Tvangsbortadoption lugter af statskommunisme
Det er ringeagt for mennesker og familien, at staten har til hensigt at tvangsfjerne og bortadoptere flere børn.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ethvert menneske har været ventet. Selv under de allermest usle og ulykkelige forhold har en mor ventet sit barn – og allerede dér i graviditeten er det ukrænkelige og underfulde, det skabte og skænkede, stærke og skrøbelige forhold mellem forældre og barn etableret.
Selv under de allermest håbløse forhold er der en mor, der har smilet til sin nyfødte. Et menneskebarn, født af en kvinde, født under en stjerne med hjemsted under himmelhvælvingerne og dog hjemløs, fordi forbindelsen til hjemmet, til forældrene, til slægten, til fortællingen bliver brudt – i hvert fald hvis lovforslaget om tvangsbortadoptering af ufødte børn bliver vedtaget som en del af Barnets Lov.
Ifølge aftalen skal Barnets Lov »sikre, at børn ses i deres egen ret og får flere rettigheder« – men hvad med retten til familieliv? Er det ikke også en slags rettighed? Det vil jeg mene – og forbindelsen til familien må også være barnets tarv. Og uanset hvor tung en arv børnene har med sig, uanset hvor meget forældrene har fejlet og forsømt, uanset hvor stor skrøbeligheden er – så er forbindelsen til forældrene og hjemmets historie helt afgørende for, at børnene forstår sig selv som mennesker i verden.
Selvfølgelig skal alle børn vokse op i trygge rammer, stabilitet og skærmes fra vold, misbrug og undergang – men det er ikke kun i de alvorlige tilfælde, at børn tvangsbortadopteres, som netmediet Zetland i en lang, veldokumenteret, rystende og yderst læseværdig artikel ”Gravide på flugt” har redegjort for.
Det forandrer et menneske for evigt at få at vide, at man er uegnet som forældre.
Gravide kvinder er flygtet og har født deres børn i udlandet, bl.a. Polen, efterfølgende bosat sig uden for Danmark, hvor de oplever, at staten og politikerne ikke bare som vores danske omsorgsstat sætter ”børnene først”, men ”familien først” med hjælp, støtte, vejledning og alt muligt andet. Alle kvinder, der på forhånd af danske myndigheder var erklæret uegnede som mødre, og barnet var tvangsbortadopteret før fødslen (læs: allerede i livmoderen var barnet statens ejendom) – alle kvinder! – har beholdt deres børn og lever efter omstændighederne et godt lille familieliv.
Men i Danmark er målet, at flere børn skal tvangsadopteres allerede ved fødslen, og man bevæger sig på kanten af menneskerettighederne ved at krænke børns og forældres ret til familieliv. Det forandrer et menneske for evigt at få at vide, at man er uegnet som forældre, og til forskel fra alle andre mennesker, der lever på samfundets rand og eksistensens kant (f.eks. misbrugere og kriminelle), så nærer myndighederne ikke tiltro til, at forældre kan udvikle sig – til det bedre.
Der er faktisk chance for, at forældre, der tidligere har udvist svag forældreevne, kan vokse med opgaven, ikke mindst hvis man fra politisk hold satte familien først med den nødvendige hjælp og støtte. Hvert øjeblik bør være en ny mulighed. I en kristen kultur betragtes familien som samfundets mindste og vigtigste byggesten, men tvangsanbringelse og tvangsadoption er det største indgreb og overgreb, staten kan gøre mod en familie – mod et menneske – og bør altid være sidste udvej.
Men danske børn tvangsanbringes og bortadopteres uden samtykke som aldrig før – retssikkerheden er sat ud af spil, og det er uvist, hvordan kriterierne for tvangsadoption afgøres. Det er ringeagt af familiens betydning og umyndiggørelse af mennesker. Derudover er det lukrativt for staten, at børn tvangsbortadopteres i stedet for lange plejeanbringelser. Adoptivforældre skal ikke have plejevederlag. Det lugter slemt af statskommunisme, og det bør gyse i selv den koldeste sjæl.