Højesterets udmeldinger i USA er politiske – derfor stritter deres afgørelser i denne uge i øst og vest.

Højesteret har taget amerikanerne som gidsler i et højreorienteret religiøst propagandastunt, der er i færd med at dele befolkningen mere, end den allerede er.

Her i min delstat Washington er en fodboldtræner over natten blevet landskendt. Historien handler om Joseph Kennedy, der var træner for det lokale gymnasiehold. Efter hver kamp bad han, ofte sammen med flere af sine spillere. Nogle har senere fortalt, at de følte sig forpligtet til at deltage – det er jo træneren, der vælger, hvilke spillere, der får lov at komme på banen. Mon ikke man står sig bedre, hvis man står sammen efter kampen og beder? Da skoledistriktet fik nys om trænerens bøn på offentlig grund, bad de ham stoppe, hvilket træneren nægtede, og så blev han fyret fra sin trænergerning.

Jeg forestiller mig de russiske tennistrænere henne i klubben bede til deres ortodokse Gud, efter ungerne er færdige med deres forhånds- og baghåndsøvelser, ser for mig, hvordan min søns colombianske fodboldtræner haler et krucifiks op ad forlommen i stedet for det gule kort og samler ungerne rundt om sig til noget romersk-katolsk hurlumhej, jeg ser mig selv stå til svømmekonkurrencerne og ud over at synge nationalsangen også skal tvinges til at se trænerne stå med armene i vejret, rokke frem og tilbage og bede som var den hellige ånd over dem. Og sådan kunne jeg blive ved – jøder, muslimer, hinduer og alle mulige andre trosretninger og livsførelser, der fedter vores unger til med deres religiøse overbevisning ned over hovedet på alle omkring sig.

Fodboldtræneren i min delstat Washington, der følte, at hans rettighed til at praktisere religion var blevet trådt under fode, gik rettens vej. I dag faldt Højesterets dom. Det er enhver borgers ret at praktisere sin religion i det offentlige rum.

Dommen falder i halen på den sidste uges højesteretsudmeldinger, der har sendt chokbølger rundt i landet. Vi har blandt andet lært, at amerikanerne har en grundlovssikret ret til at bære våben i New York og alle mulige andre steder i det offentlige og dagen efter lærte vi, at kvinder ikke har ret til at træffe beslutninger over deres egen krop, det har delstaterne i de forhold, der drejer sig om abort. Joh, USA’s Højesteret har i disse dage travlt med at føre værdikrig.

Men tænk, hvis træneren Joseph Kennedy i stedet hed Yousuf Kamal og i stedet for at slå korsets tegn og bede til Kristus havde rullet sit bedetæppe ud og inviteret spillerne til at vende ansigterne mod Mekka sammen med ham efter hver fodboldkamp? Ville Højesteretsdommen så være faldet på samme måde?

Hvis der er noget, Europa er ved at lære, så er det, at religion i det offentlige rum er en farlig cocktail. Religion kan være en del af kulturen, væve sig ind og ud af vores aktiviteter i skolen og på arbejdspladsen, når befolkningen er homogen og stort set alle tilhører den samme kultur og religion.

Sådan fungerer det ikke i USA. Her er befolkningen ét stort sammensurium af folkeslag med vidt forskellige kulturer og religioner. I modsætning til i Danmark, ligger det på den amerikanske rygrad, at religion og stat er og skal være adskilt – det kræver ikke en doktorgrad i hverken religionsvidenskab eller statskundskab at se, hvorfor den konstellation er en god idé, hvis man vil have et samfund til at fungere så fredeligt som muligt. At vi nu her i USA bevæger os ind i en værdibaseret lovgivning baseret på kristne dogmer ligger langt fra den forestilling, de fleste amerikanere har af det juridiske systems beføjelser.

Så hvad sker der nu i USA, hvor de politisk udpegede højesteretsdommere har mere end travlt med at føre værdipolitik? De tror måske, de gør det, de er sat til af Trump, at tækkes hans base ved deres ultrahøjreorienterede konservative kendelser. Men en dag er det ikke en højreorienteret kristen, der står og beder sammen med deres børn, men en muslim, en mormon eller et Jehovas Vidne, der ligesom Joseph Kennedy mener at have retten til at udøve religion, uanset hvor han befinder sig. Og så gælder den kendelse, Højesteret hævder bygger på forfatningens principper, vel også? Måske er det et spørgsmål om tid, før unge mennesker og alle vi andre, kommer til at stå som tilskuere til sportsbegivenheder, hvor vi bliver taget som gidsler i et religiøst propagandastunt, der kun kan dele landet mere, end det allerede er.

Højesterets udmeldinger stritter i hver sin retning. Den ene dag er det individets ret, der står over folks følelse af sikkerhed. Det er vigtigere at en person har retten til at bære våben på åben gade end de omgivende borgeres følelse af tryghed. Omvendt er det ikke kvinden selv, der har en individuel ret til at vælge, det er en beslutning, som de valgte politikere på lokalt delstatsniveau føler sig i deres gode ret til at tage i stedet for den kvinde, det drejer sig om. Og i forhold til at udøve sin personlige religion og udbasunere den til alle, der er i nærheden af en, ja, så er det igen den enkeltes ret, der står over folks følelse af ubehag.

Så nu ser jeg frem til at skulle stå model til at få andres religiøse overbevisninger proppet ned i halsen, når jeg til et eller andet sportsarrangement bare gerne vil se mine unger drøne rundt og have det sjovt. Land of the free? Tjah, for de enkelte tosser, måske?