Verden er stemt i mol

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er, som om verden for tiden er stemt i mol. Den triste mørke toneart har sænket sig over de nådesløse slagmarker, hvor krigen tager livet ud af mennesker.

Nattens granatregn har efterladt endnu en by, hvor livet var som en såret og afsveden skal, og gjort mennesker hjemløse, gjort børn forældreløse, gjort koner til enker, og forældre begraver deres døde sønner. Rækker af huse, små landsbyer og ensomme landejendomme og hjem langs småvejene i skovområderne er ikke kun mennesketomme strækninger, nej, de er knust til det pindebrænde, de engang blev begået af.

Lugten af lig forpester luften – og selv en dræbt fjende kan gemme på et dødeligt visitkort i form af en luremine. Højhuse med udblæste vinduer rejser sig som ruiner over støvet og kigger med sine mørke, tomme øjenhuller ud over den faldne verden og ind i en usikker fremtid, mens den tunge tone af mol giver genlyd i vores vesteuropæiske del af verden. Sikkerhedstruslen er høj, inflationen fortsætter, vinteren er på vej, energien er næsten ubetalelig for de penge, der ikke er meget værd, og der bliver spået et potentielt nyt jerntæppe gennem Europa.

På vejene ned igennem Europa kører en autocamper. I den sidder gruppen bag satireprogrammet ”Den korte Radioavis” – bag rattet sidder Frederik Cilius, der spillede rollen som den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. I Danmarks Radios program ”Operarejsen” kører de tre mænd ned igennem Europa, ned igennem dem gamle verden, til Salzburg i Østrig og til Italien for at lytte til Mozarts musik.

Man siger jo, at Mozart var et geni – musikken kom let for ham, forklarer de tre herre i bilen – for Mozart havde så meget i sig, at han ikke kunne nå at skrive det hele ned. Og de tre operarejsende bliver enige om, at Mozart er allerbedst, når han skriver i mol – den mørke, konsonante klang.

»Der, hvor han skriver i mol, opnår han noget tidsløst – noget guddommeligt,« forklarer de, og Frederik Cilius bag rattet tilføjer, at det særlige ved mol er, at det kun er den menneskelig vilje, der kan skabe en moltreklang. Den optræder ikke så naturligt i naturen. Hvis du banker på et træ, er lyden måske nok tung og blød, men det lyder i dur. Det er mennesket, der har skabt mol.

Og når vi ser os om i verden af i dag – men også verden af i går, ser på verdens historiens gang – ja, så er det jo et vidnesbyrd om at molklangen, den tunge, den triste, den mørke, den melankolske tone, er én, vi selv har skabt.

Det afslører en sandhed om det at være menneske, at af alle de tonearter, et menneskeligt liv i verden er komponeret af, da er den dybeste tone i verden dén, der udgår fra det inderste lag af det menneskets sind – fra syndens og sorgens og smertens sted.

En grundtone eller et grundvilkår i alle vores sindsstemninger, lyse eller mørke, blanke eller grå – det er sjælens stemthed i mol, vi ikke kan forbinde eller forklare med nogle af livets ydre omstændigheder – det er ikke noget ydre, der har stemt den dybe tone i os.

For det kan godt være, at alting synes at være nogenlunde i orden – det kan godt være, at livet ikke helt går op, men det går alligevel an. Vi har vores hverdagslige liv med et arbejde, ægtefælle, der holder af os og holder os ud, måske børn, omgangskreds, sommerhus, bil og et fornuftigt langtidssikret, fastforrentet lån, penge på lommen og lidt i banken – selvfølgelig et liv med alt det, livet er – men i det store hele et beboeligt, godt liv.

Og alligevel er moltreklangen underlægningsmusikken til vores liv – det kan vi ikke selv ændre på. Men det er, som om det moderne menneske lidt har glemt, at den grundstemthed i mol er vores eksistentielle grundvilkår. For når vi hører om, hvor bedrøvet, angst, ulykkeligt og tungsindigt det moderne menneske er i dag, kan det ikke alene begrundes med det mørke, der hviler over den vestlige verden i denne krigens og krisernes tid – eller begrundes med alt muligt andet, der kan fikses, ordnes og repareres.

Nej, der er en tone vi ikke kan overhøre, uanset hvor godt det går os – en tone, vi ikke kan sige os fri fra. En tone, vi alene selv kan frembringe – en tone, vi ikke selv kan slippe af med. Et mørke, vi ikke selv kan få til at lyse – og det er det, evangeliet om vintræet handler om med alle de snørklede formuleringer: Bliv i mig, og jeg bliver i jer – bliv i min kærlighed – for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Vi er afhængige af Kristus, som grenene er af træet – for uden den livsforbindelse har vi kun det molmørke, vi selv frembringer. Det er os bare så uvant at være afhængig af noget eller noget – af alle kræfter prøver vi jo at være uafhængige – men der i uafhængigheden er der intet, der kan opveje den mørke klang.

Heller naturens dur-stemte lyde, der som Frederik Cilius taler om i ”Operarejsen”, kan opveje vores mørke klang. Hverken fuglenes kvidren, lyden af stilhed eller havets evige brusen kan overdøve muldets mørke mol. Og netop derfor opnår Mozart noget guddommeligt, noget tidsløst, når han skriver i mol. For det er der i moltreklangen, i erkendelsen af vores egen uformåenhed, at vores dybeste afhængighed til Kristus viser sig.

Ja, der falder lidt af evigheden ind i musikken, når han skriver i mol – for det eneste, der kan bryde molmørket, er Guds ord om, at han »bevarer din udgang og din indgang fra nu og til evig tid« – ordet, der lyder ved hvert et menneskebarns dåb, for allerede her ved døbefonten bliver moltreklangen brudt – med budskabet om, at vores far i himlen er faldets omfavnelse, lysets fundament. Men det er ikke tilstrækkeligt at høre det én gang i livet ved dåben – nej, livet igennem skal vi stemmes af Guds ord.

Derfor lyder Jesu ord i evangeliet næsten som en bøn eller en kærlig befaling til os tonedøve mennesker, der kun kan høre lyden af vore eget tung fald: »Bliv i mig, bliv i min kærlighed, skilt fra mig, kan du slet intet gøre.« Og at være i Kristus er ikke svært eller indviklet – det er såmænd bare at tage imod det befriende budskab, at vi intet liv har uden Kristus – adskilt fra ham er vi intet – sammen med ham er vi heller ikke noget i os selv andet end en tone i mol, det er ham, der er alt.

Det lyder radikalt, men det er kristendommen også – det radikale kærlighedsbudskab, som Johannes Johansen har formået at give et poetisk udtryk i en af vores allermest folkelige nyere salmer: »Du er vor Far, den , der vogter os værner, lys i det mørke, der kommer fra os.« Og der er måske en grund til, at den er blevet folkeeje.

For salmen forkynder, at i adskillelsen fra Skabere og fra vores medskabninger er der ikke andet end moltreklangen, der afspejler sig i vores verden, hvor menneskelivet også åndelig set ligger i ruiner og kigger med tomme øjenhuller ud over en usikker fremtid. Måske mere end nogensinde har mennesket brug for kærligt at blive mindet om, at vi kommer fra hver vores slagmark, at huden er tynd, hjertet langsomt – og at mørket, der kommer fra os, kun kan lyse, når vi bliver omsluttet af Guds nådige barmhjertighed.

»Og når engang han sol for dig går ned, arver du al hans herlighed« – det er Guds livsord til mennesket i dødens verden – det er løftet til os.