Det ligner forfølgelse af borgerlige debattører
Forfølgelsen af borgerlige debattører er en del af en udemokratisk kultur.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det ligger til os danskere at have tillid til myndighederne. En sådan tillid kommer ikke alene af vores generelt høje tillid til vores medmennesker, men også fordi myndighederne har gjort sig fortjent til den. Som borgerlige mennesker har vi måske i særlig grad tillid til vores forsvar, efterretningstjenester og politi.
Den tillid forekommer efterhånden naiv. Processen mod Lars Findsen er i sig selv bemærkelsesværdig. Overvågning af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, fordi han måske har været en smule for åbenmundet over for journalister. Den sag står overhovedet ikke alene. Før det var der retssagen mod den tidligere PET-chef Jakob Scharf, som blev forfulgt for at have været for åbenmundet i en biografi. Han blev dog fuldstændig frikendt. Endnu før den sag forsøgte myndighederne at nedlægge fogedforbud mod Thomas Rathsacks bog om hans tid i Jægerkorpset.
Jeg kan ikke gennemskue, hvem der har truffet beslutningerne.
Den sidste sag var uhørt skandaløs. Myndighederne hævdede, at Rathsacks bog kunne misbruges af arabiske terrorister og påpegede, at de allerede havde fundet en arabisk oversættelse på nettet. Det viste sig senere, at oversættelsen var Forsvarets egen. De havde løjet groft over for offentligheden, og forsvarschefen måtte træde tilbage.
Der tegner sig et handlemønster, der næppe kan bortforklares med brodne kar. Det ser ud til at være selve kulturen i toppen, den er gal med. En kultur, hvor myndighedspersonerne føler sig hævet over demokratisk debat. Hvor de har ret til at tvinge deres vilje igennem, uanset metoderne. Hvor målet helliger midlet.
Idéen om at undertrykke debatten og sandheden af hensyn til større interesser er efterretningstjenesterne i andre sammenhæng åbne om. Det er jævnligt en strategi. Et eksempel er dengang, PET udsendte anbefalingerne ”Sprogbrug og terrorbekæmpelse”, der opfordrede myndigheder og politikere til at udelade enhver sammenkobling mellem terror og islamisme. Det ville jo (sandt nok) være i terroristernes interesse, og så må sandheden vige.
Vi så noget lignende i terrorangrebet i Marokko, hvor to unge skandinaviske kvinder blev myrdet ved på bestialsk vis at få skåret halsen over. PET bad øjeblikkeligt de sociale medier om at fjerne videoen, ligesom medierne (antageligvis på grund af et udenlandsk nyhedsbureau) til en begyndelse skrev falske historier om angrebet, hvor det bestialske terrorelement var retoucheret væk. Derfor delte en række borgerlige danske debattører videoen som dokumentation for, at mediernes historie om angrebet var usand.
Reaktionen på delingen af videoen var uhørt hård. Pensionisten Steen Raaschou, der i mange år har drevet dokumentationssiden Snaphanen, blev vækket tidligt om morgenen af fem politibetjente, der anholdte ham og kørte ham til politistationen i håndjern, hvor han blev anbragt i en celle. De ransagede i øvrigt hans lejlighed og konfiskerede en masse af hans arbejdsredskaber. Det er over tre år siden nu, og der er ingen afslutning på sagen.
Sagen om Steen Raaschou (og andre) er endnu et eksempel på magtmisbrug. Noget, som danske medier gør rutinemæssigt, blev den borgerlige blogger chikaneret for. Der er massevis af eksempler, men lad mig nævne det mest oplagte. Da George Floyd blev kvalt under en anholdelse i USA, blev det effektivt dokumenteret af en video, der blev delt af både de danske medier og af et stort antal danskere og politikere. Her mente mange, at det tjente sandheden at dele videoen.
Det havde de selvfølgelig ret i.
Dobbeltstandarden er så absurd, at den også må være ulovlig. Det ligner politisk motiveret forfølgelse af borgerlige bloggere.
Det værste eksempel er myndighedernes chikane af Kim Møller, der i 20 år har drevet Danmarks mest succesfulde blog, Uriasposten. Han er blevet sigtet efter samme paragraf som Steen Raaschou, men for at dele et billede fra et terrordrab i Frankrig.
Kim Møller har på grund af forfølgelsen (sagen er ikke den eneste) nu besluttet at lukke Uriasposten. Det er et lille stykke moderne danmarkshistorie, vi siger farvel til. På grund af chikane fra myndighederne mod en borgerlig blogger. Det er en smule uhyggeligt at tænke på.
Jeg kan ikke gennemskue, hvem der har truffet beslutningerne. Men det er helt sikkert ikke politikere. Vi bliver nødt til at få ændret kulturen radikalt. Sagerne mod Lars Findsen og Jacob Scharff er bekymrende nok i sig selv. Politisk forfølgelse er lige en tand mere alvorligt. Det er ikke et demokrati værdigt.