Det muslimer ikke taler om

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der har været temmelig stille om Islamisk Trossamfund på Dortheavej i København, siden det i 2015 afholdt begravelsesbøn for Omar Abdel Hamid El-Hussein, den 22-årige mand, der stod bag det dobbelte terrorangreb i hovedstaden. Kort efter blev han ført til den muslimske begravelsesplads i Brøndby, hvor omkring 500 unge mænd i sorte dynejakker sagde et sidste farvel. »Når der er så mange, der kommer ud for at deltage i begravelsen, er det, fordi det ikke er op til os at vurdere, om han er skyldig eller ej,« sagde en ung, tvetydig mand til JP, mens en anden ung muslim tilføjede: »Det, som mange ikke forstår, er, at man elsker profeten Muhammed højere end sin familie. Derfor er det så provokerende, når han bliver tegnet.«

Uanset hvad El-Hussein havde gjort, skulle han æres. Vi var flere, der mærkede hensigten, og blev forstemt. Men nu har trossamfundet åbenbart fået sit eget statsstøttede radioprogram på Radio24syv, der ikke skal forveksles med radiokanalen af samme navn – grundlagt af daværende kulturminister Per Stig Møller i 2011 og nedlagt af socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i 2019, fordi den var en stor succes – men i dag er en kopivare, bestyret af Berlingske Media. Programmet hedder ”Det muslimer taler om”, og jeg hører det gerne, når jeg sidder i min bil på vej til genbrugsstationen eller Rema 1000. Debattør og cand.polit. Eva Gregersen har vist nok hørt rub og stub, i alt 60 timer, hvor værterne Elias Ramadan og Zainab Nasrati gør, hvad de kan, for at undgå at stille de mest oplagte spørgsmål til deres gæster, og Gregersen har efterfølgende gjort sig nogle uforfærdede tanker om programmets ånd og dets basale mangel på journalistisk nerve.

Det er af samme grund ret sjovt at lytte til. Ved enhver given lejlighed formår værterne at lægge ting og sager døde, snakke uden om kernen eller tale begejstret om sig selv. Programmet burde selvfølgelig hedde ”Det muslimer ikke taler om”, og det ved redaktør Omar Alkhatib og de andre chefer naturligvis godt, men det andet lyder bedre og tilpasser sig villigt den støt voksende muslimske befolkningsgruppe. At de ikke kan stå for den slags i vore dage, forstår man jo godt.

Og ganske rigtigt. Programmet leverer en slående anskuelsesundervisning i pseudojournalistik. Den plejer der normalt at blive slået hårdt ned på, når det gælder traditionelle medier, men ikke når det gælder minoriteter. De gives fripas af ”tolerante” redaktører og får lov til at hyppe deres egne kartofler, skønt det næppe er så sundt og nærende, som metaforen antyder.

Eva Gregersen fremlægger en række eksempler på undvigende omgang med virkeligheden, grænsende til systematisk manipulation, og finder en forklaring i, at de to værter har tilknytning til Islamisk Trossamfund. Det sidste bliver den ene vært, Elias Ramadan, meget pikeret over i en debat, han har haft i ugens løb med Eva Gregersen i et andet program på Radio24syv hos værten Ali Aminali, der godt kan tænke selv – og ser problemet.

Jeg indrømmer, at sagen er lidt indviklet, men det korte af det lange er, at værterne bag ”Det muslimer taler om” ikke kan skelne mellem officiel og uofficiel tilknytning. Deres program er naturligvis ikke styret eller ejet af Islamisk Trossamfund. Det behøver islamisterne fra Nordvest slet ikke. De kan nøjes med at gøde jorden for den ulmende kreds af unge mænd og kvinder i det organiske miljø i de ”kultur-” og ”broderskabsforeninger”, der typisk driver flere af landets moskéer, og som ikke tøver med at fremme en udlægning af islam i ideologisk og strategisk tråd med Det Muslimske Broderskab. Det er netop derfor, de hippe unge værter har så travlt med at begrave tabuer, undgå problemer og farlige emner og forhindre kritiske vinkler og refleksioner i at opstå i deres program. Deres metode afspejler deres sindelag, og det er akkurat denne kritik, værterne ikke vil tale om.

Eva Gregersen har ene kvinde gjort offentligheden en tjeneste, men vil formentlig ikke møde tak fra dem, der bestemmer i Mediedanmark. Hun peger på en logik, som den frafaldne muslim Ahmed Akkari tydeliggjorde med bogen ”Min afsked med islamismen” tilbage i 2014. På et tidligt tidspunkt i sin karriere forstod den stræbsomme unge mand nemlig, at hvis han skulle nå langt i troens verden, måtte han afholde sig fra kritik af egne rækker: »Nu prædikede jeg systematisk det rene og helliges sag. Jeg valgte emner, der lå mit hjerte nært, og jeg var oprigtig i mit budskab, men undgik omhyggeligt alt, der kunne give anledning til ballade.« Det var, vurderer han, en »taktik, der gav bonus: Min evne til at navigere uden om minefelterne betød, at jeg aldrig for alvor fik erklærede fjender.«

Skulle nogen være i tvivl, er dette præcis det modsatte af journalistisk etos.