke kan opholde sig på kontinentet, medmindre man har sine dokumenter i orden.

Sikkerheden imod gule veste og anden udenomsparlamentarisk ekstremisme kommer ikke fra hovedløse eksperimenter, der tager sig godt ud i de store metropoler og rammer mennesker i de tyndere befolkede områder jernhårdt. Den kommer fra en ægte solidaritet imellem land og by, så alle kommer med i udviklingen på samme tid.

Og så må det siges så højt, at alle kan høre det: Sikkerheden imod fjendtlige magters invasion eller imod en omfattende ”finlandisering” af hele Europa kommer fra, at kontinentet kan forsvare sig selv effektivt med de mest avancerede, militære virkemidler, der findes. Det koster en masse penge. Og kan ikke lade sig gøre, uden at Tyskland strammer kraftigt op. Både på sin betalingsvilje og sin omverdensforståelse.

Putinismen forsvinder ikke med Putin. Og som det ser ud i Rusland lige nu, er de mennesker, der udfordrer Vladimir Putins magt – jeg tænker først og fremmest på Jevgenij Prigozjin og Ramzan Kadyrov – langt værre end Putin selv. For eksempel kan det nævnes, at Prigozjin er i færd med at gøre Wagnergruppen til en russisk udgave af Waffen SS og helt åbent blander sig i russisk politik. Blandt andet ved at lægge sag an imod Sankt Petersborgs guvernør.

Takket være udfaldet af de amerikanske midtvejsvalg har vi omkring to år frem mod præsidentvalget i 2024, hvor Europa stadig kan regne med USA.

Men når de to år udrinder, kan ingen vide, hvad der så sker. Derfor må vi i Danmark og Europa planlægge efter, at kontinentet har livsfarlige ydre fjender, og at vi selv må drage omsorg for kontinentets sikkerhed i bred forstand. Det vil ikke alene sige militært, men også økonomisk, energi-/klimamæssigt og socialt.

Der kommer efter 2024 ikke nødvendigvis nogen fra andre kontinenter og hjælper os med at løse disse problemer. Det er den klogeste rettesnor for dansk og europæisk politik lige nu.