Frihed er ikke særlig vigtig

Når Jakob Ellemann-Jensen går til valg på mere frihed for danskerne, er der nok ikke særligt mange, der ved, hvad han egentlig taler om. Godt det samme, for det er et underligt politisk mål.

For hvis man blot bruger sin sunde fornuft, kan man hurtigt nå frem til, at frihed ikke er et mål i sig selv, men et middel til at opnå målet. Det kunne være mål som et godt liv, anerkendelse, respekt, tryghed osv. Frihed er fuldstændigt afgørende for at opnå hvert af dem, men altså som et middel. Endnu vigtigere bør man spørge sig selv om, hvad mere frihed skal gøre godt for, når Danmark jo allerede er frit? Og hvad betyder det overhovedet? Flere morgenmadsprodukter i brugsen? Nye valgfag i skolerne? Eller bare lavere skat?

Der er en grund til, at liberalister ikke stiller sig selv de spørgsmål. For på trods af hvor ulogisk det kan forekomme, er friheden nemlig målet i sig selv for liberalister. Vi behøver derfor slet ikke spørge, hvad friheden skal gøre godt for.

Frihed som et helligt politisk mål er noget, liberalisterne når frem til ved hjælp af politisk filosofi. Lettere forenklet kan man sige, at de bygger friheden på en forestilling om en samfundskontrakt. Altså rene teoretiske overvejelser. A priori hedder det blandt fagfilosoffer. I lægmandstale ville man kalde det for lænestolsfilosofi. Hvis man er venlig, kan man kalde den slags for modigt. Tænk sig, at liberalisterne er så meget mere tænksomme end alle andre, at de kan udlede sandheden om politiske systemer helt uden at forholde sig til virkeligheden.

Til liberalisternes forsvar kan man indvende, at der må vel være én eller anden form for politisk sandhed, vi kan nå frem til uafhængigt af den historiske erfaring. For hvad, hvis vi ikke kan nå frem til politisk-teoretiske sandheder? Er alt så tilladt? Er vi overladt til en relativistisk forestilling om, at det ene samfund kan være lige så godt som det andet? Er Danmark vitterligt ikke et bedre samfund end Nordkorea?

Der må jo være universelt sandt, når det gælder samfundsindretning. Men skal vi kunne sige noget absolut sandt om samfund på tværs af tid og sted, er det klogt at være mere beskedne end liberalisterne. Så kunne en universel sandhed for eksempel være, at lidelse i stor skala bør undgås. At liv som udgangspunkt er bedre end død. Måske endda, at et samfund bør vurderes på, om det skaber livskvalitet for sine borgere. Også selv om vi ikke særligt præcist kan sige noget om, hvad livskvalitet er.

Sådan adskiller konservativ tænkning sig fra den liberale. For den konservative er den politiske universelle sandhed noget, man skal være yderst varsom med. Han har i stedet forsigtige bud på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Liberalisten derimod har ligesom socialisten et omfattende ideologisk katalog af politiske sandheder. Til gengæld har den konservative gjort sig mange af de samme erfaringer som liberalisten. Såsom værdien af frihed. Det er en historisk erfaring, at frihed har tjent de fleste samfund vel. Og i hvert fald at ufriheden har ført megen lidelse med sig.

Bemærk forskellen. Frihed er god for den konservative, fordi det har vist sig, at ufrie samfund er dårlige at leve i. For liberalisten er friheden målet i sig selv. Det er hans universelle sandhed. Den konservative har erfaring og dømmekraft, hvor liberalisten har troen på frihed.

Af samme grund er diskussioner med liberalister mærkelige. I første omgang kan man måske have en reel samtale om fordele og ulemper ved bestemte politikker. Altså en diskussion om erfaringer. Hvordan virkeligheden ser ud. Til sidst falder liberalisten dog altid tilbage på sin dogmatiske sandhed. Så møder man den ideologiske mur. Jordan Peterson har beskrevet sådanne samtaler med ideologer som en samtale med en person, der ikke er til stede. Du taler nemlig ikke med vedkommende, men med vedkommendes ideologi.

Men hvis man afviser, at friheden er a priori sand, hvordan kan man så tillade sig at hævde, at vi kan sige noget om helst universalt sandt om indretningen af vores samfund? Selv om det ikke er nær så kontroversielt at hævde, at lidelse er skidt, og livet er godt, er det stadig universelle sandheder, som vel kræver en form for bevisførelse?

Og jeg kan faktisk ikke præsentere et skudsikkert rationelt argument for livet. Så jeg vælger at gøre noget andet. Jeg tror på det. At vi skal undgå lidelse og fremme livet, er noget, jeg tror på. Ligesom at jeg tror på Gud. Og jeg vil i øvrigt vove den påstand, at hvilken som helst ideologisk overbevisning i sidste instans hviler på tro.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal gå til politiske diskussioner med troen i hånden. For den konservative er den politiske debat derimod en grumset blanding af historiske erfaringer, samfundsvidenskab og dømmekraft. Men ja, det ultimative fundament er tro. Det bør alle være bevidste om. For alle ideologier baserer i sidste instans deres samfundsforestillinger på tro. Liberalister bilder sig ganske vist ind, at de ikke er troende, men blot er tilhængere af frihed. Det er ren blændværk. Selvfølgelig er de troende. De tror på frihed. Ligesom socialister tror på lighed. Begge bilder sig blot ind, at de har fundet den universelle sandhed. En religionserstatning.

Så hvad kan vi lære om den frihed, som Jakob Ellemann-Jensen går til valg på. Den er i hvert fald ikke noget mål i sig selv. Hvad skal vi dog med friheden, hvis den alene er til for frihedens egen skyld? Det er ren tomhed. Hvis vi skal have mere frihed, må det handle om, hvad friheden skal bruges til. Hvordan får vi et lidt bedre samfund.

Mette Frederiksen har modsat Ellemann mere jordnære forestillinger. Tryghed. Solidaritet. God velfærd. Passe på Danmark. Vi har således valget mellem tom frihed på den ene side og et ønske om et bedre liv på den anden. Det er jo ikke et svært valg. Man må håbe, at de borgerlige snart tager sig sammen.