Det italienske paradoks
Paradokset ved det italienske valg består i, at italienerne i stort tal har stemt på partier, som siger, at de vil løse inflationskrisen, og som samtidig vil føre en mildere kurs over for Putins Rusland – som har skabt selvsamme krise.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
De italienske vælgere har reageret som mange andre vælgere i Europa i øjeblikket og stemt på dem, som de mener bedst kan løse inflationskrisen. Det paradoksale ved det italienske valg er imidlertid – i modsætning til valget i Sverige for få uger siden – at flere af de partier, som vil komme til at indtage regeringstaburetterne (Berlusconis Forza Italia og Salvinis Lega) hælder til en udenrigspolitik, hvor man vil føre en mindre hård kurs over for Putins Rusland, som netop er hovedårsagen til krisen.
I Sverige, hvor regeringsforhandlingerne i øjeblikket pågår, har Sverigedemokraterne – ligesom de øvrige borgerlige partier – en positiv holdning til det kommende svenske Nato-medlemskab, som er blevet sat i værk netop på grund af krigen i Ukraine. Så her er der ingen slinger i valsen. Alle de kommende regeringspartier og deres formentlig kommende støtteparti (Sverigedemokraterne) er enige om, at den samlede hårde vestlige og vesteuropæiske kurs over for Rusland skal fortsætte. Kun ved en samlet fælles vestlig hård kurs kan man gøre sig forhåbninger om, at Putins regime på et tidspunkt vil kollapse.
Mange undersøgelser har i de senere år vist, at en del vælgere, også en del yngre mennesker, mener, at Mussolini var god for landet, fordi han ”bragte orden”.
De vælgere, der i Italien har stemt på Forza Italia og Lega, har derimod stemt på partier, som med deres politik – hvis de får magt, som de har agt – risikerer at forlænge den inflationskrise, som i øjeblikket rammer hele Europa. Men hvor Italien er et af de hårdest ramte lande, fordi landet har så store økonomiske og økonomisk-strukturelle problemer i forvejen. Blandt andet på grund af mange år uden de nødvendige reformer.
Men hvorfor har så mange italienere så stemt på de højrenationalistiske partier Forza Italia, Lega og – ikke mindst – Italiens Brødre under ledelse af Giorgia Meloni, som ganske vist ikke selv ønsker at slække på den samlede hårde europæiske og vestlige kurs over for Rusland, men som i et vist omfang kan finde på at gøre det for at tækkes de to øvrige partier i den kommende regering?
Og hvorfor er der så mange italienere, som ser stort på både Melonis og hendes parti neofascistiske fortid og rødder?
Der er i hvert fald to historiske grunde. Den ene er, at det politiske kaos, der har præget Italien gennem flere årtier, efter manges mening fordrer, at en stærk person nu kommer til at stå i spidsen for landet. Ikke en ”stærk mand” som i 1920’erne og 1930’erne (Mussolini), men denne gang en ”stærk kvinde” (Meloni). Mange undersøgelser har i de senere år vist, at en del vælgere, også en del yngre mennesker, mener, at Mussolini var god for landet, fordi han ”bragte orden”.
Den anden grund er, at mange italienere ikke opfatter Mussolini og fascisterne som ligeså grusomme som Hitler og nazisterne i Tyskland. Dels fordi raceideologien ikke i samme omfang spillede en stor rolle (i hver fald ikke fra begyndelsen) i mellemkrigstidens fascistiske Italien, som den gjorde lige fra den første dag, hvor Hitler overtog magten i Tyskland.
Dels fordi Italien jo skiftede til allieret side i den sidste del af Anden Verdenskrig. At det så var i forbindelse med, at Mussolini blev afsat, ser mange italienere tilsyneladende stort på.
Allerede i midten af 1970’erne, kun ca. 30 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, som altså stadig stod meget stærkt i erindringen hos de fleste italienere, fik det erklærede nyfascistiske parti MSI stor vælgermæssig succes.
Og allerede i 1994 blev Nationalalliancen, et arvtagerparti til MSI, lukket ind i regeringsvarmen, da Silvio Berlusconi optog det i sin første regering.
Nu er afstanden til Anden Verdenskrig endnu større, og konsekvensen af de nye generationers historieløshed kan derfor også spores i søndagens valgresultat i endnu højere grad end ved noget tidligere valg i efterkrigstidens Italien.
Og dette kan – i kombination med mange italienske vælgeres manglende forståelse for sammenhængen mellem Ruslandspolitikken og inflationskrisen – risikere at skade både Italien og det øvrige Europa. Hvis altså ikke Meloni formår at fastholde sine kommende regeringspartnere på en kurs, hvor man fortsat vil stå sammen med de andre lande i det demokratiske Europa.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.