Wokeisme er islamisme med andre midler

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et uhyre går gennem Europa. Betragter man det fra siden, ses kun det ene hoved. Møder du dyret forfra, forstår du straks, at det er et tohovedet uhyre.

Det ene hoved er fuld af religion, det andet af politik. Det ene ser mod Mellemøsten, det andet mod Amerika.

Det ene har – takket være den almindelige globalisering og i særdeleshed den hastige migration fra syd mod nord – vundet fodfæste, frygt og beundring helt op til de søde og naive velfærdsdemokratier i Skandinavien.

Det andet møder sympati og institutionel opbakning på Europas universiteter, i kulturliv, erhvervsliv, lobbyorganisationer, medier og regeringer, hvor de vakte kræver beskyttelse af følsomme minoriteter og segmenters følelser.

Dragen spyr ild fra to hoveder: Islamisme fra det ene, wokeideologi fra det andet. Hvad de to organer har til fælles, er kampen for renhed, og hvad der driver skabningen fremad, er en puritansk drøm om social samhørighed og retfærdighed. Det er kun midlerne, der er forskellige. Wokeisme er islamisme med andre midler.

Selv de mest godtroende sjæle i politik, tv og underholdning har nok opdaget, at islamister ikke afstår fra at dræbe enhver, der står i vejen for deres idealer.

I sidste uge fik en 24-årig ungersvend næsten ram på den prominente 75-årige britiske forfatter og blasfemiker Salman Rushdie efter at være blevet vakt i Libanon af den stedlige shiamuslimske Hizbollah-milits og derpå bebrejdede sin mor, at hun ikke havde opdraget ham i henhold til islam. Den roman, det hele drejer sig om, for så vidt den 33 år gamle fatwa over Rushdie overhovedet drejer sig om litteratur, har attentatmanden efter eget udsagn kun læst et par sider af. Nu får han formentlig bedre tid.

Det skal understreges, at wokeister ikke dræber korporligt, de går mere gelinde til værks. De lovgiver, aflyser og udskammer med henblik på politisk renhed og social retfærdighed. I England, hvor der findes en lang og stolt tradition for politisk og kunstnerisk dissens, advares studerende nu mod at læse værker af blandt andre Shakespeare, Austen, Dickens, Orwell, Strindberg og Agatha Christie, fordi de på forskellig vis omtaler familievold, tvangsægteskaber, mord, selvmord og andre ting fra den brogede, skinbarlige verden. Det går ikke i det univers, som de vakte søger at konstruere.

Islamister samler på våben og kvinder, wokeister på glansbilleder og regnbueflag. Men der er andre, små forskelle. Islamister glemmer tilsyneladende aldrig, slet ikke navnene på deres fjender. Wokeister lægger derimod meget gerne fortiden bag sig, herunder den vestlige kanon, kunst og kultur – værst af alt er kristendommen – og vil ikke vide af noget, der kan opfattes som kontroversielt eller politisk ukorrekt.

Mens islamisterne vil ryste verden og skabe en ny verdensorden, ønsker wokeisterne at gøre virkeligheden til en sikker zone uden fænomener, udsagn og oplysninger, der skader den ene eller anden gruppe. Islamisterne ønsker at afskaffe det frie valg og give imamen, mullahen eller klanen prærogativet. Wokeisterne vil snarere sørge for, at svage mennesker ikke udsættes for noget farligt, endsige møder kritik. Islamister er typisk mere direkte – sprængstoffer, maskinpistoler, løsslupne køretøjer og den slags – men anvender desuden det, man kalder blød magt, herunder finansiering af ”moderate” moskéer rundtom i Europa, oprettelse af ”kulturforeninger”, infiltration af lærebogsmateriale, løbende bortforklaringer og andre narrestreger.

Selv i kernen finder vi en parallel. Islamismen udspringer fra islam, dvs. fonden af lærde, autoritative, handlingsangivende skrifter, som fortolkes og knæsættes af imamer, menigheder, moskéer og koranskoler verden over. Wokeismen udspringer fra en lige så akademisk forestilling om den sociale konstruktion, der har præget samfundsvidenskab og humaniora i de seneste 50 år. Det er naturligvis ikke alle muslimer, der er islamister, langtfra, ligesom det ikke er alle socialkonstruktivister, der er wokeideologer, men der findes islam i al islamisme, ligesom der findes socialkonstruktivisme i al wokeideologi.

Islamister og wokeaktivister ligner ikke hinanden udenpå. Men begge parter arbejder på at erstatte virkeligheden med et fatamorgana. Det går indtil videre forbløffende godt.